DETALJERET DAGSPROGRAM
 
Lørdag 4. maj
Ankomst til Pisa 15.35. Kort besøg (ca. 2 timer) i Pisa fortrinsvis for at se domkirkeanlægget, for værd at studere er ikke kun det ikoniske tårn, selv om det er den bygning på Campo dei Miracoli, der tiltrækker sig størst opmærksomhed - på grund af byggesjusk.
 
 
Nok så interessante er den smukke domkirke og det overdådige dåbskapel, fra hhv midten af 1000-tallet og midten af 1100-taller, begge i romansk stil, som vi naturligvis skal besøge med deres overdådighed af gravmæler, prædikestole og andre billedhuggerarbejder af datidens betydeligste kunstnere.
Derudover er der den fantastiske kirkegård og Sinopie-museet, men disse bliver der næppe tid til at besøge.
Efter at have besøgt domkirkeanlægget kører vi til vores hotel i Montecatini Terme, hvor der efter check in vil være middag.
 
San Giovanni Fuoricivitas
 
Søndag 5. maj
Efter morgenmaden tager vi toget til Pistoia (køretid ca. 15 min). Efter ankomsten starter vi en guidet byvandring fra kirken San Giovanni Fuoricivitas, som fik dette navn, fordi den blev bygget i 1100-tallet uden for bymuren. Den har en meget fin facade med grønne og hvide marmorstriber samt vægge i pisa-stil. Indvendig kan man se nogle smukke kunstværker, bl.a. prædikestolen udført af Guglielmo da Pisa i 1270, et vievandskar af Giovanni Pisano og et smuk, usædvanlig, glaseret terrakottaskulptur af Luca della Robbia, der forestiller Besøgelsen.
 
San Piero Maggiore
 
Vi fortsætter til kirken San Piero Maggiore, hvis facade har dannet baggrund for den danske maler Kristian Zahrtmanns berømte maleri Det mystiske bryllup i Pistoia.
 
San Bartolomeo in Pantano
 
Vi kommer også til San Bartolemeo in Pantano, på Piazza San Bartolemeo, er en af Pistoias ældste kirker, bygget i 1100-tallet med en femdelt facade, som er rig på marmordekorationer og relieffer. Reliefferne over døren er placeret på en romersk sarkofag. Inde i kirken er der en rekonstrueret prædikestol af Guido da Coma (1250) med marmorrelieffer med scener fra Kristi liv.
Vi går derfra over den livlige markedsplads Piazza della Sala til den imponerende domkirkeplads, der foruden af domkirken indrammes af dåbskapellet og en række smukke palæer.
 
 
Vi besøger domkirken San Zeno, der blev påbegyndt i 929, men som har undergået radikale ændringer gennem århundrederne, den største i slutningen af 1200-tallet efter et større jordskælv.
Således fremtræder kirken i dag overvejende i en romansk stil, der er tydeligt påvirket af byggeskikken i Lucca på daværende tidspunkt, især i udformningen af facaden med dens loggiaer i flere etager og dens stribedekorationer i grønt og hvidt marmor.
Facadens søjlegang er imidlertid kommet til senere, mellem det 14. og 15. århundrede, uden dog at skille sig væsentligt ud fra resten af bygningen.
Til venstre for kirken står det i forhold til kirkens lette facade noget bastante tårn, der er opført på fundamentet af et longobardisk vagttårn formentlig samtidig med selve kirken, om end spiret er en tilføjelse fra 1500-tallets slutning.
I 1599 ændredes kirkens indre totalt og i 1786 blev Sankt Jacobs kapel ulykkeligvis nedrevet, idet den daværende biskop fandt at den kult, der var opstået omkring det berømte Sankt Jakob-relikvie havde antaget en anstødelig hedensk rituel praksis.
I det 19. århundrede blev der foretaget yderligere ændringer, og i det 20. århundreder har man så senest forsøgt, med mere eller mindre held, at genskabe så mange af de romanske strukturer, som i de foregående århundreder var blevet skjult eller fjernet.

Inde i kirken skal vi blandt andet se Cappella del Crocifisso med Pistoias vigtigste kunstskat, Sankt Jacobs sølvalter.
Det er et mesterværk indenfor den kirkelige guldsmedekunst fra overgangen fra sengotik til renæssance, for det er blevet til over en meget lang periode (1287-1456) med medvirken af mange forskellige kunstnere.
Alteret har i århundredernes løb været udsat for mange ændringer og flytninger som følge af historiens omskiftelser.
Blandt de tidligste kan nævnes, at en person ved navn Vanni Fuccci, kaldet La Bestia (bæstet) på grund af sin ekstremt voldelige karakter i 1293 stjal to af alterets figurer, for hvilket han vandt udødelighed, idet Dante, der tilhørte de hvides parti placerede den ”sorte” Vanni Fucci i helvedet i hans Guddommelige komedie (helvedet kap. 24, vers 97 og kap. 25, vers 1) og senest under 2. verdenskrig måtte man flytte alteret fra kapellet og skjule det et sikkert sted.
Det er i ciseleret sølv i relief med ædelstene og raffinerede emaljer og er sammensat af en altertavle og tre frontaler.
Altertavlens to centrale figurer forestiller Sankt Jakob og Kristus som i tre rækker over hinanden er omgivet af en skare af apostle, helgener og kirkefædre.
Frontalen består af femten kassetter, der skildrer episoder fra Det nye testamente samt tre scener fra Sankt Jakobs liv.
På den højre sidefrontal er der scener fra Det gamle Testamente, mens der på venstre sidefrontal er skildret scener fra Sankt Jakobs liv.
Alteret stod tidligere i det nedrevne Sankt Jakob-kapel, og på det stod det relikvieskrin, der nu er udstillet i Sankt Jakob sakristiet.
 

Over for domkirken ligger dåbskapellet Battistero di San Giovanni in Corte.
Det blev opført i gotisk stil i første halvdel af det 14.årh. på fundamentet af en oldkristen kirke.
Bygningen er ottekantet med en pyramideformet tagdækning kronet af en elegant lanterne.
Taget et beklædt med blyplader og omgivet af en svalegang med en marmorbalustrade, der er udsmykket med små spir og statuer.
Bygningen, der har tre portaler, er omgivet af en monumental trappe i den fine blågrå sandsten, der hedder pietra serena.

Til venstre for domkirkens kampanile ligger rådhuset Palazzo del Comune.
Bygningen blev påbegyndt i første halvdel af det 12. århundrede, da byen oplevede en økonomisk opblomstringsperiode, men bygningsarbejdet resulterede først i den bygning, vi ser i dag, omkring 1350 efter udvidelser og ændringer, af hvilke buegangen i stueetagen var den sidste tilføjelse.
Bygningen kaldes også Palazzo degli Anziani (de ældres palæ), fordi det var bestemt for de ældres råd (byens domstol) og for il Gonfaliere di Giustizia (retspræsidenten).
I dag huser bygningen udover de kommunale kontorer nogle smukke sale med freskomalerier fra det 14. årh. og bymuseet Museo Civico, med en interessant malerisamling og endvidere lokalt glas, porcelæn, gobeliner og mønter fra middelalderen og frem til 1800-tallet.
 
 
Herfra går vi til Ospedale del Ceppo, med dets elegante facade.
Det blev opført omkring 1230, og takket være store donationer fra borgerne blev det hurtigt en meget velhavende institution, der altid havde rigeligt med patienter under de mange fejder i byen og de talrige epidemier, blandt andre den voldsomme pestepidemi i 1348.
For at undgå at en af de stridende familier skulle overtage styringen af hospitalet, valgte man i 1515 at lade sig styre af Santa Maria Nuova hospitalet i Firenze, der udnævnte munken Leonardo Buonafede til at være forstander, og det var denne forstander, der bestilte den smukke frise og medaljonerne til at udsmykke facaden over hospitalets søjlegang, som var blevet skabt af den florentinske arkitekt Michelozzi i midten af 1400-tallet under tydelig inspiration af Brunelleschis hittebarnsospital i Firenze.
Derfra går vi til kirken Sant'Andrea med dens vidunderlige prædikestol af Giovanni Piasano og vi afslutter vores byvanding på pladsen ved kirken San Francesco.
Derefter frokost på egen hånd og et par timer til fri disposition inden vi kører tilbage til Montecatini.
Middag  på hotellet i Montecatini.
 
 
Mandag 6. maj
Efter morgenmaden tager vi toget til Lucca (ca. 1 time).
Her starter vi med en guidet byvandring.
Vi går fra stationen ind gennem byporten San Pietro i det imponerende voldanlæg, der omkranser hele byen og gør vort første stop på Piazza Napoleone med det store hertugpalads, i dag kaldet Palazzo della Provincia, fordi det nu er sæde for provinsforvaltningen.
Den oprindelige bygning blev tegnet af arkitekten Bartolomeo Ammannati, og bygningen blev opført i 1578 på samme sted, hvor Palazzo degli Anziani (ældrerådet) havde ligget.
Napoleons søster Elisa Bacciocchis og hendes gemals ankomst i 1805 krævede en ombygning af palæet, så det opfyldte det fyrstelige hofs krav.
I den centrale fløj mellem de to gårde indrettes tronsal og repræsentationslokaler, mens der langs hele facaden og i nordfløjen indrettes lejligheder til Napoleons søster og hendes gemal Felice.
Maria Louisa af Bourbon, tidligere dronning af Etrurien (Toscana) kommer i 1817 til Lucca efter at Wienerkongressen havde besluttet at gøre byen til et hertugdømme med hende som regent.
Hun er fast besluttet på at slette ethvert spor efter sin rival, som havde væltet hende af tronen i 1808.
Arkitekten Lorenzo Nottolini bliver udpeget til at udføre en ny ombygning, der finder sted 1817-20, som totalt fornyer interieuret til det udseende, det har i dag. Ved hertugindens død i 1824 er Palazzo Ducale et af de rigeste fyrstepaladser i Italien
Vi fortsætter herfra til Luccas domkirke San Martino. Den er tegnet af den lombardiske mester Guidetto da Como i 1204 og er en af de fineste eksempler på den pisansk-lucchesiske romanske stil.
 
Facaden er udført i hvid limsten.
Bag de tre buer i porticus er der fine lavrelieffer, som tilskrives Nicola Pisano, og over buerne er der loggiaer i tre stokværk båret af rigt udsmykkede søjler i flerfarvet marmor med relieffer og intarsia.
Sidemurene har grønne bånd i den hvide flade og høje, slanke gotiske vinduer (14. årh.).
Kirken er blevet ombygget flere gange siden den oprindelig blev opført i det 6. århundrede.
Det treskibede rum er luftigt og elegant.
Inde i kirken skal vi bl.a. se Ilaria del Carettos gravmæle udført af den senesiske kunstner Jacopo della Quercia i 1406. Illaria var hustru til Paolo Giunigi, en af Luccas mægtige mænd.
Det er et meget følsomt udført arbejde.
I kirken finder vi også et lille tempel, Tempietto, indeholdende det berømte Volto Santo, helligt åsyn, et bemalet trækrucifiks, efter sigende skåret af et øjenvidne til korsfæstelsen, Nicodemus.
Dette skulle på forunderlig vis ved egen kraft have transporteret sig over hav og land til Lucca i år 782 (det sidste stykke dog med bispens hjælp).Kirken har på grund af dette mirakel været et meget søgt pilgrimsmål siden middelalderen.
Herfra går vi videre til kirken Santa Maria Forisportam (uden for byporten), hvis tilnavn skyldes, at den indtil det 13. århundrede lå uden for den antikke romerske bymur.
Facaden minder en del om Pisas domkirkes, men adskiller sig fra denne ved anvendelsen af den helt hvide marmor, som er karakteristiske for den romansk-lucchesiske stil i modsætning til den pisanske, kendetegnet ved striberne.
Inde i kirken finder man et meget interessant solur af camera obscura typen.
På gulvet er trukket en meridianlinje, der, når den rammes af en lysstråle fra en smal åbning oppe på den østlige væg, angiver det tidspunkt, da solen står højest på himlen, dvs. kl. 12.00 lokaltid.
 
 
Vi kommer forbi flere middalderlige tårnhuse, bl.a Torre dei Giunigi med træer på toppen og det slanke klokketårn Torre delle Ore, byens højeste bygning, som efter en nylig restaurering kan besøges.
Vi når derfra frem til det romerske Amfiteater, nu kaldet Piazza Anfiteatro. Opførelsen af teatret fandt sted i begyndelsen af det 2. århundrede uden for den daværende bymur, altså i kejsertiden.
Det blev anvendt til de populære gladiatorkampe, og ifølge nogle historikere led kristne også martyrdøden her.
Når man træder ind på pladsen, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at man befinder sig i en arena, men det er kunformen, der er bevaret og ikke et eneste fragment fra den oprindelige bygning.
Al indmaden er fjernet, og de mure, vi ser, tilhører jævne borgerhuse uden nogen videre udsmykning.
Nordvest for arenaen ligger en anden smuk plads, Piazza San Frediano, med en basilika viet til helgenen af samme navn, som var biskop i Lucca. Den hvide marmorfacade domineres af en stor mosaik i byzantinsk stil, der forestiller Kristi himmelfart.
Kampanilen på siden af kirken står tættere på apsis end på facaden, hvilket formentlig skyldes, at man undervejs i byggeprocessen måtte ændre kirkens orientering af hensyn til bymuren.
Kirken er en af de ældste i Lucca, opført i det 6. århundrede på bispens egen foranledning.
Kirkens nuværende udseende går tilbage til begyndelsen af 1100-tallet.
Flere privatkapeller blev tilføjet i 14.-16.århundrede.
I højre side af kirkerummet finder vi kapellet for den hellige Zita, lucchesernes højt elskede helgeninde.
Helgenindens mumie ligger i en glaskiste iført en hvid klædning, blid og uskyldsren som legenden om hende.
Herfra går vi op på volden, der omkranser hele byen.
 
 
Herfra kan vi kigge ned i Palazzo Controni-Pfanners have og se palæet i baggrunden med dets lette loggia-facade i 2 etager og elegante åbne trappe.
Palæet blev bygget af købmandsfamilien Moriconi omkring 1667, og en snes år senere erhvervet af familien Controni for i 1860 endnu engang at blive afhændet, denne gang til Felice Pfanner, som her skabte et bryggeri, der eksisterede frem til 1929.
Og så kan man gå og tænke på, at her boede Frederik IV under sin anden italiensrejse, som det er beskrevet i Peter H. Fogtdals medrivende bog Lystrejsen.
Herfra bevæger vi os ind mod centrum igen, til pladsen San Michele og kirken af samme navn.Den virker mere imponerende end domkirken, der, som det huskes, lå meget klemt.
San Michele ligger derimod helt frit med god luft til alle sider, hvilket man godt kunne tro ikke var meningen, når man ser den meget høje facade, der rager 10-15 meter op over selve kirkebygningen, og fra denne vinkel virker som en påsat kulisse.
Kirken blev påbegyndt i det 12. århundrede i romansk stil, men stod først færdig hundrede år senere, og alligevel ikke helt, for facaden blev på grund af pengemangel først realiseret i det 14. århundrede i en blanding af den typisk pisansk-lucchesiske stil blandet med gotik, og stilforvirringen blev yderligere forstærket, da arkitekten Giuseppe Pardini i 1866 ”pyntede” på den ved i patriotisk, nationalromantisk ånd at indsætte buster af datidens og fortidens helte som Viktor Emanuel II, Napoleon III, Cavour og Dante Alighieri.
Kirken er opdelt i hovedskib og to sideskibe adskilt af søjler med meget smukke kapitæler.Et værk, der er værd at studere i kirken, er Andreas’ martyrium, et maleri af den oversete lokale maler Pietro Paolini (1603-83).
 
Vi afslutter vores byvandring her. For dem der er interesserede kan man fortsætte til Puccinis hus, som ligger lige i nærheden, og som er indrettet som museum.
Ellers er der tid til frokost og et par timer til udforskning af byen på egen hånd inden vi tager toget tilbage til Montecatini.
Middag på hotellet
 
 
Tirsdag 7. maj
Efter morgenmaden starter vi vores guidede heldagsudflugt i bus til nogle af Lucchesias berømte villaer.
Vi kører først til Villa Reale – kongevillaen – i Marlia, der siden den blev bygget har været residens for fyrster, højadelige og kunstmæcener.
Napoleons søster
Elisa Baciocchi, der var Luccas regent i en periode og senere hele Toscanas, skabte det storslåede kompleks ved at slå den daværende Villa Orsettis jorde sammen med en række naboejendomme, bl.a. Luccabispens sommeresidens.
Det gamle Palazzo Orsetti og dets loggia, der fungerer som indgang, moderniseredes, men de gamle haver fra det 17. århundrede med det vidunderlige friluftsteater med formskårne buske,
Teatro di Verdura, og Kamelia-alleen med meget sjældne arter er bevaret intakt op til vore dage.
Efter Napoleons fald erhvervede først hertugerne af Parma villaen og siden storhertugerne af Toscana.
Efter Italiens samling kom den i kong
Victor Emanuel IIs eje. Denne afstod den siden til Prins Carlo, bror til den sidste konge af Begge Sicilier, som var gjort arveløs på grund af sit ægteskab med den engelske statsborger Penelope Smyth, der nok var smuk som en prinsesse, men ikke havde blåt blod i årerne.
Det romantiske, men ulykkelige par tilbragte resten af deres liv i villaen og blev begravet i parkens kapel.
 
 
Deres søn, kendt som den gale prins på grund af sin religiøse fanatisme og excentriske opførsel, døde i 1918. For at betale hans gæld blev villaen sat til salg og dens indbo på auktion og mange af parkens gamle træer fældet og solgt som brænde.
Greveparret Pecci-Blunt, den nuværende ejers forældre, købte villaen i 1924, lige i tide til at redde parken fra en uoprettelig ødelæggelse.
Villaen har altid været samlingssted for kronede hoveder og store personligheder fra kunstens og politikkens verden fra hele Europa, en tradition som Pecci-Blunt-familien har videreført.
Vi andre får ikke lov til at betræde de bonede gulve, men må tage til takke med et besøg i den store park, men det er nu heller ikke så kedeligt
.
 
 
Fra Villa reale kører vi videre til Villa Torrigiani.
To majestætiske cypresalléer af knap en kilometers længde forbereder os på mødet med villaen, en af de bedste eksempler på barokarkitektur i Toscana.
Villaen og parken stammer tilbage fra begyndelsen af 1500-tallet og var oprindelig i den mægtige adelsfamilie Buonvisis eje.
I 1651 blev den erhvervet af markis Nicolao Santini, som var republikken Luccas ambassadør ved Ludvig XIVs (solkongens) hof. Han ønskede at omdanne den til et overdådigt lystslot med en blomstrende parterrehave og store bassiner, som facaden kunne spejle sig i. Forbilledet var Le Nôtres parkanlæg i Versailles, og ombygningen af villaen og anlæggelsen af parken blev af Nicolao Santini betroet den bolognesiske arkitekt Torregiani (ikke at forveksle med villaens navn).
Han skabte det haveteater med grotter og vandspil, som endnu fungerer og kan besigtiges i Grotta dei venti, Vindenes grotte, et anseeligt cirkulært rum med stenmosaikker, fontæner og nicher med allegoriske figurer, forestillende de kendte vinde, og hele sceneriet kronet af en kuppelhimmel, hvorfra "regnen" drypper ned.
Landskabet er trukket ind i villaen som dekorationer i Pietro Scorzinis velbevarede freskomalerier, der i de mindre rum fremstiller årstiderne og i salene mytologiske scener og i hovedsalen scener fra kejser Aurelias liv, naturromantiske billeder, der danner ramme om lige så velbevarede originale interieuer.
Villaen beboes stadig af efterkommere af markis Nicolao Santini, men har skiftet navn, da den sidste arving var en kvinde, Vittoria Santini, der i 1816 giftede sig med markis Pietro Guadagni Torrigiani.
Deres buster er indsat i den pompøse facade og kan også ses i kapellet, hvor medlemmer af de sidste generationer af familien ligger begravet.
Det meste af barokhaven er i dag forsvundet.
I 1800-tallet blev store dele af parken både foran og bag villaen lagt om i en romantisk engelsk stil med importerede træer og buske som cedre og en mængde arter kamelia.
 
Fra Villa Torrigiani kører vi til Collodi, hvor der vil være tid til at spise frokost inden vi besøger Villa Garzonis park.
 
 
Landsbyen er som en kaskade, der vælter ned ad bjergsiden fra borgen øverst til den majestætiske Villa Garzoni ved bjergets fod, hvor villaens høje mure som en dæmning effektivt hindrer strømmen af huse.
Hvad der imidlertid mere end noget andet har gjort den lille by berømt og tiltrækker hundredetusinder turister hvert år, er byens to parker, Giardino di Villa Garzoni og Pinocchio-parken, for forfatteren til det berømte eventyr kom fra denne by, og til ære for ham har man skabt en forlystelsespark. Men vi nøjes med at se Villa Garzonis park.
Hovedbygningen er opført i første halvdel af det 17- århundrede og tegnet af arkitekten Ottaviano Diodati fra Lucca i samarbejde med den daværende ejer markis Romano Garzoni.
Det er det største villa-palæ i Lucchesia.
Det er i fire etager med et hævet midterparti.
Vi kan ikke besøge palæet, men nyde den imponerende bygning på afstand som den ligger højt hævet over barokhaven.
Dens majestætiske karakter understreges af det elegante trappeparti, der fører op til bygningen, Garzonifamiliens våbenskjold med flagvifte over indgangsportalen og skilderhusene på siderne.
Ophøjetheden i denne bygning står i stærk kontrast til Palazzina estiva, det lille sommerpalæ, der ligger bagved.
Det er tegnet af Filippo Juvarra og har et overraskende teatralsk udtryk, som var kendetegnende for barokken.
Karakteristisk for interieuret er den glødende røde stuk, mosaikgulvene og de grottelignende vægge skabt af puds iblandet småsten.
Haven, der ligger til venstre for bygningerne, er en af Italiens fineste barokhaver.
Der er gjort mange kunstgreb for at udnytte den relativt begrænsede plads (150 x 200 m).
På den stejle skråning er anlagt terrasser i flere etager, som er forbundet med trappeanlæg.
Den øverste del af haven er delt i to af et vandfald i midten.
I den nederste del er der blomsterbede, indhegnet af lave buksbomhække, det såkaldte parterre, samt springvandsbassiner.
Mosaikker pryder terrassernes vægge og nymfeet, og overalt er der statuer, nogle originale og andre kopier, nogle i sandsten andre i terracotta, forestillende mytologiske figurer, men også figurer fra hverdagen, i en noget romantiseret udgave, f.eks. vandsælgere, bønder og endog tiggere.
Her er også et såkaldt teatro di verdura, dvs. et teater, der er formet af klippede hække.
Fra Villa Garzoni kører vi mættede af oplevelser tilbage til Montecatini.
Middag på hotellet.
 
Onsdag 8. maj
Morgenmad på hotellet.
Fridag: Mulighed for at tage til Firenze, eller besøge kurbad og/eller Montecatini Alto (den gamle, højtliggende bydel) med tovbane.
Middag på hotellet
 
 
Torsdag 9. maj
Efter morgenmaden på hotellet tager vi toget til Prato (20-25 min). Vi indleder vores besøg med en guidet byvandring inden for den trapezformede bymur med start fra den imponerende borg Castello dell’Imperatore, opført af dentysk-romerske kejser Frederik II af Schwaben, det eneste eksempel på schwabisk arkitektur i Nord- og Mellemitalien og den betydeligste middelalderbygning i Prato, en bygningstype som vi ellers kun kender fra Puglia og Sicilien.
Det blev påbegyndt i 1248 efter ordre fra den tysk-romerske kejser Frederik II som led i en militær kontrol med de vigtigste samfærdselsårer mellem Tyskland og Syditalien, især vejen, der førte fra Montepiano-passet gennem Bisenzio-dalen til hjertet af Toscana. Borgen er arkitekten Riccardo Da Lentinis værk. Han blev hentet hertil fra Puglia, og borgen blev opført på en grund, hvor der tidligere havde ligget en mindre fæstning, som blev skænket kejseren af en lokal ghibellinsk familie.
Bygningen har en kvadratisk grundplan med fire hjørnetårne og yderligere fire tårne, hvoraf de to er bevaret fra den tidligere fæstning.
Dermed er den symmetriske opdeling overført fra de ottekantede slotte i Syditaliens slotte, om ikke perfekt, så dog symbolsk.
Øst for borgen ligger pladsen Piazza Santa Maria delle Carceri med kirken af samme navn.
Den er et meget centralt værk i den italienske renæssancearkitektur, da det er det første kirkebyggeri, der efterlever den store arkitekturteoretiker Leon Batista Albertis ideal for en renæssancebygning, nemlig en centralbygning med absolut symmetri ud fra et centralt punkt, f.eks. det græske ligearmede kors. Bygningens arkitekt Giuliano da Sangallo har tydeligt været inspireret af Brunelleschis Pazzi-kapel i Firenze, og samtidig har kirken i Prato tjent som et forstudie til hans projekt for den nye Peterskirke i Rom (som siden blev overdraget til Michelangelo). Kirken har endvidere været model for hans bror Sangallo den Ældres kirke San Biagio i Montepulciano.
Kirken blev påbegyndt i 1486, og det indre stod færdig i 1495, mens arbejdet med den ydre beklædning blev afbrudt i 1506 og først endelig afsluttet i slutningen af 1800-tallet.
Kampanilen er opført langt senere, i slutningen af 1700-tallet.
Det indre er lige så sobert som det ydre.
Fire glasmalerier efter tegninger af Domenico Ghirlandaio (1491) pryder korsarmenes øvre endevægge, mens gesimserne under hvælvingerne er udsmykket med guirlander og våbenskjolde i hvid og blå keramik fra Andrea della Robbias værksted, som også har leveret de smukke tondoer med de fire evangelister i hvælvingsfligene.
Det elegante højalter efter tegning af Sangallo (1492) er af edicola-typen og inspireret af dem, man ser i Roms Pantheon.
Vi fortsætter ad middelaldergader langs hvilke vi finder en række af Pratos tårnhuse.
Vi når derefter frem til byens domkirke, viet tilSankt Stefan.
Den er en af Pratos ældste kirkebygninger, allerede omtalt i begyndelsen af 1000-tallet som Pieve di Santo Stefano.
Oprindelig var den hovedkirke i Borgo al Cornio, den ene af de to småbyer, der smeltede sammen til Prato.
Den er blevet ombygget og udvidet frem til det 15. århundrede og fremstår i dag som en usædvanlig harmonisk bygning med klare bygningsvolumener og en stringent stribet facade i grønt og hvidt (marmorsorterne alberese og serpentino - også kaldet verde di Prato). Den sengotiske facade (1386-1457) blev opført uden på den oprindelige, men ikke påklistret denne.
 
 
I det hulrum, der derved opstod, skabtes en korridor, som fører til den udvendige prædikestol, tegnet af arkitekten Michelozzo og udsmykket af billedhuggeren Donatello mellem 1428 og 1438.
Den blev skabt til den offentlige fremvisning af kirkens betydelige relikvium, Madonnas hellige bælte.
På stolens bronzekapitæl forstærker en række koncentriske rammer i hvid marmor dens centrifugale virkning.
Dens brystværn er udformet som et rundtempel med dansende puttier mellem søjlerne.
En elegant parasol kroner prædikestolen.
I lynetten over hovedportalen sidder et glaseret terrakottaarbejde af Andrea della Robbia forestillende Madonna mellem helgenerne Stefan og Johannes (hhv. Pratos og Firenzes skytshelgener).
Kirken har tre skibe, som er adskilt af stribede buer hvilende på monolitsøjler i grøn marmor med elegante kapitæler.
I begyndelsen af det venstre sideskib finder vi kapellet, hvor kirkens vigtige relikvie, Det hellige bælte, opbevares.
Det er fra det 14. århundrede og forsvarligt beskyttet af et kraftigt bronzegitter.
Blandt de mange øvrige kapeller er det vigtigste Cappella Maggiore med dets vidunderlige freskecyklus med scener fra Skt. Stefans og Johannes døberens liv af Filippo Lippi; særlig betagende er Salomes dans ved Herodes banket.
Fra domkirken går vi videre til rådhuspladsen Piazza del Comune.
Det er imidlertid ikke rådhuset, der er det interessante, men det der ligger overfor, nemlig Palazzo Pretorio– det tidligere rådhus.
 
 
Palæet er i sin nuværende form skabt på overgangen mellem det 13. og 14. århundrede som en sammenbygning af tre tårnhuse, der tilsammen skulle tjene som sæde for podestáen (borgmesteren), domstolen og fængslet.
De forskelligartede byggematerialer, der er anvendt i bygningerne, gør, at vi stadig kan ane grænserne mellem de enkelte tårne.
Siden 1948 har den huset bymuseet Museo Civico, der bl.a. rummer en spændende kunstsamling med værker fra middelalderen og op til 1800-tallet, blandt andre af Bernardo Daddi, Giovanni da Milano, Lorenzo Monaco, Luca Signorelli samt Filippo og Filippino Lippi (kan eventuelt besøges om eftermiddagen)
Overfor Palazzo Pretorio ligger det nuværende rådhus. Også dette er sammenstykket af forskellige bygninger. Facaden, som den fremstår i dag med Mediciernes våbenskjold på hjørnet, blev skabt i slutningen af 1700-tallet.
Vi fortsætter ad de livlige gader i byens centrum til en meget markant bygning, Palazzo Datini, fra slutningen af 1300-tallet.
Francesco Datini (1335-1410) var en af datidens rigeste købmænd, og hans tekstil- og bankiervirksomhed havde filialer både over hele Italien, men også i Europa og Nordafrika.
Den meget originale bygning med freskomalerier på ydermurene har sin hovedfacade mod Via Ser Lapo Mazzei og ad hovedporten kommer man ind i en korridor, der fører til audienssalen. Herfra kan man komme ud i den smukke gård med en brønd i midten og en hvælvet arkade.
 
 
Prato er Italiens tekstilhovedstad, og derfor vil det være naturligt at besøge byens flotte tekstilmuseum, der er indrettet i et tidligere spinderi. Her kommer vi på en spændende rejse gennem modens historie.
 
Efter byvandringen vil der være nogle timer på egen hånd til frokost, yderligere udforskning af byen eller måske shoppng inden vi tager toget tilbage til Montecatini.
 
Middag på hotellet.
 
Fredag 10. maj
Efter morgenmaden på hotellet kører vi først med egen bus til la ndsbyen Ponte Buggianese, hvor vi i kirken skal se noget så usædvanligt som en moderne freskecyklus, uført i slutningen af 60'erne af den milanesiske maler Pietro Annigoni og hans elever. Bibelske og evangeliske temaer følger på hinanden i de forskellige billeder: Profeterne Jeremias og Esaia, Nedtagelsen fra korset og genopstandelsen, Den sidste nadver, Apokalypsens fire ryttere,  helbredelsen ved Bethesdas dam, Jesus i Getsemane have, Lazzarus vækkelse, Pinsen m. fl.
Derfra kører vi til Montecarlo di Lucca, en malerisk middelalderby beliggende i frodigt landskab med vinmarker.
 
 
Vi får en guidet rundvisning i byen og på dens borg (se beskrivelsen i indledningen), hvorefter vi kører videre til vingården Fattoria il Poggio, nedenfor Montecarlo. Her får vi først en kort rundvisning, hvorefter der vil være vinsmagning og froksot på gårdens egen restaurant.
Derpå kører vi tilbage til Montecatini.
20.00 Afsluttende midddag på hotellet
 
Lørdag 11. maj
Morgenmad på hotellet.
Formiddagen til fri disposition.
Transfer til Pisa lufthavn kl. 13.00 og flyafgang 16.15.
Powered by Website Baker