Palladio

af Niels Bertelsen

Hvem er denne Palladio? er der nok nogen der vil spørge.
Og forståeligt nok, for han er ikke - desværre - en af de italienske kunstnere, som vi har lært om i skolen. Og dog kender vi ham alle, eller vi kender i det mindste hans bygninger fra billeder, eller vi kender kopier af hans bygninger eller palæer, slotte og kirker, der er inspireret af hans værker.
Selv om vi ikke har været uden for landets grænser, kender vi hans stil fra herregårde og slotte i provinsen og fra palæer og kirker i byerne, men også fra ganske almindelige borgerhuse og lejekaserner.

Det meste af det gamle København er i hans stil.
Palladio skabte nemlig den stil, som vi  i dag kalder klassicismen og som vi i senere udgaver betegner som ny-klassicisme.
Klassicismen i Danmark forbinder vi umiddelbart med kunstnere som Thorvaldsen, Saly, Eigtved og C.F. Hansen, dvs. med kunstnere fra slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, men i Italien blev denne stil skabt af Palladio i første halvdel af 1500-tallet, dvs. i slutningen af den italienske renæssanceperiode.

Der er da også tale om en renæssance, nemlig af den antikke græske og især romerske arkitektur, som Palladio havde studeret og som han skrev flere teoretiske værker om.
I senmiddelalderen var der sket store sociale omvæltninger i det italienske samfund.

I 1100-tallet var der opstået bystater i store dele af Italien. En kombination af heldige omstændigheder, stor opfindsomhed, håndværksmæssig snilde og handelstalent havde gjort byerne Firenze, Siena og Venezia til verdens rigeste.
En ny klasse var også opstået - borgerklassen.

Denne havde ikke alene fået økonomisk magt og indflydelse, den blev endog hurtigt den herskende klasse - de adelige måtte ligefrem gøre sig fortjent til at blive optaget i borgerklassen.


Men sådanne utopier får sjældent love at leve længe.

Som den italienske forfatter Leopardi lod fyrsten udtale fortrøstningsfuldt i sin roman Leoparden: "alt må ændres, for at det hele kan blive som før".
I første halvdel  af 1400-tallet, da den økonomisk opblomstring var på sit højeste var det slut med demokratiet, og bystaterne styredes efterhånden alle enevældigt af fyrster, omend mange af disse havde en borgerlig herkomst, som Medicierne i Firenze.
Renæssancen opstod i Firenze som  en videreudvikling af den filosofiske strømning, vi betegner som humanismen.
Venezia havde lige siden 700-tallet været styret af de rige adels- og patricierfamilier. Dogen valgtes ud af deres kreds og havde kun begrænset magt. Mindre bemidlede borgere havde på intet tidspunkt politisk indflydelse i Venezia i hele den 1100-årige periode regimet varede (frem til Napoleons erobring af byen). Politisk modstand tåltes ikke.
Alligevel oplevede byen  den samme opblomstring som Mellemitalien både økonomisk og kulturelt.

Allerede i den tidlige middelalder havde man anlagt handelsstationer hele vejen langs Adriaterhavskysten, man var endog trængt helt frem til Konstantinopel.

Senere - i 1202 - erobrede man Konstantinopel og Marco Polo åbnede som bekendt i 1200-tallet en handelsvej til Kina.
Dermed var Venezias lykke gjort. Denne handel med orienten blev en enorm indtægtskilde for byen, og forstærkedes yderligere med korstogene.
Men i begyndelsen af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke.

Andre europæiske byer var håndværksmæssigt kommet på niveau med de italienske, korstogene var ophørt og Amerika var blevet opdaget, ligesom man havde fundet en sejlrute syd om Afrika, hvilket betød at de italienske havne mistede deres betydning til fordel for de spanske og portugisiske.
Nu var gode råd dyre for de herskende familier i Venezia, hvis de ville bevare deres magt og rigdom. 

Det mest nærliggende var, at de flyttede tilbage til det frodige fastland, som deres forfædre havde forladt af angst for at blive rendt overende af vilde nordboere.
Men tanken huede dem ikke. Nu havde de i  århundreder  vænnet sig til den friske havluft, og luften er jo som bekendt anderledes på landet.
Så det  måtte gøres moderigtigt at flytte på landet - og her er det så omsider at Palladio kommer ind i billedet.
Han og hans elever skabte en række enfamilies-herregårde (på italiensk villa) , som kunne få selv  den sarteste og mest forfinede  bybo til at acceptere, at han reelt befandt sig på landet.
Bygninger med tempelfacader i græsk eller romersk stil, der kunne få bygherren til at føle sig som  imperator, men samtidig enkle og prunkløse og i harmoni med den omgivende natur.

Og indvendigt blev væggene ofte udsmykket med fresko-malerier af tidens betydeligste kunstnere. Landskabet uden for blev med disse billeder hentet ind i stuerne, men tæmmet og kultiveret og befolket  med hyrder og hyrdinder samt guder og gudinder fra den antikke mytologi. 
Palladio, hvis egentlige  navn var Andrea di Pietro levede 1508-1580.

Han levede det meste af sit liv i sin fødeby Vicenza og denne er helt præget af hans arkitektur, som rummer en snes af hans vigtigste bygninger, bl.a. Palazzo della Ragione, Palazzo Thiene, Loggia del Capitaniato, Teatro Olimpico og Palazzo Chiericato. 

Palladio tegnede snesevis af villaer, som ligger spredt over hele Veneto. Blandt de kendteste kan nævnes Villa Foscari "La Malcontenta", Villa Emo og Villa Barbaro.

Det er forbavsende lidt Palladio fik lov til at skabe i Venezia.

Det var ikke fordi lysten manglede, men brødniden var stor.

Men her i Venetos hovedstad kan vi dog beundre hans fine kirker San Giorgio Maggiore, il Redentore og le Zitelle.

tilbage til program....

Powered by Website Baker