Rundrejse Emilia-Romagna september 2018

Emilia-Romagna 08. - 15. september 2018

 

Rundrejse i Emilia-Romagna

 
For gourmeten og kultur-feinschmeckeren 
 
Denne region har et dobbeltnavn, da to historiske distrikter i 1970 blev slået sammen.
På denne rundrejse vil vi koncentrere os om Emilia. Det ikke mindre interessante Romagna må vente til en anden gang.
Emilia (Emilien), er regionens indland, som dog helt mod nord også når ud til en lille smule kyst. Langs med Appenninernes bjergryg, lige der hvor højdedragene flader ud mod Posletten, ligger en række kulturbyer med stolt historie. Mellem dem løber Italiens pulsåre: I Antikken var det Via Aemilia, i dag motorvej A1 og derudover jernbanen, som forbinder Milano med Bologna, og som herefter fortsætter videre mod syd. UNESCO har placeret flere af byerne og deres unikke bygninger på listen over verdens kulturarv. 
Området har været et åndscenter gennem århundreder, ikke alene for Italien, men for hele Europa, på grund af dets universiteter, de ældste i den vestlige verden, men også på grund af deres fyrstehoffer, hvor tidens ypperste kunstnere færdedes og virkede.
Emilia-Romagna er en af de rigeste regioner, ikke alene i Italien, men i hele EU, og med næsten ingen arbejdsløshed, hvilket er en væsentlig forklaring på, at indvandrere stadig er meget velkomne her.
 Økonomien er baseret på landbruget med dets produktion af fødevarer af høj kvalitet, som eksporteres til hele verden.
Af de godt 1000 beskyttede fødevarer med EUs DOP- og IGT- mærker finder man ca 270 i Italien og hele 48 i Emilia-Romagna, det højeste antal i nogen region i EU (til sammenligning har Danmark opnået seks).
Fødevareproduktionen her er mere end et højt udviklet håndværk, den er kunst og videnskab, der bygger på århundredgamle traditioner.
Kender man ikke til Emilia-Romagnas berømte fødevarer, så får man syn for sagn på dene tur, og vender tilbage til Danmark med en ændret holdning til, hvad vi spiser.
Parmaprovinsen er nok det mest kendte område i regionen, ikke mindst for dens gastronomiske produkter som parmesanost (parmiggiano reggiano), den lufttørrede skinke (prosciutto crudo di Parma)og kongen af alle skinker, Culatello. 
Slettelandet mellem Parma, Piacenza og Cremona er komponisten Giuseppe Verdis hjemegn, med det simple barndomshjem i byen Le Roncole, Busseto hvor han voksede op, og Sant'Agata, hvor han byggede sin villa.
Det er et rigt, lille samfund, hvor historiske slotte og borge ligger med kun få kilometers mellemrum: Torrechiara, Fontanellato, Soragna, Colorno... De har alle middelalderbaggrund, men det var hofferne fra renæssancen, som fik dem til at blomstre op, og de er sande eventyrslotte, som fascinerer besøgende i alle aldre. 
 
 
Salsomaggiore, hvor vi skal bo de første dage, er en af Italiens klassiske kurbyer med smukke badeanlæg og hoteller i jugendstil omgivet af elegante parker. Her er fred og ro og tid til afslapning efter de daglige udflugter.
 
Byen Parma, en af regionens absolutte metropoler, som vi skal bruge en del tid på. Her er der gode shoppingmuligheder og masser af kultur.
Byen, som hviler på romersk grund, har haft tre storhedstider, den første som middelalderbystat, da katedralen og dåbskapellet blev bygget. Den anden storhedstid indledtes i 1500-tallet med byen som hovedstad i familien Farneses grevskab, med yderligere monumenter som f. eks. Madonna della Steccata-kirken og Palazzo della Pilotta (den har sit navn efter et spil, som blev spillet i paladsets indre gård), som ikke blev færdigbygget, men som huser et interessant museum med malerier og arkæologi. Ved siden af Palazzo Pilotta finder vi det fantastiske Teatro Farnese fra 1618, hvor både scene og et kæmpemæssigt tilskuerrum af form som et antikt romersk teater er opbygget i træ. Teatret blev bombet af de allierede under krigen, men er nu genopbygget.
 
En tredje guldalder i 1700- og 1800-tallet gav byen dens intime atmosfære med gallerier, teatre og caféer. 
Ikke mindst under Maria Louises styre havde byen en økonomisk og kulturel opblomstring. Maria Louise var Kejser Napoleon 1.s anden hustru og kejserinde af Frankrig fra 1810 til 1814. Hun var datter af Frans 2.,den sidste kejser af det Tysk-romerske rige. Hendes forlovelse med den franske kejser var et diplomatisk skaktræk under Napoleonskrigene. De fik ét barn, Napoleon 2.
Efter Napoleons fald valgte hun at vende tilbage til Østrig og på Wienerkongressen blev hun siden valgt til hertuginde af Parma, Piacenza og Guastalla. 

Næste by på turen er Modena, hjemsted for balsamico-vineddiken og den mousserende rødvin (Lambrusco), som vi naturligvis begge skal smage på. Her passerer antikkens Via Aemilia - i dag Via Emilia - i sin originale strækning lige gennem centrum, og forbi torvet Piazza Grande, som med sine unikke bygninger er at finde på Unescos verdensarvsliste. Denne gade er også byens bedst kendte strøg, som fører hen til kunstsamlingerne i Galleria Estense. En anden stolt profil i Modena er Palazzo Ducale, Este-familiens enorme palads fra 1600-tallet.  

 Bologna er hovedstad i regionen Emilia-Romagna i det centrale Italien. Byen er grundlagt af etruskerne helt tilbage i 534 f.Kr. under navnet Felsina. Siden, helt op til Italiens samling, har byen haft en meget omtumlet historie.
Byen har i dag ca. 370.000 indbyggere.
Mange italienske byer har et tilnavn, der refererer til byens oprindelse eller som siger noget karakteristisk om den.
Bologna her hele tre: La dotta, la grassa e la rossa – den lærde, den fede og den røde.
Den lærde skyldes byens universitet, som blev grundlagt i 1088, og dermed er den vestlige verdens ældste.
Den fede henviser til befolkningens store kærlighed til solid, opulent og velsmagende mad og Den røde til byens fremherskende farve, idet de fleste bygninger er opført i teglsten, men også til byens nyere politiske forhold, idet man lige siden slutningen af 2. verdenskrig har haft et venstreorienteret styre.
Lærd og fed hører i øvrigt nøje sammen, idet man for at fastholde det store antal studerende, som i flere hundrede år gjorde universitet til Europas største og Bologna til Europas 5. største by, sørgede for at de fremmede fik en mad, som de kunne lide og i rigelige mængder.
Man har således i Bologna siden middelalderen haft et internationalt køkken for at de mange udenlandske studerende ikke skulle føle hjemve.
 
 
 
Byens historie
Bolognaområdet har været befolket fra meget tidlig tid. Der er gjort betydningsfulde fund af flere hundrede grave og henved 1000 hytter fra jernalderen (900-400 f.Kr.). Fra midten af det 6 årh. f.Kr. til slutningen af det 5. årh. f.Kr. etablerede etruskerne byen Felsina omgivet af mure. Byen blev et center for den etruskiske ekspansion i Norditalien. Denne bosættelse blev erobret og besat af barbarer indtil den i 191 f.Kr. blev erobret af Romerne og udvidet og ombygget. Byen fik navnet Bononia og den udviklede sig til et centrum i det norditalienske vejsystem som et landbrugs- og handelscentrum. Den blev allerede under kejser Augustus  regnet blandt de største byer i Italien.
Kristendommen kom til byen i slutningen af 300-tallet og Zama blev den første biskop.
Den hellige Petronius, som var biskop i byen i begyndelsen af 500-tallet, er byens skytshelgen. Han genopbyggede byen efter babarernes invasioner i det foregående århundrede.
Efter Det Vestromerske Riges opløsning i slutningen af 400-tallet, kom Bologna under skriftende herskere. Først blev byen en del af det byzantinske Exarkat (554-728), så det longobardiske kongerige, dernæst under frankerne (Pipin den Lille, 754-756) og endelig under kejser Karl den Store, der dog efter sin kroning i Peterskirken år 800 overdrog byen til paven. I de næste 200 år ophører pavens magt i Rom og kejserens magt bliver overladt til en række småfyrster. Først med kejser Henrik IV (1056-1105) og hans søn Henrik V (1105-1125) opnås der delvis fred mellem kejser og pave.
I begyndelsen af 1500-tallet bliver byen erobret af Pave Julius II, og tilbringer over tre århundreder derefter som en del af pavestaten, med korte fransk-østrigske afbrydelser helt frem til Italiens samling i 1860.
Byen er berømt for sine arkader. Hele 40 km er der af dem. Dem begyndte man at konstruere samtidig med universitetet, da man skulle bruge mange og billige boliger til de studerende. Da man dengang, og til dels stadig væk i dag, betalte skat af det bebyggede areal (i stueetagen) kunne man udvide husende fra 1, sal og opefter uden at betale mere i skat.
 
 
 
Bologna er rig på historiske bygninger fra middelalderen og renæssancen. Der er et par hundrede kirker og klostre, et utal af palæer og smukke torve med skulpturer og fontæner.
Byplanen stammer fra romerriget, og den historiske bykerne er en af de største og bedst bevarede i Europa, men selv de største gader er smalle og krogede.
Man har fra politisk hold bevidst tilstræbt en byudvikling, der har bevaret centrum med en ligelig blanding af boliger, butikker og kontorer, således at der er liv i byen både i dagtimerne og om aftenen.
Byens vartegn er de to skæve tårne Torre Garisenda og Torre degli Asinelli, begge opført i perioden 1109-1119. Santo Stefano er et unikt bygningskompleks med fire kirker fra 1000-1200 tallet.
 
Der er flere middelalderlige kirker og paladser fra 1200-1500 tallet og på Piazza Maggiore den mægtige kirke San Petronio. Pinacoteca Nazionale rummer en værdifuld kunstsamling og Museo Civico har betydelige arkæologiske samlinger.
 
Strenge regler for biltrafik gør Bologna til en pragtfuld by at spadsere og shoppe i. Centrum er lukket for privatbiler fra klokken syv morgen til otte aften, hver eneste dag året rundt.
Her finder man de store modehuses elegante butikker, og her vrimler det med restauranter, som både serverer luksusretter og enkle specialiteter.
 
For bologneserne har det at spise godt topprioritet. Tæt på den berømte basilika San Petronio er der et kvarter, som er et eldorado for gourmeter.
 
Her finder man fødevarer af højeste kvalitet, bl.a. naturligvis de lokale specialiteter som parmaskinke, parmesanost, balsamico, pølser, herunder den bolognesiske mortadella og den berømte, håndlavede pasta tortellini.
 
 
Rejseplan
 
 
Lørdag 08.09 

 

08.25 Flyafgang fra Kastrup lufthavn med SAS

 

10.35 Ankomst til Milano Malpensa lufthavn

Transfer med egen bus til Salsomaggiore

Indkvartering

18.00 Spadseretur gennem Salsomaggiore

20.00 Middag på hotellet 

 

 

Søndag 09.09

Efter morgenmaden kører vi til slottet Torrechiara, hvor vi har en guidet rundvisning.

 

 

Torrechiara ligger mellem de små byer Pilastro og Langhirano, hvor Posletten begynder at bølge med bløde bakker, der glider over i Appeninerbjergene.

 

På bakkerne ved slottet producerer man vin af malvasia- og sauvignondruerne, og man mener slottets navn oprindeligt henviser til en "torchio" - en presse til druer eller oliven. 

Torrechiara-slottet blev bygget mellem 1448 og 1460 af Pier Maria Rosii, og er et af de mest imponerende og velbevarede 1400-tals slotte i Italien.

 

Derfra fortsætter vi til Parma, hvor vi har en guidet byvandring, der bl.a. bringer os til Piazzale della Pace, hvor vi finder det imponerende hertugpalads Palazzo della Pilotta og Teatro Farnese (hofteater fra 1618), som besøges.

På den middelalderlige plads finder vi den romanske katedral med bl.a. værket Nedtagelsen fra korset af biledhuggeren og arkitekten Benedetto Antelami og en kuppel af Correggio og dåbskirken, et værk af Antelami, som er er rigt udsmykket både udvendigt og indvendigt, 

Ad hovedgaden Via Cavour (den antikke cardo romano) når vi frem til Piazza Garibaldi, byens pulserende hjerte, hvor vi bl.a. finder Teatro Regio, byens berømte operahus, og renæssancekirken Santa Maria della Steccata.

 

 

 

Efter rundvisningen vil der være tid til frokost og et par timer på egen hånd inden vi.

17.00 kører tilbage til Salsomaggiore

20.00 Middag på hotellet. 

 

Mandag 10.09

Efter morgenmaden kører vi til osteri i udkanten af Parma for at se, hvordan den berømte ost parmiggiano-reggiano fremstilles. Rundvisningen afsluttes med smagning.

 

 

 

Derefter kører vi til producent, der fremstiller Prosciutto di Parma - Parmaskinke, fortrinsvis den rå, lufttørrede skinke.

Derefter smagning af skinken og lokal vin.

Derfra køres til borgen Rocca Meli Lupi i den lille by Soragna.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Borgen, som vi besøger, stod færdig i 1385 og har lige siden været beboet af familien Meli Lupi.

Den rummer en storslået samling af møbler og genstande i barokstil samt freskomalerier og en række malerier af Nicolò dell'Abate, Cesare Baglione, Ferdinando og Francesco Galli Bibiena. 

Herfra kører vi tilbage til vores hotel i Salsomaggiore.

20.00 Middag på hotellet. 

 

Tirsdag 11.09

Efter morgenmaden kører vi til slottet Reggia di Calorno, "Farnesefamiliens Versailles".

 

 

Dette hertugpalads blev bygget af Francesco Farnese i det tidlige 18. århundrede på resterne af en tidligere borg, der skulle forsvare Po-floden. Det tilhørte oprindeligt familierne Correggio og Terzi og i det 16.-17. århundrede blev det restaureret af grevinde Barbara Sanseverino, der ønskede et ægte palads til sit hof og til at huse hende prestigefyldte samling af værker af malere som Raphael, Tizian, Mantegna og Correggio. Efter at Barbara Sanseverino var blevet dødsdømt og siden henrettet for sammensværgelse mod hertugen Ranuccio Farnese, blev slottet overtaget af Farnesefamilien. I det 18. århundrede iværksatte hertug Philip en restaurering under den franske arkitekt Ennemond Alexandre Petitots ledelse, og denne forsøgte at efterligne Versailles-slottets interieur. Filip var gift med prinsesse Louise Élisabeth af Frankrig, som var den ældste datter af den franske konge Ludvig XV.
I 1807, efter den franske annektering af hertugdømmet Parma blev slottet erklæret "kejserlige ejendom", og en ny ombygning blev iværksat. Efter Wienerkongressen, overgik hertugdømmet til Maria Louise, Napoleons kone, der gjorde Reggia til sit foretrukne opholdssted og skabte en park i engelsk stil.

Efter rundvisningen på slottet fortsættes til en producent af den nok mest raffinerede emilianske specialitet, culatello-skinken. 
Efter en indføring i produktionsprocessen vil der være en smagning af produktet og derefter frokost.
Herfra kører vi til borgen San Vitale i landsbyen Fontanellato
 
 

Rocca Sanvitale, hvis ældste del er fra det trettende århundrede, ligger i centrum af den maleriske middelalderlandsby og rummer blandt sine rige udsmykninger bl.a. freskoserien Diana og Aktaeon af den manieristiske maler Parmigianino.

Fra Fontanellato kører vi tilbage til vores hotel i Salsomaggiore.

Middag på egen hånd i Salsomaggiore.

 

 

Onsdag 12. september

Efter morgenmaden forlader vi Salsomaggiore og kører til Modena, hvor vi først har en guidet byvandring. 

 

 

 

Vi skal blandt andet se Piazza Grande (på UNESCOs verdensarvsliste) med Modenas rådhus, som i det 17. og 18. århundrede blev sammenbygget af en række forskellige bygninger helt tilbage fra 1000-tallet.

 

Midt i bygningskomplekset ser vi klokketårnet (Torre dell'Orologio, 15. årh.). der indtil et jordskælv i 1671 havde en pendant i et andet tårn, rådhustårnet (Torre Civica). Rådhusets sale er rigt udsmykket med fresko- og oliemalerier. På pladsen finder vi et relikvium i form af en tre meter lang stenblok. Den er formentlig indgået i en antik romersk bygning, men blev i middelalderen brugt som platform både for talere og for henrettelser. 

 

Ud til pladsen ligger også domkirken, Cattedrale, som også er på UNESCOs liste. Den blev påbegyndt på foranledning af grevinde Matilda af Toscanas i 1099 og indrettet med krypt for byens skytspatron Sankt Geminianus, og stod færdig allerede seks år senere. Der er tale om en basilika med hovedskib og to sideskibe, som østfacaden med de tre korrundinger afslører.

Den gotiske kampanile (1224–1319) kaldes Torre della Ghirlandina på grund af bronzeguirlanden omkring vejrhanen. 

En smuk hovedgade med arkader fører til den store plads med Hertugpaladset (Palazzo ducale). Det var hertug Francesco I, der påbegyndte opførelsen af paladset i 1634, og det fungerede som residens for hertugerne fra Este-familien fra det 17. til det 19. århundrede. Selv om den mindre kendte Bartolomeo Avanzini officilet står som arkitekt for byggeriet, har man bevis for at Italiens ubestridt største barokarkitekter, Bernini, Borromini og Pietro di Cortona har haft en finger med i spillet.

Palæet huser i dag Modenas militærakademi og et imponerende bibliotek.

Palæet har en barokfacade og gennem en port er der adgang til Æresgården (Corte d'onore) og Ærestrappen (Scala d'onore).

Efter byvandringen spiser vi frokost på restaurant og derefter vil der være et par timer på egen hånd inden vi forlader byen og kører til et Acetaia tradizionale producent af den berømte Aceto balsamico tradizionale di Modena.

Her vil vi først blive præsenteret for produktionsgangen og derefter vil der være smagning af de ædle dråber. 

 

          

Derfra kører vi videre til Bologna og vores hotel de næste tre dage.

Middag og aftenen i Bologna er på egen hånd.

 

Torsdag 13. september

Efter morgenmaden er der byvandring, tre timer om formiddagen og igen tre timer om eftermiddagen.

Den ene er viet besøg på fødevaremarked, historiske specialbutikker og producenter af fødevarer. Udover ferskvarer vil der være tale om specialiteter som skinker (rå og kogt), ost (herunder naturligvis parmiggiano reggiano og grana padano, pølser som coppa, felino og mortadella og de bolognesiske pastatyper tagliatelle og tortellini. 

 

 

 

Den anden byvandring fører os til nogle af byens vigtigste monumenter, herunder Piazza del Nettuno med Neptun-fontænen, byens mest velkendte mødested og symbol, og Piazza Maggiore med bl. a. den imponerende S. Petronio-kirke, et pragteksempel på italiensk gotik. Inde i rådhuset ved samme torv findes et museum, som er tilegnet modernisten Giorgio Morandi. Vi skal også ad maleriske gader som Via Galliera, Via Rizzoli, Via Zamboni og Via Santo Stefano til byens ældste kvarterer og seværdigheder, deriblandt universitetet og kirkerne San Francesco og den udtryksfulde Santo Stefano (fire kirker i én). Vi skal naturligvis også se nærmere på byens to middelalderlige, skæve tårne. Det ene (Torre degli Asinelli) kan man komme op i (98 trin). 

20.00 Middag på karakteristisk restaurant.

 

 

Fredag 14. september

Efter morgenmaden er denne dag til fri disposition. Der vil således være god tid til at se de seværdigheder, man ikke fik set på byrundturen, måske et af byens fine museer, eller man kan vælge at tage på en udflugt ud af byen f.eks. med en bus til Ferraris bilfabrikker og museum. Italiensk forum hjælper gerne med at at arrangere dette.

20.00 Afslutningsmiddag på restaurant  

 

 

Lørdag 15. september

Morgenmad

Formiddag til fri disposition til de sidste besøg eller indkøb.

15.30 Transfer til Bologna lufthavn

17.55 Flyafgang med SAS

20.05 Ankomst til Kastrup lufthavn

 

Hotellerne

 

Hotel Nazionale ***superior

Salsomaggiore

 

 

Charmerende hotel beliggende 5-10 minutters gang fra parken Mazzini og det berømte kurbad Terme di Salsomaggiore.

Hotellet har reception, cafeteria, restaurant og terrasse, og alle værelserne har privat bad, sat-TV, minibar, air condition. wi-fi og hårtørrer.

 

 

Palace Hotel ***

Bologna

 

 

 

Ældre, traditionsrigt hotel i centrum af Bologna, kun 5 minutters gang fra den centrale plads, Piazza Maggiore. 
Hotellet har reception, bar, opholdssaloner og morgenmadsrestaurant og værelserne har alle privat bad, sat-TV og mange også air condition.

 

Rejseleder

på denne tur er Niels Bertelsen, foreningens formand, som i mange år har ledet ture i mange områder af Italien, udover Emilia-Romagna i Rom, Toscana, Umbrien, Veneto og Friuli. 

 

Gruppestørrelse 

ca. 20 personer

 

Tilmeldingsfrist

Senest 1. maj 2018, men da rejsen allerede er næsten udsolgt anbefales det at tilmelde sig hurtigt.

 

Grundpris pr. person med indkvartering i dobbeltværelse med privat bad

Kr. 8.995,- 

Tillæg enkeltværelse kr. 950,- (denne kategori er desværre udsolgt)

Der er p.t. kun to dobbeltværelser tilbage.

 

 

 

 

Grundprisen inkluderer

  • Flyrejse med SAS ud til Milano og hjem fra Bologna inkl. skatter pr. 30/10 2017
  • Alle de i programmet nævnte udflugter og transfers i egen bus
  • Indkvartering på 3-stjernede hoteller i værelse med privat bad og
  • morgenmadsbuffet alle dagene samt
  • 3 middage på hotellet i Salsomaggiore
  • 2 middage på restaurant i Bologna
  • 1 frokost på restaurant i Modena
  • 1 let frokost hos culatelloproducent
  • Besøg og smagninger på osteri, skinkeproducent, culatelloproducent og eddikeri 
  • Rejseleder fra rejsens start til slutning
  • Lokalguider halv dag i Parma, 2 halve dage i Bologna, på slottene og borgene i Torrechiara, Colono, Fontanelato og Sarogno og hos culatelloproducent
  • Alle entreer til de monumenter og museer, der besøges iflg programmet 
  • Moms
  • Turistskat, pt 2 € pr. dag, og drikkevarer er ikke inkluderet i prisen

 

Rejserute

REJSEBESTEMMELSER
For at deltage i rejse med Italiensk Forum er det en forudsætning at alle deltagere er medlem af foreningen. Kontingentet er kr. 200,- pr. person og er gyldig i det år rejsen foretages i.

Bestilling og betaling
Du kan bestille din rejse ved at sende en e-mail til info@italienskforum.dk Husk at angive alle deltageres navne præcis som de er anført i deres pas.

Foreningens tekniske arrangør AlfA Travel A/S sender bekregyndelsen af juni. æftelse med indbetalingskort. Depositum er kr. 1.700,- pr. deltager og beløbet skal indbetales senest den dato, som er anført på girokortet. Restbeløbets forfaldsdato fremgår af bekræftelsen samt girokort. Det er også muligt at overføre betaling via homebanking til AlfA Travel A/S konto (reg.nr. 7670) 5586065. Husk ved bankoverførsel at anføre bookingnummer. Overholdes de anførte betalingsfrister ikke, forbeholder 

AlfA Travel A/S forbeholder sig retten til at annullere rejsen uden varsel, hvis det skulle blive nødvendigt.

Priser
Priserne er priser pr. person, med mindre andet er nævnt i rejsebeskrivelsen.
 
Afbestillingsforsikring
Vi anbefaler at der tegnes en afbestillingsforsikring.
Forsikringen kan tegnes hos AlfA Travel A/S, og dækker afbestilling før afrejse i tilfælde
af akut opstået sygdom, alvorlig tilskadekomst eller dødsfald hos den rejsende selv eller
dennes familie samt andre forhold jf. forsikringsbetingelserne. Vi anbefaler, at betingelserne læses grundigt igennem.
En afbestillingsforsikring, der dækker den enkelte rejse, koster 6% af rejsens grundprisen (inkl. evt. enkeltværelsestillæg). For de fleste af de udbudte rejser, kan det betale sig at tegne en kombineret årsafbestillings- samt årsrejseforsikring, der gælder i 1 år fra tegningsdatoen. Priserne skal tillægges 1,1% i skadesafgift til staten. Ønskes forsikringen så oplys venligst CPR-nummer ved bestillingen.
 
Afbestillingsregler
Ved afbestilling mere end 60 dage før afrejse er depositum fortabt.
Ved afbestilling mindre end 61 dage, men mere end 14 dage før afrejse er udover
depositum 50% af rejsens pris fortabt.
Ved afbestilling mindre end 15 dage før afrejse er rejsens totale pris fortabt.
 
Hoteller og værelser
På hjemmesiden fremgår beskrivelsen af hotellerne. I den forbindelse gør vi opmærksom på, at enkeltværelser ofte er små og ikke af samme standard som dobbeltværelser. Ved tresengsværelser er det oftest dobbeltværelser med opredning. Specielle ønsker om værelser vil så vidt muligt blive imødekommet, men det er altid uden garanti.
 
Prisændringer
Der tages forbehold for prisændringer efter aftalens indgåelse der skyldes: ændrede transportpriser, nye skatter og afgifter, ændrede valutakurser. I tilfælde af prisændringer informerer AlfA Travel A/S hurtigst muligt. Prisændringer afledt af ovenstående berettiger ikke at afbestille rejsen. AlfA Travel A/S er ikke berettiget til at ændre prisen, når slutbeløbet er indbetalt, med mindre prisændringen skyldes kundens egne forhold.
 
AlfA Travel A/S ansvar
AlfA Travel A/S er ansvarlig for at de i bekræftelsen / fakturaen indgåede aftaler overholdes. Opstår der mangler undervejs eller på rejsemålet, skal kunden underrette AlfA Travel A/S, således at AlfA Travel A/S får mulighed for at afhjælpe manglen inden for rimelig tid. Såfremt AlfA Travel A/S kan afhjælpe en mangel inden for rimelig tid, har kunden ikke krav på erstatning. Såfremt en mangel først meddeles AlfA Travel A/S efter hjemkomst, fortabes retten til at gøre indsigelse.
 
Krav om erstatning fordrer, at kunden har skriftlig dokumentation for, at der er gjort opmærksom på mangler hos hotel eller transportør.
En evt. reklamation skal være AlfA Travel A/S i hænde senest 14 dage efter hjemkomsten. I modsat fald fortabes retten til at gøre indsigelse. 
 
Ansvarsbegrænsninger
AlfA Travel A/S ansvar for person- og tingskade er begrænset til de erstatningsbeløb, der er fastsat i de internationale konventioner, som bl.a. international flytransport – begrænset i henhold til Warszawa-konventionen. Internationale togtransporter – DOTF/CIF konventionen. Internationale skibstransporter – Athen konventionen
 
Bagage
Det er kundens ansvar at være forsikret i tilfælde af tyveri, mistet eller beskadiget
bagage. Desuden påhviler det den enkelte deltager at sikre sin egen bagage ved transfer
og bus- eller togskifte.
 
Rejseforsikring
Det påhviler deltagerne selv at være tilstrækkeligt forsikringsdækket til lægebehandling, tandlæge, sygehusophold og evt. tilkaldelse/sygeledsagelse og hjemtransport.
Vi anbefaler at der tegnes rejseforsikring – dette er vigtigere end nogensinde, idet rejsesygeforsikringen på det gule sygesikringskort er afskaffet for udenlandsrejser. Som tidligere er du heller ikke dækket for evt. hjemtransport. Det blå EU-sygesikringskort afløser det gule, men med det blå kort sidestilles du med borgerne i pågældende land du rejser til. Ved rejser til lande uden for EU/EØS området, gælder det blå EU-sygesikringskort ikke. Det betyder at rejsende til fx Tyrkiet skal sørge for at tegne en privat rejseforsikring.
 
Glemte sager
Der vil blive opkrævet et ekspeditionsgebyr på kr. 100,- pr. sag samt udgift til porto.

 

 
 
print