turlederne skriver

Palladio

af Niels Bertelsen
 
På Italiensk Forums rejse til Veneto i skolernes efterårsferie vil en af temaerne være Palladios arkitektur.
 
Hvem er denne Palladio? er der nok nogen der vil spørge.
Og forståeligt nok, for han er ikke - desværre - en af de italienske kunstnere, som vi har lært om i skolen. Og dog kender vi ham alle, eller vi kender i det mindste hans bygninger fra billeder, eller vi kender kopier af hans bygninger eller palæer, slotte og kirker, der er inspireret af hans værker.
Selv om vi ikke har været uden for landets grænser, kender vi hans stil fra herregårde og slotte i provinsen og fra palæer og kirker i byerne, men også fra ganske almindelige borgerhuse og lejekaserner.
Det meste af det gamle København er i hans stil.
Palladio skabte nemlig den stil, som vi  i dag kalder klassicismen og som vi i senere udgaver betegner som ny-klassicisme.
Klassicismen i Danmark forbinder vi umiddelbart med kunstnere som Thorvaldsen, Saly, Eigtved og C.F. Hansen, dvs. med kunstnere fra slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, men i Italien blev denne stil skabt af Palladio i første halvdel af 1500-tallet, dvs. i slutningen af den italienske renæssanceperiode.
Der er da også tale om en renæssance, nemlig af den antikke græske og især romerske arkitektur, som Palladio havde studeret og som han skrev flere teoretiske værker om.
I senmiddelalderen var der sket store sociale omvæltninger i det italienske samfund.
I 1100-tallet var der opstået bystater i store dele af Italien. En kombination af heldige omstændigheder, stor opfindsomhed, håndværksmæssig snilde og handelstalent havde gjort byerne Firenze, Siena og Venezia til verdens rigeste.
En ny klasse var også opstået - borgerklassen.
Denne havde ikke alene fået økonomisk magt og indflydelse, den blev endog hurtigt den herskende klasse - de adelige måtte ligefrem gøre sig fortjent til at blive optaget i borgerklassen.

Men sådanne utopier får sjældent love at leve længe.
Som den italienske forfatter Leopardi lod fyrsten udtale fortrøstningsfuldt i sin roman Leoparden: "alt må ændres, for at det hele kan blive som før".
I første halvdel  af 1400-tallet, da den økonomisk opblomstring var på sit højeste var det slut med demokratiet, og bystaterne styredes efterhånden alle enevældigt af fyrster, omend mange af disse havde en borgerlig herkomst, som Medicierne i Firenze.
Renæssancen opstod i Firenze som  en videreudvikling af den filosofiske strømning, vi betegner som humanismen.
Venezia havde lige siden 700-tallet været styret af de rige adels- og patricierfamilier. Dogen valgtes ud af deres kreds og havde kun begrænset magt. Mindre bemidlede borgere havde på intet tidspunkt politisk indflydelse i Venezia i hele den 1100-årige periode regimet varede (frem til Napoleons erobring af byen). Politisk modstand tåltes ikke.
Alligevel oplevede byen  den samme opblomstring som Mellemitalien både økonomisk og kulturelt.
Allerede i den tidlige middelalder havde man anlagt handelsstationer hele vejen langs Adriaterhavskysten, man var endog trængt helt frem til Konstantinopel.
Senere - i 1202 - erobrede man Konstantinopel og Marco Polo åbnede som bekendt i 1200-tallet en handelsvej til Kina.
Dermed var Venezias lykke gjort. Denne handel med orienten blev en enorm indtægtskilde for byen, og forstærkedes yderligere med korstogene.
Men i begyndelsen af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke.
Andre europæiske byer var håndværksmæssigt kommet på niveau med de italienske, korstogene var ophørt og Amerika var blevet opdaget, ligesom man havde fundet en sejlrute syd om Afrika, hvilket betød at de italienske havne mistede deres betydning til fordel for de spanske og portugisiske.
Nu var gode råd dyre for de herskende familier i Venezia, hvis de ville bevare deres magt og rigdom. 
Det mest nærliggende var, at de flyttede tilbage til det frodige fastland, som deres forfædre havde forladt af angst for at blive rendt overende af vilde nordboere.
Men tanken huede dem ikke. Nu havde de i  århundreder  vænnet sig til den friske havluft, og luften er jo som bekendt anderledes på landet.
Så det  måtte gøres moderigtigt at flytte på landet - og her er det så omsider at Palladio kommer ind i billedet.
Han og hans elever skabte en række enfamilies-herregårde (på italiensk villa) , som kunne få selv  den sarteste og mest forfinede  bybo til at acceptere, at han reelt befandt sig på landet.
Bygninger med tempelfacader i græsk eller romersk stil, der kunne få bygherren til at føle sig som  imperator, men samtidig enkle og prunkløse og i harmoni med den omgivende natur.
Og indvendigt blev væggene ofte udsmykket med fresko-malerier af tidens betydeligste kunstnere. Landskabet uden for blev med disse billeder hentet ind i stuerne, men tæmmet og kultiveret og
befolket  med hyrder og hyrdinder samt guder og gudinder fra den antikke mytologi. 
Palladio, hvis egentlige  navn var Andrea di Pietro levede 1508-1580.
Han levede det meste af sit liv i sin fødeby Vicenza og denne er helt præget af hans arkitektur, som rummer en snes af hans vigtigste bygninger, bl.a. Palazzo della Ragione, Palazzo Thiene, Loggia del Capitaniato, Teatro Olimpico og Palazzo Chiericato. 
 
Palladio tegnede snesevis af villaer, som ligger spredt over hele Veneto. Blandt de kendteste kan nævnes Villa Foscari "La Malcontenta", Villa Emo og Villa Barbaro.
 
Det er forbavsende lidt Palladio fik lov til at skabe i Venezia.
Det var ikke fordi lysten manglede, men brødniden var stor.
Men her i Venetos hovedstad kan vi dog beundre hans fine kirker San Giorgio Maggiore, il Redentore og le Zitelle.
 

Siena bag facaden

af Inge-Marie Christiansen
 
Siena vil være et fast udflugtsmål på Italiensk forums rejer til Toscana. I denne artikel fortæller Inge-Marie Christiansen noget om det, man som turist ikke umiddelbart lægger mærke til.

En af de bygninger, som de fleste besøgende i Siena lægger vejen forbi, er den imponerende domenikanerkirke S. Caterina. De religiøse pilgrimme holder andagt ved hovedet af Skt. Katharina, hele EU's kvindelige skytshelgen, andre beundrer det store enkle kirkerum eller de moderne glasmosaik-ruder.
Hvis man går bag om kirken og ned af en stejl trappe, når man ned i dalen.
Her ligger brønden Fontebranda. Den er, ligesom de andre brønde i byen, en af de sjældent besøgte seværdigheder, og dog er den absolut værd at se. En smuk gotisk bygning med en spændende historie og stor relevans for de myter, der er en del af  Sienas hverdag. Siena er en af de byer, der lever i tættest samhørighed med  middelalderen og de myter, der var en del af dens
verdensbillede.
Hver bydel- contrada - lever som en by i byen. Beboerne har først og fremmest tilknytning til deres contrada, og hele byens liv er centreret omkring de to årlige hestevæddeløb, hvor contradaens ære sættes på spil i kampen om il Palio, et silkebanner. Contradaens liv blander fortid og nutid.
Der arbejdes med forberedelserne til Palioen det meste af året, men der er også mange lejligheder til at feste. Jomfru Maria er Sienas skytshelgen, og alle hendes festdage fejres i alle contrade. Dertil kommer helgendagen for hver contradas skytshelgen,  og bryllupper og barnedåb bliver også fejret i contradaens forsamlingshus.
Hver barnefødsel bliver behørigt annonceret i forsamlingshusets udhængsskab.
Selvfølgelig med tydelig  babyrosa og babyblå markering. Contradaen fungerer som et socialt netværk for alle, med klubber for de ældre, og undervisning for børnene. Vigtigst heraf er undervisningen for drengene i flagkast og slåen på tromme, som begge er en del af Palioen og de mange processioner.
Sidst på eftermiddagen genlyder Siena af trommehvirvler, når de unge mænd øver sig omgivet af beundrende piger og bedsteforældre. De fleste af de 17 contrade har navn efter et dyr, og alle har et let  genkendeligt logo. I middelalderen  forenklede det alting for beboere, der ikke kunne læse.
Fontebranda ligger i gåsens kvarter, det gamle farver- og garverkvarter, hvilket kan ses af  gadenavne i kvarteret. De rigelige mængder vand i brønden var nødvendige for at skylle stofferne og huderne, da Siena jo ikke har en flod, beboerne kan hente vand fra.
Siena er, ligesom Rom,  bygget på syv høje, og da  Remus' to sønner slog sig ned her, efter at være flygtet fra Rom, har sikkert både dette lighedspunkt med deres fødeby, og især de
righoldige kilder i dalene mellem bakkerne, været udslagsgivende for valget af netop dette sted. Historien fortæller, at det var deres heste, en sort og en hvid, heraf farverne i Sienas byvåben, der valgte stedet som deres første rasteplads efter at have redet helt fra Rom.
Vandet var det vigtigste for byens overlevelse, og  i middelalderen omsluttede bymuren disse grønne dale og deres livsvigtige vandforsyning og mulighed for fårehold og dyrkning af lidt nødforsyninger. Så var de inden for de beskyttende mure i tilfælde af  belejring. Også i  vore dage er der nyttehaver i dalen bag ved Palazzo Pubblico.
De fleste af de store brønde  er bevaret. Fonte d´Ovile  ligger fredeligt ved de tidligere fåremarker uden for bymuren, og tæt derved indenfor bymuren ligger Fonte Nuova. Den ligger i ulvens kvarter. Derfor er det så meget mere mærkeligt, at varulve-myten er knyttet til Fontebranda og ikke til enten Fonte d´Ovile eller Fonte Nuova. Det ville være mere logisk, at varulvene søgte beskyttelse i ulvens kvarter, og en brønd uden for bymuren ville være mere diskret, og så med alle de dejlige får lige udenfor. Dog er der ingen logik i myter, og det er Fontebranda  varulvene dypper sig i. Fordi Siena blev grundlagt af Senius og Acius, sønner af Remus, og fordi byens ældste familier derfor kan føre deres aner tilbage til den hunulv, hvis mælk reddede Romulus og Remus, bliver ældste søn i disse familier varulv ved fuldmåne. For at få menneskeskikkelse igen skal de dyppe sig i rindende vand inden solopgang, og det sker i Fontebranda.
Alle de nævnte brønde ligger i dalene, så da man i 1340erne var ved at være færdig med at konstruere byens nye rådhusplads, den muslingeskalsformede Piazza del Campo, måtte man sørge for egen vandforsyning til den brønd, Fonte Gaia, som var en vigtig del af byens nye plads. Der blev gravet underjordiske kanaler, der førte vand fra Staggia til pladsen, et net af kanaler og cisterner, en by under byen. Karl V, med hvem Siena var i forbund i begyndelsen af 1500tallet, besøgte denne underjordiske by  og fandt den lige så smuk som Siena over jorden. Disse Bottini kan normalt ikke besøges, men en af "nyhederne" i Siena gør det muligt at komme ned i en anden meget smuk og spændende underjordisk by under byen.
Ospedale di Santa Maria della Scala er det ældste hospital i Siena. Det startede som herberg for de pilgrimme, der ad Via Francigena var på vej  fra Frankrig til Rom. Anlæggelsen af denne vej var begyndelsen til Sienas storhedsperiode, da pilgrims-trafikken medførte udvidelse af handelen og en hidtil ukendt økonomisk vækst. Allerede i det 10. århundrede var det et hospital, og under de store pestepidemier fra år 1348 blev det byens vigtigste hospital. Sankt Katharina arbejdede her under sit arbejde for de fattige, og hendes bederum findes endnu i kælderen. Santa Maria della Scala fungerede som hospital indtil begyndelsen af 1990erne, hvor det blev lukket under stor protest, og en restaurering og nyindretning begyndte. Lidt efter lidt er bygningerne blevet åbnet som museum. I de tidligere sygesale er der fresker fra midten af 1400tallet med scener fra bygningen af hospitalet og livet blandt de syge. Her er der nu udstillingsrum for vekslende moderne udstillinger og koncertsal. Sankt Katharinas oratorium, hospitalets kirke og nogle rådssale for lægmandsordener er åbne for publikum. Flere af disse ligger i kælderen, ligesom et tidligere halmlager, der også bruges til skiftende udstillinger. Nu er man også blevet færdig med indretningen af det arkæologiske museum. Nede under kælderen, dybt nede af flere trapper, findes et museum med bl.a. de lokale fund, der ændrer historien om Senius og Acius.
Bosættelserne i området går så langt tilbage, at de må have været indvandrere og ikke grundlæggere, hvis som traditionen siger Rom blev grundlagt år 753 f. Kr.. Her er etruskiske fund fra omkring det tidspunkt, og andre der går endnu længere tilbage. Museet er indrettet i labyrinten under hospitalet, et kompleks af lagerrum og tufgange, der er helt specielt.
Alle rum er forskellige, og indretningen, opstillingen er også forskellig fra rum til rum. Smalle gange, høje hvælvinger, skakter og cisterner, og heri en enkelt enestående etruskisk askeurne i en stor sal, og snesevis af ens massefremstillede askeurner fra den samme udgravning tæt sammen i et mindre rum. Her ses tydeligt hvad der har været det værksteds mest solgte model. Blandt dette findes nogle få moderne kunstinstallationer, der er med til at sætte både de overvældende rum og de udstillede arkæologiske fund i relief. Det er en fantastisk oplevelse. Det eneste, jeg savnede, var hospitalets relikviesamling. Før lukningen var det noget af det eneste, der var åbent for publikum.
Efter pesten i 1348 havde hospitalet fået så mange testamenterede gaver, at man sendte en delegation til Konstantinopel for at købe et større parti relikvier. En del af disse, dog ikke naglen fra Kristi kors eller trevlen fra Jomfru Marias bælte, var tidligere udstillet. Det er de ikke mere. Til
gengæld kan vi stadig have glæde af den anden investering finansieret af alle disse arvegaver. I 1378 byggede man en lang stenbænk langs forsiden af hospitalet. Den er der endnu, og er det ideelle sted at sidde, hvis man skal studere detaljerne i domkirkens vidunderlige horror vacui-facade.

 

Søren fortæller om sine gæster på turene til Italien

af Søren Bertelsen

Som turleder har jeg oplevet, at mine turgæster oplever Italien på mange forskellige måder.

Der er dem, som på forhånd præcist ved, hvad de går efter. Det kunne eksempelvis være en berømt maler i Firenze, Palladiovillaer i Veneto eller byzantinske mosaikker i lagunen omkring Venedig. Disse turgæster ser jeg som turleder naturligvis ikke så meget til. Det vigtigste for mig er bare, at de finder tilbage til bussen eller toget i tide. Når vi når frem til en bestemt destination, når jeg dårligt at sige farvel, før disse engagerede mennesker er forsvundet ud i området. På hviledage kan de finde på at leje en bil og køre ud til de steder, som de har læst så meget om i de mørke vintermåneder.

Modsat denne gruppe er der altid en kerne af turgæster, som helst følger med mig. De vil gerne have noget at vide på turen, og jeg får så glæden af at fortælle om de steder, vi kommer forbi, om deres historie, kunst og arkitektur.

Jeg husker en gang, at vi undervejs i en byvandring i Venedig stoppede ved en lille cafe for at drikke en espresso. Vi sad og hyggede os under et halvtag, mens regnen skyllede ned. Vi havde vandret i en time, så espressoen smagte simpelthen vidunderligt. Vi sammenlignede guidebøger og diskuterede, hvad København kunne lære af Venedig med hensyn til brug af kanaler og bilfrie zoner.

Jeg har haft turgæster med, som har gået dårligt, men det har ikke hindret dem i at opleve Italien. Jeg husker en venlig seminarielærer, der var et godt stykke oppe i firserne. Han bar altid rundt på en stok, der kunne slås ud til en stol. Efter de første hundrede meter, satte han sig som regel ned og gav sig til at tegne skitser, mens vi andre traskede videre. Nogle måneder efter at vi var kommet hjem til Danmark igen, sendte han mig en fotokopieret bog med alle skitserne fra turen. De var meget smukke og jeg bladrer i dem, når jeg bliver grebet af Venedignostalgi.

Jeg husker også en mor og hendes voksne datter, der havde den tradition at tage sammen til Italien en uge om året. En gang havde de også barnebarnet med, og det var et syn for sig at se tre generationer piger fra samme familie spadsere rundt i middelalderbyen Siena. Jeg er sikker på, at de fik vendt verdenssituationen et par gange på den tur!

 

Hannibal og hans ene elefant

af Inge-Marie Christiansen

Cortona har, ligesom de fleste andre italienske byer, gader eller pladser opkaldt efter de store mænd , der samlede Italien. 
Piazza Garabaldi i Cortona er byens trafikknudepunkt. På grund af de stejle og smalle gader, og heldigvis også begrænset tilladelse til biltrafik inden for bymuren, er det her det foregår. Herfra går busserne til stationsbyerne i dalen, og også til provinshovedstaden Arezzo. Det er herfra husmødrene tager til marked i Camucia torsdag formiddag, og her skolebørnene stiger af og på skolebussen, og her de om aftenen hænger ud med vennerne, også tiltrukket af diskoteket Route 66,og baren med spillemaskiner. Her vender man på aftenspadsereturen, hvor børn, hunde og det nye tøj vises frem. Her kan man følge med i hvem der ankommer til Cortona, og den ældste generation, især mændene, tilbringer meget tid på bænkene med ryggen til den smukke udsigt over Valdichiana.
Sladderen vinder over naturskønheden til hver en tid. Det er med denne smukke dalstrækning og kikket mod Trasimenersøen, at vi nærmer os historien om Hannibals ene elefant.
I området mellem Cortona og Trasimenersøen stod 24. juni 217 f.Kr. et af de store slag i den anden puniske krig. De puniske krige skyldtes Karthagos tiltagende magt i det vestlige middelhav. I 264 f.Kr. havde Karthago besiddelser i Spanien, på Sardinien og på Sicilien, og romerne følte både deres overherredømme og handelsinteresser alvorligt truet.
Nu var Rom i gang med at bekæmpe denne trussel, en kamp der efter tre krige førte til Karthagos totale udslettelse i 146 f.Kr., og områdets indlemmelse i Romerriget.
Først skulle Rom dog igennem en række nederlag, hvoraf slaget ved Trasimenersøen var et af de største. Så mange som 15.000 romerske soldater mistede livet, Hannibals tropper måske kun 1.500.
Dette blodbad lever endnu i navnene på to småbyer i området, Sanguineto (blodpølen) og Ossaia (knoglebunken).Desværre forsøger sprogforskerne nu at ødelægge en god historie ved at mene, at den etymologiske forklaring på navnene er en ganske anden.
Et blodbad var det dog. For nogle år siden fandt man 113 massegrave i området. I 310 f.Kr. var Cortona sammen med flere andre etruskiske bystater blevet underlagt Rom, med pligt til at betale skat og stille soldater.
Det frie Etruriens tid var forbi.
Ud over disse mulige udskrevne soldater har Cortoneserne dog efter alt at dømme ikke været involveret i slaget, men er blevet inden for deres uindtagelige etruskermure. De har kunnet høre larmen fra Hannibals plyndrende tropper, og har kunnet se de mange brande hans tropper antændte på deres vej, men meget var skjult af den tætte tåge, der gjorde Hannibals strategi mulig.
Valdichiana var i 217 f.Kr. en stor sump. Via Cassia førte fra Rom til Arretium (Arezzo), men en stor del af dalen var ufremkommelig og farlig, og ofte hyllet i tåge.
Kombinationen sumpet jord og solvarme giver selv i vore dage, hvor dalen er drænet af et omfattende net af kanaler, denne tætte morgentåge.
Hannibal var en dygtig strateg, der ved nytænkning og list vandt over de romerske styrker.
I efteråret 218 var han gået over Alperne med sine ryttere, fodfolk og 37 elefanter.
Mange soldater mistede livet på grund af kulde, sult og kampe med fjendtlige bjergstammer, men alle elefanterne overlevede.
Disse afrikanske krigselefanter spillede en væsentlig rolle i de første slag på Posletten, alene deres størrelse og fremmedartethed må have skræmt de overtroiske menige romerske soldater fra vid og sans. Da Hannibals tropper nåede til Arnodalen var der kun en elefant tilbage.
De andre var døde i kamp eller på vej over Appenninerne. Denne ene elefant red Hannibal på. Han havde håbet at bystater som Cortona, der var tvunget i forbund med Rom, ville gå over på hans side, men ikke en eneste af de etruskiske bystater svigtede Rom, hvilket på længere sigt var en klog disposition.
På trods af denne manglende tilslutning var Hannibals tropper romernes talmæssigt langt overlegen. Konsul Flaminius befandt sig i Arretium med sine tropper. Det var meningen at han skulle vente på forstærkninger inden han angreb Hannibal, men Flaminius var mere interesseret i at vinde hæder og ære end at adlyde ordrer. Han var upopulær i senatet, fordi han ikke opfyldte sine religiøse forpligtelser, ikke respekterede varsler, og opførte sig som om han var ligeglad med gudernes støtte.
Det gjorde man selvfølgelig ikke ustraffet. Alle varsler talte mod at forlade lejren, standarten sad fast i mudderet og konsulens hest snublede. Også denne gang lod han hånt om varslerne og optog forfølgelsen af Hannibal, der var på vej gennem Valdichiana.
Syd for Cortona drejede Hannibal østpå mod Perusia (Perugia). I en smal dal ved vore dages Tuoro, med bjergene på den ene side og Trasimenersøen på den anden, lagde Hannibal en fælde for romerne. Hjulpet af den tætte tåge skjulte han de fleste af sine tropper i bjergene, lokkede romerne i baghold i dalen, og tilintetgjorde dem. Romerne forventede, at alle kæmpede efter samme regler, som de gjorde, og kunne slet ikke forestille sig de nye strategier Hannibal havde udtænkt. Her var der ingen regler, men alles kamp mod alle.
Efter slaget fortsatte Hannibal sin sejrsmarch gennem Italien. I området ved Tuoro er der i dag et ´history trail´ hvor man kan følge slagets gang, og fra 25.juli til 22. august 2002 opførtes scener fra slaget ved en række historiespil.
Men hvad med elefanten?
Desværre forsvinder elefanten ud af historien et sted mellem Arnodalen og Trasimenersøen. Hannibal kommer ridende på den gennem de sumpede områder, og det er det sidste vi hører til den.
Senere fik Hannibal nye forsyninger af elefanter til Italien, og hans elefanter har efterladt sig mange spor.
Afrikanske elefanter optræder i de følgende århundreder på mønter og som mange slags udsmykninger, og de 37 elefanter, som Hannibal mirakuløst fik levende over Alperne, gør at Hannibals navn lever den dag i dag.
Alt andet om ham glemmer man måske, men elefanterne husker man.
I Ostia Antica findes også en afrikansk elefant.
På pladsen hvor de forskellige handelshuse havde deres forretninger, havde handelshuset fra byen Sabratha i Afrika en mosaik af en elefant foran sin dør.
Værdien af et genkendeligt logo kendte man allerede dengang.

 

 

 

print