Lidt om etruskernes historie

Hvad man ved om etruskerne, har man fortrinsvis fundet i deres grave, og i Cerveteri og Tarquinia er der grave i tusindvis.
Mange guidebøger omtaler etruskerne som et gådefuldt folk, et folk som har levet uden for tid og sted, om hvis oprindelse man intet ved og hvis forsvinden, man heller ikke har nogen forklaring på. Og endvidere et folk som har efterladt sig få vidnesbyrd om dets eksistens, vidnesbyrd, som tilmed er uforståelige.
En del af forklaringen på denne opfattelse har vi i oldtidens græske og
romerske historieskrivere, som var stærkt uenige om etruskernes oprindelse.
Og da etruskologien først for alvor er kommet i gang langt oppe i det 20. århundrede, bygger mange teorier om etruskerne oprindelse på disse antikke skrifter.
De første der skrev om etruskerne i nyere tid var endvidere amatører, ofte kunstnere som f.eks. den engelske forfatter D.H. Lawrence, og disse skribenters værker bærer ofte mere præg af fantasterier end af videnskabelighed.
Videnskaben var til langt op i det forrige århundrede mere optaget af afdækninger af den romerske kultur - og den etruskiske blev i sammenligning hermed betragtet som primitiv og uinteressant.
Men senere kom der gang i udforskningen, og i dag ved man utvivlsomt mere om den etruskiske kultur end nogen anden oldtidskultur i Italien - når man lige ser bort fra den romerske - og også om de såkaldte "gåder" vedrørende den etruskiske kulturs oprindelse og afslutning, samt sproget.
Der er ikke dokumenteret tilstedeværelse af fastboende etruskere uden for Etrurien, det område som afgrænses af Det thyrenske hav og floderne Arno og Tiberen, og som i dag stort set dækkes af regionerne Toscana, Umbrien og det nordlige Lazio.
Der er altså ikke tale om et folk og en veldefineret kultur, der er kommet udefra.
Derfor er det formålsløst og absurd at søge etruskernes herkomst. Det ville være det samme som at spørge sig selv om, hvor danskerne er kommet fra.
Deres oprindelse må derfor søges i Italien.
Der er altså tale om en proces - som det også har været tilfælde med de fleste andre kulturer - en gradvis evolution, transformation og integration af forskellige elementer (etniske, kulturelle og sproglige) kommende udefra og indefra, som tilsammen har formet dem etruskiske kultur i det geografiske område, som kaldtes Etrurien.
Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er mange træk i den etruskiske kultur - i sproget, kunsten og religionen f.eks. - der ligner, hvad vi ser i andre samtidige eller tidligere kulturer, men dette kan forklares ved påvirkninger, som især skyldes den udbredte samhandel med andre folk som grækerne og fønikerne.
Alle teorier - både fra oldtidens og nyere tids historikere - er stort set enige om dateringen af den etruskiske nations dåbsattest, nemlig til begyndelsen af "historisk tid", dvs., til ca. 800 f.Kr.
Til gengæld var der som nævnt stor uenighed blandt historikerne om folkets herkomst.
I følge Herodots teori, som var den der vandt størst tilslutning, var etruskerne udvandret fra landskabet Lydien i Lilleasien.
Den romerske forfatter Virgil anvender i sit værk Æneiden de to betegnelser lydiere og etruskere i flæng.
Der var dog en anden historiker, Dionissios fra Halicarnossos, som levede på Kejser Augustus’ tid, som afviste identificeringen af etruskerne med lydierne, og hævdede, at etruskerne var en italiensk urbefolkning.
Dionissios teori har imidlertid først vundet tilslutning i vore dage.
Tidligere forklarede man tilstedeværelsen af alle kulturer - før romerne underlagde sig hele Italien - med folkevandringer. Som grækerne havde koloniseret Syditalien, sådan forklarede man også andre folks tilstedeværelse i Italien, altså som fremmede kulturer.
Nu skal man i den forbindelse ikke glemme, at historikerne - i hvert fald i oldtiden - skrev magthavernes historie - og derfor bevidst eller ubevidst undlod for alvor at sætte sig ind i rivaliserende folks herkomst.
Men dateringen af kulturens opståen er vore dages forskere stort set enige med de gamle romere om.
Arkæologien har afsløret, at der ved grækernes ankomst til Italien, de steder hvor de store etruskiske bysamfund senere opstod, på tuf-højsletter som Veio, Cere (Cerveteri), Tarquinia og Vulci, på isolerede højdedrag ved kysten eller ved floder og søer som Populonia og Vetulonia, eller på højdedrag nær naturlige samfærdselsveje inde i landet, som Volterra, Volsini og Cortona, allerede var bopladser, som var opstået i begyndelsen af jernalderen, da der skete en betydelige afvandring fra den yngre bronzealders bopladser til steder, der var bedre egnede for landbrug og handel.
Det er denne vandring, som berørte det meste af Italien, der markerede indledningen på en række nye kulturer.
En af disse, Villa Nova-kulturen (opkaldt efter det sted, nær Bologna, hvor man først afdækkede den), ekspanderede til Etrurien.
I denne kultur manifesteres for første gang en række elementer, som siden videreudvikledes og bidrog til at forme den etruskiske nation.
Villa-Nova kulturen var oprindeligt et klasseløst samfund.
Man dyrkede jorden i fællesskab og delte udbyttet, og man havde forskellige former for håndværksproduktion, men kun til eget brug.
Man kan altså sige, at etruskernes historie starter med Villa-Nova kulturen i det 9. årh. f. Kr.
I begyndelsen af det 8. årh. ændrede produktionsforholdene sig imidlertid.
Fra at være et klasseløst samfund åbnedes der nu muligheder for det private initiativ og for at udnytte ressourcer og aktiviteter til egen fordel, og til at akkumulere udbyttet heraf.
Af særlig betydning blev ændringen af ejerforholdene og af handlen til søs.
Denne handel førte til introduktionen af luksusvarer, nye skikke og teknologi, som forstærkede klasseforskellene yderligere.
Der opstod altså langsomt et pengearistokrati, som forestod handlen med grækerne og gennem denne handel tilførte det etruskiske samfund ny viden og ny teknologi, men som samtidig grundlæggende ændrede det etruskiske samfund.
Grækerne startede deres kolonisering af Syditalien i det 8. årh. f. Kr.
Fra græske kilder ved vi, at etruskerne eksisterede som folk på dette tidspunkt.
Grækerne kaldte dem Tyrrenoi, og græske historikere skriver, at man frygtede deres strejftog i havet omkring Sicilien, hvor de hærgede og plyndrede.
Men hvad der startede som pirattogter, udviklede sig siden til en frugtbar handel for begge parter, og denne handel ændrede den etruskiske smag og skikkene.
Man indførte varer fra den nære orient (især fra Cypern og Syrien) og ny teknologi (såsom drejebænk og teknik til forarbejdning af guld og elfenben).
Og håndværkere fra Grækenland og orienten slog sig ned i de etruskiske byer, som var under opbygning, især langs kysten.
Endvidere indførtes vinstokke og oliventræer, skriftsproget blev stadig mere udbredt, og nye husbygningsteknikker lærte man ligeledes af de fremmede.
Hermed opstod, hvad man kalder den orientaliserende kultur.
Man tilegnede sig endvidere det græske alfabet, som man tilpassede til det talte etruskiske sprog.
Det etruskiske sprog havde formentlig på daværende tidspunkt allerede været talt længe, men de første skriftlige vidnesbyrd på det etruskiske sprog har vi først fra ca. 750 f. Kr.
Den vitalitet og dynamik, der prægede de etruskiske samfund, omsattes i en voldsom udvikling af produktionen, som ikke længere alene skulle tilfredsstille en stigende efterspørgsel på hjemmemarkedet, men som nu også fandt markeder for sine varer i udlandet.
Det gjaldt landbrugsvarer som olie og vin, men også keramik i den stærkt efterspurgte etruskisk-korintiske stil, en efterligning af den berømte keramik fra Korinth, og den sorte, originale etruskiske keramik, som kaldes bucchero, der produceredes i former., som lignede de græske metalvaser.
Da handlen foregik til søs, var det naturligvis byer, der lå tæt ved havet som Veio, Tarquinia og Cere (Cerveteri), der ekspanderede.
Markederne var Lazio (latinerne) og Kapanien (grækerne), men også Ligurien og Provence, ja endog så fjerne markeder som Sicilien, Sardinien, Korsika og Nordafrika, hvor grækerne allerede havde banet vejen for en omfattende handel.
I Lazio blev etruskernes magt og indflydelse så stor, at man fik et helt dynasti af etruskiske konger (fra Tarquinia - fra 616 f.Kr.)
Efterhånden opstod der som følge af den omfattende handel rige og mægtige købmandsfamilier, altså en ny borgerklasse, der fravristede overklassen dens tidligere enevældige magt.
Disse købmandsfamilier oprettede frihavne uden for byerne, hvor også fremmede, især græske købmænd, slog sig ned.
Byerne udviklede sig efterhånden til regulære bystater efter græsk forbillede, som konkurrerede indbyrdes.
Dog havde de etruskiske byer i midten af det 6. årh. oprettet en konføderation eller Liga for økonomisk og militært samarbejde, men indholdet af den var dog længe næsten udelukkende af religiøs karakter - man havde således fælles helligdomme.
Det etruskiske handelseventyr startede fredeligt, men efterhånden som etruskerne blev stadig mægtigere og bevægede sig længere og længere væk fra deres hjemland Etrurien, blev sammenstødene med naboerne, især grækerne flere og voldsommere.
Men selv om etruskerne led mange nederlag, så blev de efterhånden den mægtigste sømagt i alle havene.
Opblomstringen og ekspansionen kunne imidlertid ikke vare ved, dertil var systemet for skrøbeligt.
De etruskiske kystbyer handlede hver for sig uden nogen form for koordination, og der var megen rivaliseren mellem dem.
Samtidig var det samfund, der var præget af stor social spænding på grund af dets stærkt klasseopdelte struktur.
Og misundelsen blandt nabofolkene førte til alliancer, som truede etruskernes magtposition.
Der var således både ydre og indre fjender.
Det 5. årh. f. Kr., prægedes af krige mellem Rom og byer i det sydlige Etrurien, især Veio.
Siracusa fik stadig større magt i det sydlige Italien, både økonomisk og politisk, og var efterhånden etruskernes største konkurrent.
Et forhold, der havde været præget af et fredeligt handelssamkvem, udviklede sig efterhånden til dybt fjendskab
Byerne inde i landet og i det nordlige Etrurien får større betydning og der sker en opblomstring for de etruskiske samfund på Po-sletten og ved Adriaterhavet.
I begyndelsen af det 4. årh. f. Kr. erobrer og ødelægger romerne Veio, og dens territorium indlemmes i den romerske stat.
Siracusas flåde gør indfald i det Thyrenske hav og plyndrer helligdommen i Pyrgi (Cere's/Cerveteris vigtigste havneby) og angriber samtidig etruskernes handelsstationer ved Adriaterhavet.
Tarquinia var den eneste af kystbyerne, der klarede sig gennem krisen. Her forstod man tidligere end i de andre byer, at tilbagegangen for handlen var uafvendelig, og i stedet satsede man på en mere effektiv udnyttelse af jorden til landbrug og kvægavl.
Endvidere havde sociale reformer her sikret forholdsvis fredelige tilstande internt.
Tarquinia overtog lederskabet i den etruskiske Liga, og dens magt var så stor, at de andre byer accepterede, at den blandede sig i deres interne affærer.
Således er der eksempler på, at Tarquinia afsatte konger i andre byer, og slog folkelige oprør ned, for at genoprette ro og orden.
Forholdet til Rom var imidlertid anspændt, ikke mindst efter romernes grundlæggelse af byerne Nepi og Sutri, tæt på grænsen til Tarquinia.
Etruskerne var efterhånden trængt tilbage til Etruriens oprindelige grænser, omringet af fjender hele vejen rundt.
Krigen mod Rom blussede op på ny. Nu var det stort set alle de etruskiske byer der deltog, men nu under anførsel af Volsini (Orvieto) og de nordlige byer Cortona, Arezzo og Perugia.
Etruskerne blev gentagne gange slået af romerne og blev i slutningen af det 3. årh. f. Kr.. tvunget til at slutte fred.
Men selv om etruskerne officielt havde sluttet fred med Rom, så blev krigen ved med at blusse op.
I begyndelsen af 2. årh. f.Kr. indgår etruskerne i en alliance med andre italiske folk, under ledelse af sannitterne, og med deltagelse af sabinerne, umbrerne og gallerne, men bliver få år senere endegyldigt besejret af romerne.
De etruskiske byers kapitulation og deres påtvungne alliance med Rom markerer indledningen til afslutningen på den etruskiske historie, den periode, som vi kan kalde den føderative, hvor de etruskiske byer som de fleste andre byer i Italien, måtte underkaste sig romersk overhøjhed, omend de fik lov til at bevare et vist selvstyre.
Indbyggerne i Volsinii (Orvieto) gør i midten af århundredet oprør mod romerne, men oprøret slås ned og byen ødelægges af romerne
I slutningen af århundredet angribes romerne gentagne gange af gallerne og i 217 f.Kr. besejrer kartagerne under anførsel af Hannibal romerne i det berømte slag ved Trasímenersøen, men denne 2. puniske krig berørte kun Etrurien og de etruskiske byer marginalt.
Etruskerne var på ingen måde indstillet på at komme romerne til undsætning.
Tværtimod så de nu deres chance for at hævne sig. Derfor forstærkede romerne deres militære anlæg i Etrurien, og få år senere bliver de etruskiske byer tvunget til at deltage i romernes afrikanske ekspedition mod Karthago.
 I begyndelsen af det 2. årh. f. Kr. var krigene mellem Etrurien og Rom forbi.
Den herskende klasse og borgerstanden accepterede efterhånden romernes overhøjhed.
De deltog i romernes imperialistiske felttog og øgede deres rigdomme.
Men romernes indførsel af slaver i Etrurien, som blev sat til at dyrke jorden, i de nye storbrug, de såkaldte Latifundier, gjorde, at de små familiedrevne jordbrug i Etrurien bukkede under, og skabte en stor klasse af besiddelsesløse, som stort set ikke var bedre stillet end slaverne.
Disse besiddelsesløse forsøgte sammen med slaverne at gøre oprør mod romerne og den etruskiske overklasse, men de blev alle slået ned med hård hånd.
Fra slutningen af det 2. årh. f. Kr. bliver de nationale skel således overskygget af de sociale og integrationen fuldbyrdes i år 89 f.Kr., da de besiddende etruskere opnår romersk borgerskab og flere etruskere opnår høje embeder i Rom.
De etruskiske byer gøres samtidig til romerske municipier (kolonier).
I striden mellem Marius og Silla støtter etruskerne førstnævnte, og den sejrende Silla hævner sig ved efterfølgende at rangordne de etruskiske byer efter deres loyalitet.
I en senere borgerkrig mellem Pompeus og Cæsar vælger etruskerne klogelig at holde sig neutrale, og i år 27 f.Kr. sættes der et endeligt punktum for etruskernes historie, da Etrurien bliver indlemmet i Romerriget som dets 7.region.
 
Dette var i korte træk historien.
 
af Niels Bertelsen
print