Mediciernes rige - september 2020

Billedresultat for arma dei medici Rejse til Firenze og Medicivillaerne   

 
Renæssancekulturen opstod i Firenze i 1400-tallet efter at Medicifamilien var kommet til magten.
På det tidspunkt var Firenze en bystat, hvis magtområde ikke begrænsede sig til Firenze og dens opland, men til en stor del af det, som senere er blevet betegnet som Toscana, herunder bl.a. Pistoia, Prato, Pisa, Arezzo og Cortona.
For at markere sin magt og rigdom lod familien opføre en række slotte og herregårde , i Italien kaldet villaer, i hele sit magtområde. 
For at forstå denne berømte families baggrund, dens økonomiske og politiske succes og dens rolle i renæssancekulturens udvikling vil vi have udbytte af at følge i dens fodspor fra de elegante palæer og andre markante bygninger i Firenze ud til deres besiddelser på landet.
Medicierne var på nær en snes år ved magten i godt 300 år, fra 1434 til 1737. Familien var allerde i middelalderen kendt som industriherrer og bankierer, men først fra omkring 1400 markerede den sig blandt de ledende patricierfamilier som en af de få italienske renæssancefamilier, der gjorde karriere som pengemænd og ikke som condottièri
Den første Medici, der indskrev sig i historiebøgerne, var Giovanni di Bicci de' Medici (1360-1429) som grundlagde familiens bankvirksomhed. I modsætning til de gamle adelige slægter valgte han at repræsentere il popolo minuto, håndværkerne og de lavere sociale lag. Med gennemførelsen af en formueskat skabte han sig en diskret, men stor politisk karriere, der gjorde ham til Firenzes førstemand.
Giovanni di Biccis søn Cosimo Medici (den ældre) overtog i 1434 faderens rolle og sikrede familien både økonomisk og politisk. Hans søn Piero il Gottoso (1416-69) døde efter kun to år som ledende politiker, og hans søn Lorenzo il Magnifico (den prægtige) overtog rollen som byherre.
Under Lorenzo nåede Medicifamilien magtens tinde,  både økonomisk, politisk og kulturelt, og Firenze blev i Lorenzos tid et kulturelt centrum for Italien og Europa.

Firenze var ligesom Venezia i modsætning til andre italienske stater stadig en republik, og da Lorenzos søn Piero (1472-1503) kom til magten, viste Medicislægtens usikre og svage position sig, idet Piero i 1494 blev fordrevet efter en uheldig udenrigspolitik, og et nyt styre med dominikanermunken Savonarola som uformel leder tog magten.

Et vendepunkt indtraf imidlertid 1512-13, da Lorenzo il Magnificos søn kardinal Giovanni Medici blev pave under navnet Leo 10. Formelt vendte yngre efterkommere efter Lorenzo nu tilbage som ledere af byen. To af dem, Giuliano (1479-1516) og Lorenzo (1492-1519), sikredes et enestående eftermæle, idet Michelangelo skabte unikke gravmæler til dem i Sagrestia Nuova i kirken San Lorenzo, men i virkeligheden regeredes Firenze i den periode fra Rom af Leo 10. og siden hans fætter pave Clemens 7.; i perioden efter 1513 var en mellemitaliensk stat under Medicislægtens ledelse under dannelse.

I forbindelse med Clemens 7.s og kejser Karl 5.s indbyrdes strid og den for paven ydmygende plyndring af Rom, Sacco di Roma, i 1527 benyttede Firenze lejligheden til atter at fordrive slægten, men da kejser og pave på ny blev forsonet, vendte familien efter en lang belejring af Firenze med kejserlig hjælp tilbage i 1530, og i 1532 blev Firenze ophøjet til et arveligt hertugdømme for familien Medici, fra 1569 storhertugdømmet Toscana.

Den første hertug, Alessandro (1510-37), der nedstammede fra Cosimo, byggede og bemandede fæstningen Fortezza da Basso nord for byen, men omkom snart i voldsomme og blodige interne familiestridigheder, der førte til, at en efterkommer af Giovanni di Bicci, Cosimo 1. Medici, i 1537 blev hertug. Endnu et par dygtige storhertuger, Francesco 1. (1541-87) og Ferdinando, fortsatte i Cosimo 1.s fodspor og knyttede bl.a. ved en aktiv ægteskabs- og alliancepolitik Medicislægten til andre store europæiske dynastier. Således var Katarina Medici og Maria Medici gift med hhv. Henrik 2. og Henrik 4. af Frankrig. I 1600-t. blev Toscanas politiske og økonomiske rolle stærkt reduceret, og da Medicis mandslinje uddøde i 1737, og kvindelinjen i 1743, fortsatte habsburgsk-lothringske herskere som hertuger.

Selvom de sidste fire generationer af Medicislægten politisk og økonomisk var svage, var de dog alle præget af den gamle slægts interesse for kunst og kultur, og den sidste kvindelige arving, Anna Maria Louisa (1667-1743), skænkede hele familiens kunstneriske arv til byen Firenze.

Set in gorgeous and magnificent Tuscany, and immersed in the splendid countryside just outside favorite art cities like Florence and Lucca are the Medici Villas, built during the Florentine Renaissance and inserted onto the UNESCO World Heritage List in June, 2013.
More precisely, 12 villas total, along with two gardens, make up the UNESCO Site: the Boboli Gardens (Florence) and the Pratolino Gardens (Vaglia), the Florentine Villas of Careggi, La Petraia, Castello and Poggio Imperiale – the Belcanto Villa in Fiesole (also known as Villa Fiesole), the Poggio a Caiano Villa in Prato, the Villa in Cerreto Guidi, Villa La Magia (Quarrata, near Pistoia), Villa di Artimino (Carmignano, near Prato), Cafaggiolo a Barberino in Mugello, Villa del Trebbio (San Piero in Sieve) and Palazzo di Seravezza in Lucca.

The Medici Villas, as the UNESCO Committee writes, "bear testimony to the influence the Medici Family exerted over modern European culture through its patronage of the arts. Built between the 15th and 17th Centuries, they represent an innovative system of rural construction in harmony with nature and dedicated to leisure, the arts and knowledge."

These country residences are unprecedented for an epoch in which wealthy Florentines possessed either the classic rural farmsteads or ancient castles, each a symbol of power. These villas are are among the most important and lofty exemplars of Tuscan Renaissance and Baroque architecture. Their gardens and perfect integration with the local natural elements contributed to the emergence of a sensibility for landscape aesthetics, evidence of one of the defining traits of Renaissance humanism. 
The Boboli Gardens are also an ideal Italian garden. Conceived for the Granducal Palazzo Pitti, tthey are also connected to the Belvedere Fort, and they occupy a surface area of 484,376 sq ft. 
Outside the city, but still in the Province of Florence is the lush Parco della Villa Medicea di Pratolino; destroyed in 1822, it was later restructured and transformed into Villa Demidoff. The Park hosts significant artworks, including: "The Colossus of the Apennines" (Il Colosso dell'Appennino) by Giambologna. 

These residences represent what was an authentic microcosm of the world of court life, and they were equally “pleasure palaces” and diplomatic residences.  
Some of them served as the Medicis’ hunting lodges as well, particularly Trebbio and Cafaggiolo – also the first villas constructed, and thus featuring plenty fo 13th-Century fortification architecture. (Cafaggiolo also sprung up as a ceramics hub, with one of the most famous Renaissance ceramics workshops.) 

Then there were the summer residences, such as Villa di Artimino, also referred to as the “villa of fireplaces and chimneystacks,” given its numerous, what else, fireplaces and chimneystacks. Another of the abodes purposed for R&R was Villa di Fiesole, where Lorenzo de' Medici loved to gather with his humanist friends, e.g. Poliziano and Pico della Mirandola. 
Villa La Màgia was important, rather, for its strategic location, where an historic encounter between Duke Alessandro de' Medici and Emperor Charles V took place in 1536. Not to be left out is one of the oldest residences, Villa Careggi, dedicated not only to rest and relaxation, but also to the economy of agricultural activities. 

Today these residences serve varying functions. Some, like Villa La Petraia, one of the most beautiful – above all for its position overlooking the City of Florence – are part of the Florentine museum network. The Villa di Cerreto Guidi, a hunting lodge and hunting grounds, hosts the Historic Hunting and Territorial Museum.  Similarly, Villa Poggio a Caiano, commissioned to Giuliano da Sangallo by Lorenzo the Magnificent, is a museum.
Others are insitutional seats, such as Villa Castello, once decorated with Botticelli's La Primavera e La nascita di Venere ("Spring and the Birth of Venus"), and today official location of the Accademia della Crusca; the Villa of Poggio Imperiale - renovated in the Neoclassical style and hosting a public school -and Palazzo di Seravezza, Museum of the Peasant Work and Traditions of Historic Versilia . 

Renæssancen

Inden vi fortsætter vores tur i Firenzes kunstskatte, skulle vi måske kaste et blik tilbage på den fantastiske periode, som vi almindeligvis benævner "renæssancen". Det er vigtigt at gøre sig klart, at renæssancen ikke så meget er en bestemt epoke, men snarere et helt nyt syn på verden. Desuden vil jeg give en beskrivelse af den familie, som gennem mere end 300 år kom til at spille en afgørende rolle i Firenze, Toscana, ja hele Europa. Jeg tænker selvfølgelig på Medicierne, som vi møder overalt i Firenze. Hvis du ikke er historisk interesseret, men bare venter til at få præsenteret Firenzes kunstskatte, skal du nok springe denne side over.

Renæssancen opstod i de nord-italienske bystater i 1300-tallet. Ordet betyder "genfødelse", og det refererer til en genfødelse af antikkens skønhedsidealer. Fra en spæd begyndelse vokser den til at blive den dominerende kulturform i Italien i 1400-tallet. Italienerne mener, at den klassiske ånd og skønhed blev knust under barbarerne (germanerne og goterne i det 3., 4. og 5. århundrede). Betegnelsen renæssance ("rinascità") anvendes første gang i maleren Giorgio Vasaris (1511-1574) kunstnerbiografi (1550, udvidet udgave 1568). Denne ændring, som omfatter kunsten og arkitekturen, slår først igennem i de toscanske handelsbyer, Firenze, Siena, Venedig, Genova og Pisa i løbet af 1300 og 1400-tallet. Norditalien er både industrielt og handelsmæssigt førende i Europa. Dristige handelsfolk fra Venedig, Pisa og Firenze opererer i hele den kendte verden fra Spanien og Portugal i vest til Sortehavet i øst. De er således fortrolige med at forhandle med grækere, arabere, egypter, jøder, persere, indere og kinesere. Kendskab til andre kulturer og religioner har medført en åbenhed og tolerance, som ikke kendes i den øvrige del af Europa.

 

I 1439 afholdes kirkemøde i Firenze i et forsøg på at forene den østlige og vestlige kristendom. Dette medfører en sand invasion af lærde prælater, som er velbevandrede i græsk litteratur og kultur. Mange af dem forelæser i Firenze om græsk kunst, kultur, filosofi og litteratur, og byens elite lytter begejstret. Nogle af forelæserne føler sig så godt modtaget, at de vælger at blive i Firenze. Da kristendommens hovedstad i det byzantinske rige, Konstantinopel i 1453 bliver erobret af ottomanerne (tyrkerne), flygter mange af byens lærde til Norditalien, i mange tilfælde medbringende antikke håndskrifter. Fra omkring år 1500 slår renæssancen også igennem i Nordeuropa. I løbet af 1800-tallet udvides begrebet til at omfatte hele den kulturelle forvandling, der sker i Europa. Renæssancen bryder med middelaldermenneskets idealer om ydmyghed og askese og stadig tanke på livet efter døden og fokuserer i stedet på menneskets muligheder i denne verden. Disse tanker anfægter også kirkens position i Europa og lægger vægt på det individuelle gudsforhold. Denne udvikling er formentlig med til at igangsætte reformationen, men det er en anden historie.

Renæssancens betydning

Kunstnerne opdager, hvorledes man kan tegne/male i tre dimensioner, og opdager perspektivet. Dette bringer nyt liv til deres værker. Kunstnerne bryder ud af den hidtidige tradition med alene at frembringe religiøse værker og begynder at interessere sig for natur og videnskab. Eksempler på kunstnere af denne tid er Botticelli, Michelangelo, Leonardo, Raphael, Donatello og Ghiberti, som vi alle kommer til at møde på de følgende sider.

Arkitekterne opfører bygningsværker, som er større og mere storslåede end tidligere. Med inspiration fra den klassiske fortid indføres nye regler for proportioner og perspektiv. I Firenze opføres prægtige paladser og kirker. Filippo Brunelleschi bygger på katedralen i Firenze den største kuppel, verden har set.

Videnskaben blomstrer. Leonardo da Vinci foretager banebrydende studier af den menneskelige anatomi, og Galileo Galilei rokker ved den katolske kirkes fundament ved sin erklæring om, at jorden bevæger sig rundt om solen.

Med opdagelse af trykkekunsten kan nye ideer spredes hurtigere og længere end før, hvilket især kommer den voksende middelklasse til gode. Giorgio Vasari udarbejder sin kunstnerbiografi og fungerer som PR-mand for Medici familien. Machiavelli, realpolitikkens første spindoktor, skriver en manual om ledelse, "Fyrsten", hvori han beskriver et samfund, hvor målet altid retfærdiggør midlet.

I en ny verden med kommunikation og debat kommer den katolske kirke under stort pres for sin korruption og dekadence. Den tyske munk, Martin Luther publicerer sine kætteriske tanker for hele verden (Europa) og baner dermed vejen for en revolution (reformation), som deler den kristne verden.

 

Magtkampene i Firenze

Partiopdelingen i Firenze - og de øvrige italienske byer - afspejlede den gamle strid mellem kejseren og paven. "Ghibellinerne", det gamle, konservative, aristokratiske parti, som oprindelig kom fra Siena, var tilhængere af kejseren, mens "Guelferne", som bestod af købmænd, lavadel og håndværkere, søgte pavens støtte til Firenzes uafhængighed. Næsten hver by i Italien var splittet mellem ghibellinerne og guelferne. Og splittelsen var meget dyb, på nogen punkter næsten bizar. Hvis ghibellinerne bar fjeren i hatten i den ene side, bar guelferne den i den modsatte side. Hvis ghibellinerne skar frugt over på tværs, skar guelferne dem over på langs. Hvis ghibellinerne bar røde roser, bar guelferne hvide. I Crema brændte ghibelliner en Kristusstatue, fordi hans ansigt vendte i "en guelfisk retning". I Bergamo blev nogle mænd fra Calabrien dræbt, fordi de spiste hvidløg "en guelfisk måde".

Fra ca 1075 var Firenze en frikommune eller republik. Over tiden skete der flere ændringer af styreformen. Fra 1138 blev byen/staten styret af fire konsuler. Antallet af konsuler voksede, indtil der var i alt 12, nemlig to fra hvert af de førende laug i byen. Konsulerne blev støttet af et råd på 100 "Buonuomini" (gode mænd). Endelig udgjorde alle byens våbenføre mænd en forsamling eller parlament. I 1215 kom det til en magtkamp mellem ghibellinerne og guelferne. I 1250 overtog Guelferne magten efter Ghibellinerne, hvorefter Firenze var et demokrati i 10 år. I praksis lå magten dog hos de magtfulde købmænd og bankfolk. I 1260 blev Firenze indtaget af kejser Frederik II's søn Manfred, som med støtte af ghibellineren Farinata degli Uberti forsøgte at opnå magten i hele Italien. Farinata gik heldigvis i forbøn for Firenze, hvilket sparede byen for at blive nedbrændt. Dante - se nedenfor - beskriver Farinata med respekt i Inferno. Da Ghibellinerne igen kom til magten, afskaffede de demokratiet. I 1266 blev Manfred dræbt, og Ghibellinerne blev igen fordrevet, hvilket betød afslutningen for dette parti. I 1293 blev demokratiet genindført, og den ny grundlov gav magten til håndværkerlaugene. Herefter kunne alene deres medlemmer blive valgt til byrådet (priorkollegiet). I 1292-1293 under prior Giano della Bella, en adelsmand, som sympatiserede med middelklassen, forsøgte man at indføre en mere retfærdig forfatning. Denne forhindrede byens adelsmænd i at have offentlige poster, og der blev oprettet en post som "Gonfaloniere". Denne blev valgt af sine priorkolleger, og han skulle stå i spidsen for hæren, og forsvare de lavere klassers interesser. Guelferne, som måske savnede deres gamle modstander Ghibellinerne, havde delt sig i to fraktioner: I Neri ("de sorte"), som var tilhængere af Karl af Valois og paven, og I Bianci ("de hvide"), som ville forsvare Firenzes selvstændighed. Dante, som du hører mere om nedenfor, tilhørte "de hvide". Striden mellem de sorte og de hvide Guelfer var ikke altid lige indædt. I rolige stunder konkurrerede de fx om, hvem der kunne lave de flotteste parader. I en periode, da "de sorte" dominerede, besluttede de, at alle lykkelige begivenheder skulle markeres med sort. Fx skulle der ved fødsel af et drengebarn lægges en sort bønne i en krukke på rådhuset. Når en pige blev født, lagde man en hvid.

 

I 1294 blev Bonifacius VIII pave. Han var en lærd jurist med diplomatisk snilde, men med en herskernatur. Han er blevet kaldt "en højhjertet synder" - og Dante anbragte ham i helvede i sin "Inferno". Hans mål var, at pavestolen ikke kun skulle have overhøjhed over kirken, men også over staterne, herunder Toscana. Paven forsøgte at opnå sit mål gennem den franske prins Karl af Valois. Den 1. november 1301 erobrede Karl byen, og efter flere dages plyndring overtog "de sorte" magten i Firenze. På dette tidspunkt var Dante, som tilhørte "de hvides parti", i Rom for sammen med tre andre priorer at få paven til at skifte kurs. I deres fravær blev de idømt to års landsforvisning samt en formidabel bøde, som skulle betales i løbet af tre dage. Hvis bøden ikke blev betalt rettidigt, ville forvisningen være livsvarig og alle de dømtes ejendom og ejendele blive konfiskeret.

 

I 1328 blev det igen muligt for adelsmændene at tage del i byens styre, og i 1342 afløstes det borgelige styre igen af det traditionelle adelsmandsvælde, men det holdt kun et års tid. Resten af århundredet var præget af uroligheder. I 1422 kommer for første gang en Medici til magten, idet Giovanni bliver valgt til gonfaloniere ("borgmester").

???????De politiske forhold

I 1400-tallet var Firenze en bystat, som ikke blot beherskede Firenze, men også Pisa, Cortona, Arezzo, Pistoia med tilhørende opland. Byen havde gennem mindst 100 år haft en dominerende og meget specialiseret tekstilindustri. Det vides, at et stykke uldklæde skulle gennem 30 processer, som hver blev udført af en arbejder med særlig uddannelse heri. Men Firenze havde også en stor produktion af mange andre produkter. For at lette afsætningen af sine varer havde Firenze erobret Pisa, hvorfra man sendte sine varer ud over hele den kendte verden. I Genua lejede man skibe, som fragtede florentinske varer til Egypten, Persien, Indien og Kina. Udefra kommende konkurrerende varer blev pålagt beskyttelsestold.

Finansiering af denne produktion og handel blev varetaget af firs bankierfamilier. De betydeligste var Bardi, Peruzzi, Piti og Medici. Så store var disse banker, at de undertiden blev bedt om at finansiere krige mellem stater. I 1345 gik en bank fallit efter at have lånt den engelske konge Edward III 1.365.000 floriner til at føre krig for.

 

Firenzes næringsdrivende og håndværkere var opdelt i laug (arti). Man skelnede mellem to grupper af laug: "arti maggiore", som omfattede klædefabrikanter, uldfabrikanter, silkefabrikanter, buntmagere, finansmænd, læger og apotekere, og "arti minori", som omfattede de mindre betydningsfulde laug som slagtere, bagere, tømrere osv. Kun laugsmedlemmer havde stemmeret. De adelige, som efter en revolution i 1282 var blevet frataget stemmeretten, måtte tilslutte sig et laug for at genvinde den.

 

Byrådet, "Signoria", bestod af otte byrådsmedlemmerne, "priorer". Af de otte priorer kom de fire medlemmer fra "arti maggiore", og de øvrige fire fra "arti minori". De var alle laugsformænd, som blev udvalgt ved lodtrækning. Byrådet valgte en leder, en såkaldt "gonfaloniere". Det samme forhold gjorde sig gældende i den rådgivende forsamling, "consiglio del comune". Denne forsamling trådte sammen for at tage stilling til de forslag, som priorerne forelagde. Ved sjældne lejligheder sammenkaldte priorerne alle vælgerne, "parlamento". Det skete ved at ringe med den store klokke i Palazzo Vecchio.

 

Man tilskriver almindeligvis Firenze i tiden før Medicierne et udstrakt demokrati, hvilket ikke er en korekt beskrivelse. Kun den velhavende overklasse havde stemmeret, og selvfølgelig kun mænd. De undertvungne bysamfund havde intet at sige i byrådet i Firenze.

 

 

 

Medici-familien

Finansiering af den store produktion og handel blev varetaget af firs bankierfamilier. De betydeligste var Bardi, Peruzzi, Piti og Medici. Så store var disse banker, at de undertiden blev bedt om at finansiere krige mellem stater. I 1345 gik en bank fallit efter at have lånt den engelske konge Edward III 1.365.000 floriner til at føre krig for. Medici-familien var en magtfuld og indflydelsesrig familie i Firenze under den periode, vi benævner renæssancen. Familiens rigdom stammede fra tekstilhandel, men senere bankvirksomhed medførte, at familien i 1400-tallet formentlig var den rigeste i hele Europa.

 

 

 

 

 

Ovenfor er vist et stamtræ over den magtfulde Medici-familie. Med få undtagelser er kun vist mandlige medlemmer, hvilket jeg beklager overfor kvindekønnet.

 

 

Fremtrædende medlemmer af Medici

I det følgende gives en kort beskrivelse af de mest fremtrædende medlemmer af familien Medici. Familien tilhørte mellemklassen (popolani), og altså ikke adelen, og var meget populær blandt den jævne befolkning (popolo minuto). Familiens kan føres tilbage til 1291, da Chiarismo de Medici blev medlem af rådet. Averardo de Medici, som i 1314 blev valgt til gonfaloniere, grundlagde slægtens formue gennem handel og bankvirksomhed. Familiens formue blev yderligere forøget under Giovanni di Bicci de Medici (1360-1429), søn af Averardo de Medici, således at familien blev den rigeste i Italien, formentlig endog i hele Europa. Familiens politiske indflydelse tiltog, og i 1421 blev Giovanni valgt til gonfaliere, leder af rådet. Denne titel betyder egentlig "fanebærer" og henviser til, at indehaveren af titlen skulle føre byens fane under ceremonielle begivenheder. Han grundlagde Banco Medici i Rom og blev pavens bankier. Midt i 1400-tallet havde banken filialer i Genève, London og Brugge, Europas vigtigste handelsbyer. Under kirkemødet 1414-1418 i Konstanz spillede Giovanni en betydelig rolle. I 1386 giftede Giovanni sig med Piccarda Bueri og de får to sønner, Cosimo og Lorenzo.

Cosimo den Ældre

Giovannis ældste søn, Cosimo den Ældre (1389-1464) anses for den egentlige grundlægger af familiens magtposition. Hans "naturlige fjender" er de øvrige bankfamilier, Strozzi, Pazzi, Acciaioli og især Albizzi. I første omgang tabte han kampen mod Albizzi og blev forvist fra Firenze i 1434, men året efter bragte befolkningen ham tilbage til magten. Skønt han ikke havde noget formelt embede, styrede han Firenze som en konge resten af livet, dvs omkring 30 år. Under hans styre blomstrede Florence, og Cosimo brugte en betydelig del af sin store formue til at støtte litteraturen og kunsten; selv levede han et enkelt liv. Cosimo, som var passioneret bogelsker, opbyggede det største bibliotek i Europa og anskaffede mange græske værker fra Konstantinopel, fx af Platon. Cosimo støttede kunstnere som Ghiberti, Brunelleschi, Donatello, Alberti, Fra Angelico og Ucello, som du alle vil møde, hvis du følger med Birgit og mig på vores færd rundt i Firenze. Det er Cosimos fortjeneste, at det tidligere omtalte kirkemøde i 1439, blev afholdt i Firenze. Paven, patriarken af Konstantinopel og kejser af det østromerske rige Johan VIII Paleologus var blandt gæsterne. Det var et forsøg på at forene den østlige og vestlige kristendom. Under Cosimo og hans efterkommere styre udvikler Firenze sig til Europas kulturelle centrum og den nye humanismes vugge.

Piero de Medici

Cosimos søn, Piero de Medici (1416-1469) regerede fra 1464-1469. Han fortsatte sin faders økonomiske, politiske og kulturpolitiske linie og var meget respekteret for sit humanistiske sindelag og sin høje moral. Han havde ikke faderens naturlige lederevner og mødte megen modstand. Piero overlevede flere kupforsøg, hvorunder flere betroede medarbejdere planlagde at myrde ham. Attentatet blev opdaget i tide. Piero afstod fra at lade dræbe og sendte dem i stedet i eksil. Piero døde i 1469 efter længere tids sygdom. På det tidspunkt var der stor uenighed om byens styre.

 

 

Lorenzo den Prægtige

Ved Piero de Medicis død i 1469 kommer hans ældste søn, Lorenzo de Medici (1449-1492) til at styre Firenze. Allerede fra sit 13. år havde Lorenzo haft repræsentative pligter for Firenze, og han blev betragtet som den naturlige efterfølger, selv om han var knap 21 år gammel. Han var belæst og intelligent, men hans diktatoriske ledelsesform gav ham en del fjender, især den fornemme gamle Pazzi-familie. Lorenzos yngre broder Giuliano de Medici (1453-1478) blev opfattet som en playboy, men til trods herfor fik han også visse funktioner i byens ledelse.

Det lykkes Pazzi-familien at få pavestolen i Rom involveret i et forsøg på at styrte Lorenze og Giuliano, og pave Sixtus IV ville have indsat Kardinal Riario som hersker. Med i sammensværgelsen er også ærkebiskoppen af Pisa. Søndag den 26. april 1478 under højmessen i domkirken i Firenze forsøgte medlemmer af Pazzi-familien og andre at myrde de to unge brødre. Jeg vil fortælle mere om forsøget, når vi på en af de følgende sider tager på besøg i domkirken. Men jeg kan fortælle, at Giuliano blev dræbt, mens Lorenzo blev lettere såret og undslap. Lorenzo tog en blodig hævn, hvorunder en kardinal blev taget til fange, og ærkebiskoppen og mange af Pazzi-familiens medlemmer blev hængt fra rådhusets vinduer. Ved stort personligt mod lykkedes det for Lorenzo at styrke sin position i Firenze.

 

Lorenzo tog livlig del i byens aktiviteter, og med sine kloge dispositioner sikrede han, at både familieformuen og Firenzes pengekasse svulmede. Samtidig blomstrede kunsten som aldrig før (eller siden). Lorenzo, som selv skrev digte, var en stor mæcen, og han indbød unge kunstnere til at bo i sit hjem. Først Leonardo da Vinci, senere Michelangelo, Botticelli, Filippino Lippi oma. Det fortælles, at især Michelangelo blev inspireret ved studium af Lorenzos mange antikke skulpturer. Lorenzo oprettede "Det Platoniske Akademi", og var i det hele taget dybt fascineret af litteratur, arkitektur, malerkunst og filosofi. Han får tilnavnet "den Prægtige" (il Magnifico). Men Lorenzos egensindige styre og ekstravagante livsstil kostede ham i det lange løb borgernes tillid (man kunne fristes til at trække en parallel til forholdene i en københavnsk omegnskommune).

 

I 1485 dukkede Girolamo Savonarola, en dominikanermunk fra San Marco, op på den florentinske scene. Han havde i en periode været forvist til Bologna, men Lorenzo havde sørget for, at han kunne vende tilbage til Firenze. Savonarola var en dommedagsprædikant, som prækede bod og anger, og han rasede mod magtmisbrug og korruption i pavekirken. Han beskyldte offentligt sin velgører Lorenzo for at ruinere staten (Firenze) ved sit store privatforbrug, og mange florentinere følger ham. Lorenzo, den mest magtfulde af Medicierne nogensinde, døde i 1492. Han skal efter sigende have fået besøg af Savonarola på sit dødsleje. Skulpturerne på hans gravsted i San Lorenzo kirken er lavet af Michelangelo. Macchiavelli, som du hører mere om i det følgende, kaldte Lorenzo Medici "den største beskytter af litteratur og kunst, der har været". To af hans sønner blev senere paver. Hans anden søn Leo blev pave Leo X, og hans adoptivsøn Giulio (imellem os var han vistnok en uægte søn af Lorenzos dræbte broder) blev pave Clemens VII.

 

Piero de Medici

Piero de Medici (1472-1503) efterfulgte sin fader, Lorenzo den Prægtige i 1492, men han holdt sig kun ved magten i to år. Der var udbrudt krig mellem Milano og Napoli, og hertugen af Milano havde fået støtte af den franske konge Karl VIII. Da hans hær nåede Firenze i september 1494, blev Piero tvunget til af afgive herredømmet over nogle byer i forbindelse med fredsslutningen. Dette vakte så stor utilfredshed i Firenzes befolkning, at Medicierne blev fordrevet fra byen. Piero levede i eksil, intil sin død. Piero omtales undertiden som "Piero den Uheldige".

 

 

Girolamo Savonarola

Efter Mediciernes fald i 1494 blev Girolamo Savonarola leder af Firenze. Han kaldte styreformen for "en kristen og religiøs republic". En af hans første handlinger er at indføre dødsstraf for homoseksualitet - hidtil har det kun været omfattet af bødestraf. Han ønskede, at Firenze skulle være "Guds By", og han forbød al luksus. Og befolkningen fulgte ham. i 1497 gennemførte han en offentlig afbrænding af al "blasfemisk" kunst. Drenge blev sendt fra dør til dør og indsamlede alle overflødige ting som spejle, kosmetik, hedenske bøger, spil, selskabsdragter og også uerstattelige værker af såkaldt umoralske kunstnere. Fx kastede Sandro Botticelli nogle af sine egne kunstværker på bålet på Piazza della Signoria (rådhuspladsen). Befolkningen fik dog snart nok af Savonarolas moralske og kyske leveregler. Under Savonarolas prædiken den 4. maj 1497 kom der tilråb fra mængden, og snart efter genåbnede kroerne og der blev igen spillet offentligt. Den 13. maj 1497 blev han udstødt af kirken af pave Alexander VI, som Savonarola kaldte for "antikrist". Kirken var også bekymret for, om disse strømninger skulle sprede sig til den øvrige del af Italien (ja, jeg ved godt, at der ikke var noget Italien på den tid, men du ved, hvad jeg mener). I 1498 blev han hængt og brændt som kætter efter at have være udsat for kraftig turtur. Niccolo Machiavelli, forfatter af "Fyrsten", overværede henrettelsen og skrev om den. Efter 18 år er Medicierne tilbage til magten over Firenze.

Fra år 1498 til 1512 var Firenze en republik, som bevarede flere af Savonarolas institutioner, bl.a. Det Store Råd. Styret var franskvenligt. I år 1511 oprettede Pavestaten (Rom) under Julius II "Den Hellige Liga", som omfattede staterne Venedig, England, Aragon (Spanien) og Det tysk-romerske rige. Denne koalition var vendt mod den franske besættelse. Efter flere slag må franskmændene trække sig ud af Italien i 1513. Firenze ville ikke med i ligaen, og Medicierne vendte tilbage for en kort bemærkning. I 1527 gjorde Firenzes befolkning oprør, og Medicierne måtte flygte igen. Fra 1530 til 1900-tallet forblev Firenze et hertugdømme.

 

 

 

Pave Leo X

Lorenzo den Prægtiges anden søn, Giovanni de Medici (1475-1522) blev pave i 1513 og antog navnet Leo X. Magten over Firenze overgik dermed til den yngre broder, Giulio. Lige fra barnsben var Giovanni udset til at gøre karriere indenfor kirken. Natten før hans fødsel havde hans moder drømt, at hun fødte en løve foran altret i Firenzes domkirke. Hun overbeviste Lorenzo om, at deres søn var bestemt for en gejstlig karriere, og allerede som 7-årig anlagde han tonsur. Som 13-årig blev han udnævnt til kardinal. Dog med det pavelige forbehold, at han først skulle tiltræde to år senere. En rekord, som formentlig aldrig er slået. Giovanni benyttede tiden til at studere teologi og kirkeret. I 1492 flyttede den 16-årige Giovanni til Rom og begyndte at fungere som pave. Under den franske invasion, som fordrev Medicierne fra Firenze, søgte Giovanni tilflugt i Bologna. Herfra foretog han i venners selskab rejser til flere fremmede lande - hvilket ikke bekom paven særlig godt. I 1513 blev Giovanni som nævnt valgt til pave. Han fejrede det med en overdådig parade i Rom, hvori deltog gøglere, pantere og en hvid elefant.

Denne parade skulle vise sig at være et godt tegn på Leo X's pengeforbrug, som var umådeligt. Han byggede hospitaler og klostre. Den igangværende ombygning af Peterskirken stillede også enorme krav til Vatikanets pengekasse. Herudover uddelte Leo X almisse med rund hånd til tidligere soldater, pilgrimme, studenter, syge og invalide. Denne ekstravagance harmede en gruppe kardinaler så meget, at de lagde planer om at myrde ham med gift. Disse planer slog dog fejl. Det er også blevet fremført, at Leo X opfandt plottet og brugte det til at presse penge af de kardinaler, som han ikke brød sig om. Under Leo X bliver pavedømmet Italiens stærkeste politiske magt.

 

Martin Luther undsagde bl.a. Leo X for hans salg af afladsbreve for at finansiere sine mange byggerier og hans store privatforbrug. Den 15. juni udstedte Leo X en bandbulle mod Luther, (der som bekendt brændte den offentligt). Den 3. januar 1521 blev Luther udstødt. Leo X døde samme år.

 

Pave Clement VII

Endnu en Medici skulle komme på pavestolen, nemlig Giulio de Medici (1478-1534), som var fætter til Leo X og (uægte) søn af Lorenzo den Prægtiges broder, Giuliano. Som tidligere nævnt blev faderen myrdet med den daværende paves velsignelse under højmesse i Firenze i 1479. Lidt bizart. I 1513 blev han udnævnt til kardinal af sin fætter pave Leo X, hvis fortrolige han var. I 1517 blev han udnævnt til ærkebiskop af Firenze. I 1523 - efter et konklav, som varede 50 dage - blev han valgt til pave. Som de øvrige Medicier omgav han sig med kunstnere og intellektuelle, og i hans nærhed fandt man navne som Machiavelli, Cellini, Rafaello og Michelangelo. Sidstnævnte blev - efter sigende noget mod sin vilje - bestilt til at udsmykke loftet i Det sixtinske Kapel. Efterfølgende vendte Michelangelo tilbage til Firenze for at udføre gravmonumenterne for Giuliano og Lorenzo.

Da Frans I af Frankrig invaderede Italien i 1524, skiftede Clement side og støttede franskmændene. Dette viste sig at være en fejltagelse, da den spanske konge og tysk-romerske kejser, Karl V året efter slog franskmændene eftertrykkeligt ved Pavia. De spanske tropper rykkede sydpå og indtog Rom den 6. maj 1527, der som så ofte før blev udsat for plyndring (Il Sacco di Roma). Halvdelen af byens bygninger blev ødelagt. Clement, som havde søgt tilflugt i Castel San Angelo, blev tvunget til at overgive sig. Efter seks måneders fangenskab blev han frigivet. I mellemtiden havde borgerne endnu engang sendt Medicierne i eksil. Efter fredsslutningen i 1530 kronede pave Clement VII Karl V til tysk-romersk kejser og konge af Lombardiet. Karl V genindsatte Medicierne som herskere i Firenze - og Clement indsatte sin illegitime søn Alessandro som hertug.

 

I 1533 afslog Clement VII at acceptere den engelske konge Henrik VIII's ønske om at annullere ægteskabet med Catherine af Aragon, da hun ikke havde leveret ham den ønskede mandlige arving. Dette førte som bekendt til, at Henrik VIII fastslog, at Paven ikke længere havde nogen myndighed i England og oprettede den anglikanske kirke i England med kongen som overhoved, hvilket medførte, at kongen blev lyst i band. Samme år fik Clement sin 12-årige niece Catherine gift med den 15-årige kronprins til den franske trone, Frans 2. Clement VII døde i 1534 efter at have spist giftige svampe.

 

Catherine de Medici

Mediciene dominerede ikke kun politikken i Firenze, de giftede sig også ind i Europas kongefamilier. Eksempler herpå er Catharine og Maria de Medici. Catherine de Medici (1519-1589) var datter af Lorenzo de Medici. Efter franskmændenes belejring af Firenze blev hun i 1533 - 14 år gammel - gift med hertug Henrik af Orleans. Med ham fik hun 10 børn, bl.a. de følgende regenter Frans II, Karl IX og Henrik III. Da hendes mand besteg tronen som Henrik II, blev hun dronning af Frankrig. Da kongen i 1559 omkom under en jagtulykke, overtog hun landets styre på sønnen Frans II's vegne; Frans var kun 15 år gammel. Allerede året efter i 1560 døde Frans og blev efterfulgt af broderen Karl IX. Catherine regerede i sønnens sted, indtil han blev myndig. Hun fik så megen smag for magten, at hun nægtede at give den fra sig, da sønner blev myndig, og i de følgende år var hun de facto regent. Hun var dybt bekymret over de protestantiske huegenotters indflydelse på samfundet og især sønnen, og i 1572 iværksatte hun den såkaldte "Bartolomæusnat massakre", hvor næsten 50.000 protestanter blev dræbt. Hun fik sine døtre gift ind i de store kongehuse. Den ældste datter Elisabeth blev gift med Philip II af Spanien, og Marguerite til Henrik af Navarre. Catherine døde i 1589.

Maria de Medici

Maria de Medici (1573-1642), datter af Francesco I de Medici, storhertug af Toscana og Johanna, ærkehertuginde af Østrig, blev i 1600 gift med Henrik IV, konge af Frankrig. Året efter fik de sønnen Louis, den senere Louis XIII. Ægteskabet var ikke særlig godt, da Marie ikke kunne acceptere kongens elskerinder. Efter mordet på kongen i 1610 blev hun indsat som regent i sønnens sted. Sønnen var på det tidspunkt ni år. Hun havde desværre ikke særlige evner som regent og favoriserede sine italienske rådgivere, som forfremmedes til høje poster, mens de duelige franske ministre blev afskediget. I 1617 mistede sønnen Louis XIII tålmodigheden med hende, og sendte droningen i eksil på Château Blois, mens Richelieu, som var dronningens rådgiver, blev sendt tilbage til sit bispesæde. I 1619 var hun frontfigur i et adeligt oprør mod tronen, men oprøret blev hurtigt slået ned. Efter mægling af Richelieu blev kongen forsonet med sin moder, som i 1621 vendte tilbage til hoffet. Maria forsøgte at få afsat Richelieu, som var blevet kongens nære rådgiver, og i 1630 blev hun udvist fra Frankrig og boede først i Brüssel og senere i Køln, hvor hun døde i 1642. Hendes døtre blev med tiden dronninger af Spanien og England.

Cosimo I

Da Cosimo I (1519-1574) kom til magten i 1537, kun 18 år gammel, fik Firenze igen en magtfuld og ambitiøs leder. Cosimo nedstammede ikke fra Cosimo den Ældre, men fra dennes broder, Lorenzo. I 1540 flytter han ind i Palazzo della Signoria. Skønt Cosimo var en brutal politiker, var han også yderst kultiveret og støttede kunsten i hele Toscana. En af hans protegeer var Benvenuto Cellini, som fik bestilling på Perseus statuen foran Palazzo della Signoria. Han grundlagde "Accademia della Crusca", som arbejdede for fremme af det toscanske sprog (som siden har udviklet sig til det italienske sprog, vi kender i dag). Under hans ledelse erobrede Firenze de konkurrerende byer, Siena og Lucca efter langvarig belejring.

I 1564 udnævnte Cosimo sin ældste søn, Francesco til regent, mens han selv bevarede hertugtitlen. Den yngste søn, Ferdinando (senere Ferdinando I), blev i en alder af 14 år udnævnt til kardinal. Efter Michelangelos død i Rom sørgede Cosimo for at hans legeme blev bragt til Firenze, hvor det blev begravet i Santa Croce kirken. I 1569 udnævnte pave Pius V Cosimo til storhertug af Toscana, hvorved han kom til at overgå de øvrige fyrster i Italien. Han koncentrerede administrationen i en kontorbygning i Firenze, Uffizi. I samme bygning anlagde han et lille privatmuseum. I dag rummer bygningen, som du sikkert ved, et af verdens mest spændende museer. Han flyttede sin residens over Arno floden til Pitti Paladset, som familien havde købt i 1549. Cosimo lod bygge en privat korridor mellem Pitti Paladset og Palazzo Vecchio, hvor regeringen mødtes. (Det fortælles, at et personligt motiver til at bygge denne korridor, som passerer Ponte Vecchio, og som flere steder går i ni meters højde, var at slippe for stanken i de slagterforretninger, som Cosimo passerede på vejen).Cosimo overlod byggeriet til Vasari, som fuldførte det i løbet af fem måneder; projektet var oprindelig estimeret til fem år! Cosimo I døde i 1574 og blev efterfulgt af sin søn, Francesco I.

 

 

 

Francesco I

Francesco I (1541-1587) interesserede sig mest for videnskab og alkymi. I 1565 giftede han sig med Johanna af Østrig(1548-1578), datter af den romerske kejser, Ferdinand I. De får i alt 7 børn - uden at ægteskabet skulle have været særlig godt. Da Joanna døde, giftede Francesco sig med sin elskerinde Bianca - efter at have skilt sig af med hendes ægtemand. De fik ingen børn, men Francesco adopterede hendes søn fra første ægteskab. Desværre for Toscana viste Francesco sig at være en dårlig leder, og han optræder nærmest som en vasal for sin svigerfader, og han opkræver tunge skatter for at kunne betale tribut til kejseren. Som sin fader var han en stor beskytter af kunsten, og han lod bygge Medici Teatret og grundlagde Accademia della Crusca. Francesco og Bianca døde samme dag. Nogle mente, at det ikke særligt populære regentpar var blevet forgivet. Andre mente, at de døde af malaria. På grund af sin lave sociale rang blev Bianco ikke begravet i familiegravstedet. Francesco blev efterfulgt af sin yngre broder Ferdinando.

Ferdinando I

Ved Francescos død i 1587 blev han efterfulgt af sin yngre broder, Ferdinando I (1549-1609) som storhertug. Ferdinando var blevet ordineret til kardinal i 1562, 14 år gammel. Han beholdt denne post efter sin udnævnelse som storhertug, indtil han i 1589 ægtede Christine af Lorraine. I modsætning til sin forgænger var Ferdinando I en udmærket administrator, og Toscana blomstrede påny. Udenrigspolitisk arbejdede han for at befri Toscana for den spanske indflydelse, og han støttede den franske konge Henrik IV i dennes kamp mod "den katolske liga". Det lykkedes Ferdinando at overtale Henrik til at konvertere til katolicismen. Det gode forhold til Frankrig døde imidlertid ud, og Ferdinando skifte side og støttede Philip III af Spanien. Han forstærkede den toscanske flåde, som ved flere lejligheder besejrede pirater i de3 indre farvande. Ferdinando døde i 1609 og blev efterfulgt af sin ældste søn Cosimo.

Cosimo II

Ferdinando I og Christina havde fire sønner og fire døtre. Den ældste søn, Cosimo II (1590-1621) efterfulgte sin fader som storhertug ved dennes død i 1609. Efter et voldsomt feberanfald i 1615 begyndte Cosimos helbred at svækkes, og han døde i 1621. Cosimos søn, Ferdinando (II), som kun var 10 år gammel, blev udnævnt til storhertug. Indtil han blev gammel nok, lå ledelsen af Firenze i hænderne på to storhertuginder, Cosimos moder, Christina af Lorraine, og Cosimos hustru, Maria Magdalena af Østrig. Efter sigende havde de to kvinder hænderne dybt begravet i Mediciernes pengekasse. Cosimo fik otte børn med sin hustru. Ved hans død blev han efterfulgt af den ældste søn, Ferdinando.

Ferdinando II

Ferdinando II (1610-1670) blev formelt leder af Firenze som 10-årig efter faderens død i 1621. 17 år gammel blev han sendt på en rejse til de europæiske hovedstæder for at udvide sin horisont. Rejsen havde efter sigende ikke den ønskede virkning og gjorde ham i stedet forvirret og rodløs. I 1630, da pesten brød ud for alvor, forblev Ferdinando i Firenze sammen med sine brødre, mens størsteparten af adelen flygtede fra byen. Han var elsket af sine undersåtter, skønt han ikke var nogen særlig god hersker. Da Galilei blev indklaget for Inkvisitionen i 1633 på grund af sine kætterske meninger om det solcentrede univers, forsøgte Ferdinando at bruge sin indflydelse til at få afvist sagen, men det lykkedes ikke. Ferdinando II døde i 1670.

Cosimo III

Cosimo III de Medici (1642-1723) efterfulgte sin fader som storhertug af Toscana i 1670. I 1661 var han blevet gift med Marguerite Louise d'Orléans, datter af Gaston, hertug af Orléans og kusine til Louis XIV af Frankrig. Sammen fik de tre børn. Ved Ferdinando IIs død udbrød en veritabel magtkamp mellem enken og svigermoderen - Vittoria della Rovere - og svigerdatteren. Vittoria ønskede at spille en aktiv rolle i statens styring. Det samme gjaldt i nogen grad Marguerite Louise. Cosimo III afviste hustruens forlangende, hvorefter hun bad om separation og tilladelse til at tage tilbage til Frankrig. Cosimo indvilligede heri, og i 1674 vendte Marguerite Louise tilbage til Paris, hvor hun flyttede ind i et benedictinerkloster på Montmartre. Vittoria overtalte sin svage søn til at udskifte nogle af Ferdinando II's gamle ministre med personer med en kirkelig baggrund. Snart var fyrstedømmet genstand for latterliggørelse fra hele Europa. Desuden fortsatte den økonomiske nedtur, som havde været i gang siden begyndelsen af 1600-tallet. Cosimo døde i 1723, og blev efterfulgt af sønnen Gian Gastone.

Gian Gastone de Medici

Gian Gastone de Medici (1671–1737) skulle blive den sidste hersker af slægten Medici. Han overlevedes dog af sin søster, Anna Maria Luisa de Medici (1667–1743). Gian Gastone, der var vokset op uden sin moder (hun tog til paris, da Gian Gastone var ca 3 år gammel), viste sig at være en katastrofe som hersker. Skønt han tidligt viste homoseksuelle træk, fik hans velmenende søster Anna Maria Luisa ham i 1697 gift med Anna Maria Franziska, datter af hertugen af Saxe-Lauenburg. Det blev besluttet, at parret skulle bo i hustruens hjemland. Gian Gastone interesserede sig alene for videnskab og kunst, mens hustruen udelukkende interesserede sig for jagt og andre udendørs sysler. Efter et år flygtede Gian Gastone til sin moder i Paris, indtil faderen, Cosimo III tvang ham tilbage til Firenze. Hustruen blev tilbage på familieslottet. Gian Gastone fandt trøst ved hyppige udflugter til Prag og udviklede sig snart til alkoholiker. Ved faderens død i 1723 overtog han styret af et Firenze i stærk tilbagegang, og den "gode" Gian Gastone var ikke i stand til at vende denne udvikling. Efter at have forstuvet sin ankel i 1730 blev har stort set i sengen resten af livet sammen med sine mandlige elskere og sine elskede hunde. Gian Gastone døde i 1737, stærk senil og næsten blind. En af Gian Gastones sidste handlinger var at rejse et minde over Galilei i Santa Croce kirken og overføre den store videnskabsmands rester hertil. I hvert fald de fleste af dem, da adskillige dele blev tager som relikter. Fx kan man se Galileis finder på videnskabsmuseet i Firenze.

I 1735 havde de europæiske stormagter Østrig, Frankrig, Frankrig og England besluttet, at Lorraine skulle gå til Frankrig og Toscana til Østrig. I 1737 besatte østrigske tropper Toscana. Et dynasti, som havde varet i mere end 300 år, var nu afsluttet.

 

Efter al denne historiesnak kan du komme med til San Marco klostret, hvor en munk skabte de mest betagende religiøse freskomalerier.

 

San Giovanni Valdarno

må trods sin oprindelse, der præcist kan dateres til de sidste år af 1200-tallet, betegnes som en renæssanceby, endog som en renæssancens idealby, skabt af den store florentinske arkitekt Arnolfo di Cambio.

Dette kan måske virke noget forvirrende, da den kunstneriske og filosofiske orientering mod antikken, der opstod i Nord- og Mellemitaliens handelsbyer, og som betegnes renæssancen, ifølge de fleste historikere tog sin begyndelse omkring 1400, ligesom der er almindelig enighed om, at de tidligste kunstnere i denne kulturhistoriske periode var maleren Massaccio, billedhuggerne

Ghiberti og Donatello, arkitekterne Brunelleschi og Alberti og digterne Dante, Boccacio og Petrarca.

Førstnævnte kunstnere havde ganske vist deres gennembrud omkring 1400, men de nævnte digtere, som var de første der skrev på italiensk, virkede i første halvdel af 1300-tallet.

Holder man fast ved dateringen af renæssancens begyndelse til omkring 1400, så må en lang række af de bygninger i Firenze, som vi forbinder med denne periode, f.eks. Ponte Vecchio, kirkerne Santa Maria Novella og Santa Croce, domkirken og Palazzo Vecchio, hvoraf sidstnævnte tre alle har Arnolfo di Cambio som arkitekt, i stedet betegnes som middelalderlige eller gotiske.

Man må imidlertid nok erkende, at grundlaget for den kulturelle fornyelse og opblomstring, der hentede sin inspiration i den klassiske oldtids menneskesyn, tænkning og kunst allerede opstod med bystaternes fremvækst i 1200-tallet efter at centralmagten i Italien var opløst, og den tysk-romerske kejser havde mistet sit greb om Nord- og Mellemitalien og forstærkedes senere med pavernes flytning til Avignon i Sydfrankrig.

De italienske bystater kunne herefter forme deres eget politiske og åndelige liv, og på grund af den gunstige beliggenhed for transithandelen kom de til at ride på toppen af tidens velstandsbølge og fik overskud og lyst til en kulturindsats.

Desuden fik de ved handelsforbindelserne med Byzans og Mellemøsten nye impulser, især kendskabet til de dér opbevarede oldgræske tekster.

Mens kulturlivet i middelalderen havde været helt afhængigt af kirken, blev det i renæssancen byadelen og den velhavende borgerstand, og efterhånden næsten udelukkende sidstnævnte, der blev åndslivets beskyttere.

Der skete dermed en forskydning fra en religiøs til en mere æstetisk indstilling.

Man begyndte at tænke og optræde friere; kunst, litteratur og arkitektur prægedes af en almindelig frigørelse, og humanismen fortrængte middelalderteologien.

I videnskaben fandt efterhånden et nyt, mere erfaringsbegrundet verdensbillede sin form, og individualisme afløste middelalderens kollektivisme.

 

San Giovanni Valdarno er som Castelfranco og Terranova Bracciolini en af de Terre Nuove (nye byer), som Firenze fik grundlagt omkring 1300 for at samle befolkningen ved republikkens sydlige grænse og konsolidere sit overherredømme i dette område, der var plaget af idelige stridigheder mellem de loyale guelfere og de oppositionelle ghibellinere.

 

 

 

Byens grundplan er imponerende præcis.

Bymurene danner et rektangel på 100x300 florentinske Braccia (der betyder arme og er lig med 58 cm, altså næsten det samme som det gamle danske mål alen) og består af et system af retvinklede gader, som vi kender det fra den hjemlige fæstningsby Fredericia.

Trafikaksen mellem byportene i nordøst og sydvest, der også er en symmetriakse, går gennem de to pladser, der ligger i forlængelse af hinanden i hele byens længde.

Midterlinjen i byens hovedgade, Corso Italia, udgør tværaksen.

To parallelle gader med lige stor afstand fra midteraksen og andre to nordøst og sydvest for Corso Italia og parallelt med denne, men smallere, deler bebyggelsen op i seksten karréer.

Matrikelstørrelse er ligeledes reguleret. De bredeste og dybeste, og alle lige store, lå ud til hovedgaden, mens dem der ligger ud til parallelgaderne er væsentlig mindre.

Lad os nu gå fra parkeringspladsen ind på den lange, centrale plads, der er delt i to af et palæ på midten, Palazzo Pretorio, i dag byens rådhus.

Det kaldes også Palazzo d’Arnolfo, da man mener, det er tegnet af Arnolfo di Cambio.

Det er muligt, at det er ham, der har tegnet det, men det er først opført efter hans død.

For øvrigt er bygningen, som den fremtræder i dag, resultatet af ombygninger og udvidelser, der radikalt har ændret bygningens oprindelige udseende.

Underetagen bestod af en aflang, smal hal hen over pladsens midterakse omkranset af en søjlegang med hvælvinger båret af tykke, korte piller med undtagelse nordøstsiden, hvor der stod et lavt tårn.

Søjlerne på den sydvestlige langside var delvis forankret i murene omkring hallen.

På sydvestsiden var søjlegangen bredest og udgjorde en slags åben loggia ud mod pladsen.

En første ombygning fandt sted i begyndelsen af 1400-tallet for at afstive konstruktionen, men også for at give plads til det nystiftede vikariats retssal. På dette tidspunkt opførtes en porticus på sydøstsiden, af hvilken der efter den seneste ombygning i begyndelsen af 1500-tallet står de tre midterste piller tilbage. I 1427 opførtes klokketårnet.

Ved den tredje ombygning skabtes de portica, vi i dag ser på de tre sider og loggiaerne på 1. etage mod sydvest og nordøst blev ligeledes skabt.

I hele vikariatets levetid frem til midten af 1700-tallet har Valdarnos vikarer fået opsat deres våbenskjolde i sten, træ eller terracotta på palæets mure. Det ældste fra 1401, det yngste fra 1769.

Denne meget komplicerede bygningshistorie er blevet afdækket under den seneste restaurering i 1986-90.

 

På sydøstsiden af Piazza Cavour ligger Conservatorio di Santissima Annunziata, som oprindelig var et hospital tilhørende agostinerne, og som i dag rummer en skole og børneinstitutioner.

 

I det østlige hjørne af Piazza Cavour ligger Pieve di San Giovanni Battista, en kirke der, som navnet siger, er viet til Johannes Døberen.

Den blev påbegyndt i 1312 ved siden af byporten Sant’Andrea, men det meste blev allerede nedrevet i det første tiår af det følgende århundrede, og siden er kirken ombygget mange gange, hvad kirkens nuværende udseende tydeligt afslører.

Men trods de talrige indgreb virker bygningen meget harmonisk med sin trekantfronton og elegante, lette porticus med tre rundbuer hvilende på glatte søjler i såkaldt toscansk stil.

Kirken er etskibet og har træloft og er meget enkel i sin udsmykning, hvilket den dog ikke altid har været.

Man har blandt andet fra højalteret fjernet en meget smuk tryptykon af Mariotto di Nardo, som vi senere kan studere i Basilikaens museum.

Et lille stykke nede ad gaden Via Giovanni da San Giovanni, over for et agostinerkloster fra 1500-tallet ligger den samme ordens kirke Santissima Annunziata i senbarok stil.

Kirken, der er etskibet, rummer en række interessante kunstværker, bl.a. af den florentinske maler Antonio Puglieschi (slutn. af 1700-tallet).

Det drejer sig om to malerier forestillende Himmelfarten og Madonna, der overrækker et ordensbånd til helgenerne Augustinus og Monaca.

Lad os nu gå tilbage til pladsen og herfra til venstre ad Corso Italia.

Her ligger i nr. 105 det hus, hvor maleren Giovanni Manozzi, også kaldet Giovanni da San Giovanni, blev født i 1592.

Bygningen har bevaret sin smukke portal.

 

Længere fremme finder vi en nok så berømt malers fødehjem i nr. 83.

Her fødtes maleren Massaccio den 21. december 1401, som søn af en snedker.

Facademuren hviler på tre konsoller, der er dateret 1684.

Bygningen fremstår altså i dag med et andet udseende, end da den blev opført, men bygningens bredde er de oprindelige, foreskrevne 10 florentinske braccia, dvs. knap 6 m, ligesom dør- og vinduesåbningerne er bevaret.

Dørene gav adgang til forskellige afdelinger af huset. Den til højre til boligen på 1. og 2. sal, den til venstre til værksted og lagerrum.

Massaccio, blev kunstneren kaldt, men hans rigtige navn var Tommaso di Ser Giovanni di Mone.

Han var maler og hovedsagelig virksom i Firenze.

Han ændrede formsproget i maleriet radikalt, og hans strenge og kompromisløse værker var langt fra hans samtidiges dekorative gotik.

Man kender ikke noget til hans uddannelse. Men han studerede Giottos kunst.

Massaccio forstod centralperspektivets muligheder, og ved en fornem anvendelse af lys og skygge var han i stand til at betone rumlighed og fylde i figurerne.

I 1426 udførte han altertavlen til Santa Maria del Carmine i Pisa, som regnes for et af hans hovedværker; hovedtavlen findes i dag på National Gallery i London.

Hans sidste store værk er freskerne i Brancacci-kapellet i Santa Maria del Carmine i Firenze, som blev påbegyndt i 1425 i samarbejde med Masolino da Panicale.

Massaccio nåede ikke at fuldføre værket, da han døde i 1428, 27 år gammel.

Selv om Massaccio døde ung, bliver han sammen med Donatello regnet for den betydeligste kunstner i den tidlige renæssance, og hans revolutionerende stil fik stor indflydelse på højrenæssancens store mestre Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rafael.

Massaccios hus kan besøges, men kun når der er udstillinger i bygningen.

 

Vi kan nu gå tilbage til Piazza Cavour og forbi Palazzo Pretorio til pladsen bagved, Piazza Massaccio.

Her på venstre side ligger Palazzo Salviati, også kaldet il Palazzaccio, det grimme palæ.

Øgenavnet hentyder ikke til palæets udseende, men til et blodigt opgør i familien Salviati i 1600-tallet.

Palæet blev opført i 1300-tallet, men blev senere ombygget, og bygningen fremtræder i dag med sin loggia efter en nylig restaurering, som den så ud i senrenæssancen.

 

Går vi herfra ned ad gaden til venstre, Via L. Aborti, ser vi på venstre side af gaden kirken Chiesa delle Anime.

Den er sæde for den forening, som tidligere kaldtes Confraternita della Morte, Dødens broderskab, som blev indstiftet i 1636.

Den lille kirke blev i 1726 med broderskabets tilladelse inkorporeret i familien Carbolis nyopførte palæ.

Et vindue i palæet gav familien mulighed for at overvære messerne i kirken fra deres bolig.

I forbindelse med kirkens indbygning i palæet lod familien kirkerummet udsmykke med stukarbejder af florentinske kunstnere, og familien har også bekostet udsmykningen af højalteret.

I elegante stukrammer har den florentinske kunstner Dionisio Predellini udført en række freskomalerier forestillende skeletter med symboler på de jordiske gøremål før døden.

 

På højre side af gaden helt oppe mod pladsen ligger kirken San Lorenzo.

Kirken, som den fremtræder i dag, er med sine gotiske former karakteristisk for kirkebyggeriet i 1300-tallet, men en del af kirken er af ældre dato, idet der her lå en kirke fra den tidlige middelalder med fire lave hvælvinger, som kom til at udgøre det højre sideskib i den nye kirke.

Kirken undergik radikale ændringer under en restaurering i 1903 i forbindelse med fejringen af 500-året for Masaccios fødsel, som har tilbageført dele af kirken til en stil, som man imidlertid ikke havde dokumenteret eksistensen af.

Dog er interiøret rimeligt velbevaret og rummer megen billedkunst fra 1300- og 1400-tallet.

Den meget enkle facade er beklædt med sandsten op til indgangsportalens arkitrav og er derover i teglsten.

Portalen krones af en spidsbuet lynette, og oven over denne ser man et rundvindue og et andet rombeformet vindue.

Kirkens sidemur på venstre side, den eneste synlige, er for det meste i teglsten og opdelt af robuste stræbepiller, der indrammer et vindue.

Muren krones af en frise, der består af en række spidsbuer.

Inde er hovedskibet dækket af to mægtige korshvælv og har forbindelse til det højre sideskib gennem fire spidsbuer, der understøttes af tre kraftige, murede søjler og af en enkelt ottekantet.

Kirken rummer som nævnt mange kunstværker.

Koret har en strålende trefløjet altertavle af 1300-talsmaleren Giovanni del Biondo med en overordentlig livfuld Kroning af Madonna mellem engle og helgener.

Blandt disse ses på højre fløjstykke den helgen, som kirken er viet til, Sankt Laurentius, og på den venstre byens skytshelgen Johannes Døberen.

Freskoerne i højre sideskib er udført af Massaccios bror Giovanni Cassai, kaldet Scheggia, Splinten, på grund af hans spinkle udseende.

Blandt disse bør man især lægge mærke til dem, der skildrer forskellige scener fra Sankt Antonius Abbeds liv og martyren Sankt Sebastians.

Andre værker, der tidligere var at finde her i kirken, er nu udstillet i Basilikaens museum.

 

Og vi er nu fremme ved Basilikaen, som den kaldes, men dens fulde navn er Basilica di Santa Maria delle Grazie.

Den ligger for enden af Piazza Massaccio over for Palazzo d’Arnolfo.

Den er bygget som oratorium, bedekirke, i 1484 omkring et 1300-tals billede af Madonna, et billede som skal have udvirket det såkaldte Monna Tancia-mirakel.

Begivenheden skal have fundet sted i 1479 under et pestudbrud, der kom i kølvandet på en udmattende krig mellem Firenze og Perugia og ramte San Giovanni Valdarno særlig hårdt.

Et tremåneders forældreløst spædbarn, Lorenzo, blev ifølge overleveringen reddet af sin 75-årige bedstemor Tancia.

Hun skulle på mirakuløs vis have ammet spædbarnet efter at have bedt ved Madonnabilledet og derved have reddet barnets liv.

Begivenheden fortælles i en folkelig stil i de fresker, der er malet af Perugia-maleren Luberto da Montevarchi på indersiden af facademuren ved siden af højalteret.

Madonnabilledet blev umiddelbart efter genstand for tilbedelse.

Derfor blev der få år senere bygget et enkelt tabernakel omkring det.

Beslutningen om at opføre en bedekirke blev taget i 1484, og den stod færdig i 1523 og har siden været et centralt element i byens religiøse og civile liv.

Byggeprojektet var vanskeligt, idet Madonnabilledet sad højt over byporten San Lorenzo og vendte bort fra pladsen.

Oratoriet måtte således bygges oven på en hvælving, højt hævet over pladsen, således at byporten stadig kunne holdes åben for trafik, og tårnet i bymuren måtte forhøjes til det nuværende klokketårn.

For at få adgang til oratoriet byggedes to trapper, en til mænd og en til kvinder, som udgår fra en forgård, der vender ud mod pladsen.

Fra forgården er der gennem en portal, der krones af en lynette i glaseret terracotta af Giovanni della Robbia, adgang til det såkaldte mirakelkapel.

Bedekirken, der har tre skibe af ens højde, er altså fra slutningen af 1400-tallet.

I perioden 1720-25 udvidedes kirken med et stort kapel vest for den oprindelige bygning.

Dette kapel blev imidlertid ødelagt ved et bombardement i anden verdenskrig og blev i slutningen af 50’erne erstattet af den nuværende rotunde.

Facaden er, som det tydeligt kan ses, heller ikke den oprindelige. Den var i en så dårlig forfatning, at man i midten af 1800-tallet besluttede at erstatte den med den nuværende i en noget tung historicistisk stil.

 

I forbindelse med oratoriet ligger il Museo della Basilica, Basilikaens museum, en institution som blev indstiftet i 1864.

Det år samlede man i bedekirkens sakresti nogle af de mest værdifulde kunstværker fra byens kirker.

Dermed har man formentlig forhindret et muligt tab af byens kunstskatte.

I de seneste år har museet været direkte involveret i talrige restaureringer af monumentale bygninger.

En del af museets værker er i forbindelse med disse ført tilbage til deres oprindelige placering.

Det er f.eks. tilfældet med Giovanni del Biondos triptykon, der nu atter er placeret bag højalteret i kirken San Lorenzo.

Med henblik på restaurering og af sikkerhedsmæssige grunde er omvendt andre værker tilført museet.

Museet udstiller ganske få værker, men alle af stor lødighed, og de fleste fra den periode, hvor den kunstneriske udvikling kulminerede, dvs. 1400-tallet.

 

I museets første sal finder vi Beato Angelicos Mariæ bebudelse.

 

 

 

Det hang tidligere i franciskanerklosteret i Montecarlo, få kilometer fra byen.

Klosteret er i dag behandlingscenter for stofmisbrugere og kan ikke besøges.

I 1630, da alteret i klosterkirken blev ændret, blev Beato Angelicos altertavle beskåret, så det passede i bredden til det nye alter. Samtidig undergik det en hårdhændet restaurering.

Da det oprindelige alter i begyndelsen af 1900-tallet blev genskabt, blev de fraskårne dele af tavlen sat på igen og sat i en ny ramme i samme stil som Bebudelsesbilledet i Cortona.

Bebudelsen i denne fremstilling er placeret i en loggia-bygning.

Billedrammen udgør de yderste søjler i denne loggia, der er opdelt i to næsten lige store og i de store linjer symmetriske afdelinger.

Den venstre halvdel er afgrænset af to buer, der åbner sig ud mod en blomstrende have, mens den højre halvdel er afgrænset af en marmorvæg med antydning af to buer, der formentlig er en reminiscens af en oprindelig komposition med en åben loggia også i højre side.

Væggene krones af en frise med akantusranke på en rød baggrund, mens loftet er udsmykket med en falsk stjernehimmel.

En dør i baggrunden fører ind til Jomfru Marias enkle værelse med en lille vinduesåbning, lukket af et gitter, og en træbænk badet i lys.

Jomfruen er vist i det øjeblik hun modtager englen Gabriel, med hænderne over kors på brystet.

Bebudelsesenglen indtager samme positur i respekt for Kristi moder, og Helligåndens hvide due optræder som en lysende planet på stjernehimlen.

Uddrivelsen fra paradiset er skildret i øverste venstre hjørne af den blomstrende have, som i virkeligheden er Edens have, som det syndefulde menneske er uddrevet fra indtil den begivenhed indtræffer, som denne tavle beretter om.

Øverst, over buerne, næsten indhyllet i skriftebåndet, forkynder profeten Esajas Kristi komme.

I predellaen (bundstykket) fortælles fem historier fra Jomfru Marias liv.

 

I den anden sal udstilles en række billeder fra den florentinske skole fra 1400-tallet, der for de flestes vedkommende er hentet fra kirken San Lorenzo.

Der er tale om mindre kendte kunstnere, men de vidner om den store talentmasse, der fandtes også lokalt på daværende tidspunkt og endvidere om, at der i byen, trods dens lidenhed var et internationalt kunstmiljø, idet flere af værkerne er inspireret af den nordeuropæiske kunst.

Her finder vi et værk af Mariotto di Nardo: Treenigheden mellem Jomfru Maria, Maria Magdalena og helgenerne Jakob, Johannes Døberen, evangelisten Johannes og Antonius Abbed.

Denne tryptikon stammer fra kirken San Giovanni Battista.

Mariotto di Nardo virkede i Firenze og i andre byer i Mellemitalien fra ca. 1380 til 1424.

Han er eksponent for den strømning i den florentinske billedkunst i slutningen af 1300-tallet, der søgte tilbage til den tradition, der skabtes med Giotto i århundredets begyndelse.

Man taler om en nygiottisme, der er helt fremmed for de nye tendenser, der var fremherskende i Firenze på det tidspunkt maleriet blev malet (ca. 1405).

Et andet interessant værk er Mariotto di Cristofanos billede Christus Patiens mellem Jomfru Maria og Skt. Lucia og med Skt. Nikolaj og ærkeenglen Gabriel i predellaen.

Tavlen er hentet fra kirken Santa Lucia.

Det er en meget usædvanlig ikonografi, som man ellers kun ser i Nordeuropa, hvor den til gengæld er meget udbredt.

Man ser Jomfru Maria med en kalk i hånden, i hvilken der drypper blod ned fra Kristi sår.

Det er et billede, som er skabt til at tjene en form for kristen mystik, som man ikke kendte til i Firenze.

Mariotto har lavet andre nordisk inspirerede, mystiske billeder, blandt andre fresker i kirken San Miniato i Firenze, den såkaldte Feierntagschristus, hvor man ser Kristus’ arbejdsværktøj, en påmindelse om at holde hviledagen i hu.

Derefter følger fem tavler af kunstnerne Giovanni di Ser Giovanni, kaldet Lo Scheggia og Paolo di Stefano Bodaloni kaldet Paolo Schiavo.

Af førstnævnte er Den troende Madonna med barn og Kor af musicerende engle, mens sidstnævnte har malet et andet Kor af musicerende engle og helgenerne Asano og Blasius.

De fem tavler kommer fra et og samme kompleks, et tabernakel med bemalede døre, som stod i kirken San Lorenzo. Tavlerne var altså oprindelig døre.

Samarbejdet mellem disse to kunstnere, Massaccios bror og Paolo Schiavo, var ikke usædvanligt.

De arbejdede ofte side om side eller på samme værk på forskellige tidspunkter.

Paolo Schiavo har fået dette øgenavn, fordi han kom fra det slaviske område i Østeuropa.

Han kom til Firenze og studerede hos Masolino i hans værksted, hvor han mødte mestre som Domenico Veneziano og Massaccio og siden også Masaccios bror.

Påvirkningen fra Masolino og Veneziano er tydelig i Paolo Schiavos arbejder.

Scheggias tavler her er ikke uden påvirkning fra lignende kompositioner af Beato Angelico.

Det gælder især i hans Madonna med barn, men i detaljen er påvirkningen tydeligst fra broderen og Masolino.

 

Med dette besøg på det fine lille kunstmuseum har vi set de vigtigste af byens seværdigheder og kan nu tage videre.

 

Fra Sangiovanni Valdarno kører vi nu i sydlig retning ad provinsvej 68 mod Montevarchi og efter 4 km til venstre mod Loro Ciuffena.

Når vi har krydset Arno-floden, bevæger vi os ind på den højslette, som kaldes Prato Magno (den store eng), som strækker sig fra Firenze i sydøst mod Arezzo mellem Arno-dalen i vest og landskabet Casentino i øst.

Landskabet lever stadig op til sit antikke navn med dets frodige grønne enge, vinmarker og olivenlunde.

 

Lad os starte turen med et besøg i en af Medici-villaerne lidt nord for Firenze.

Kommer man fra Firenze, skal man blot følge skiltene mod Sesto Fiorentino, der ligger i nordøstlig retning, og få kilometer før denne lokalitet dreje til højre mod Villa Petraia.

 

Kommer man fra Firenzes lufthavn er der ganske kort at køre til denne landlige idyl.

 

For at kunne feriere i uforstyrret ro kunne Medicierne vælge mellem en snes villaer, og ofte faldt valget på Villa Petraia, som ligger i det blidt bakkede område nær Monte Morello, der kaldes Castello.

 

I 1300-tallet ejedes ejendommen af den ghibellinske familie Brunelleschi, der tro mod kejseren fra villaens mægtige tårn forsvarede sig mod de fjendtlige pisanere.

Siden kom villaen på familien Strozzis hænder, for derefter at blive erhvervet af familien Medici og deres efterfølgere Lorraine-familien.

I den korte periode efter Italiens samling i 1860, da Firenze var hovedstad, var Villa Pietraia den italienske kongefamilies sommerresidens.

I 1919 blev villaen købt af den italienske stat.

 

Villaen, som den fremtræder i dag, menes at være tegnet af universalgeniet Bernardo Buontalento (1536-1698).

 

Den domineres af et kæmpemæssigt tårn og indrammes af en smuk park all’italiano, der er i fire planer og dækker et område på halvanden hektar.

 

På nederste plan, parterre, kan man sidde på de opstillede bænke og nyde den vidunderlige udsigt over Firenze-sletten.

 

Går man derfra op mod trappeanlægget, kommer man op på figurplanet piano della figurina, det vigtigste, med den berømte statue forestillende Fiorenza (Venus), der vrider sit hår, af billedhuggeren Giambologna, der trods det italienskklingende navn var flamsk. Statuen blev bragt hertil fra den nærliggende Villa di Castello i 1700-tallet.

 

Men lad os gå ind i villaen.

Vi modtages af en charmerende gård, der virkelig er betagende.

Den dækkes af et hvælvet loft af glas og støbejern, og overalt på vægge og i loggia er der fine fresker af Volterrano, der beretter om Mediciernes største bedrifter.

 

 

 

Overdækningen, der er fra omkring 1870, skyldes kong Vittorio Emanuele IIs ønske om at skabe en balsal til sønnens bryllupsfest.

Villaens interieur er for nylig blevet ført tilbage, ikke til det udseende det havde i slutningen af 1500-tallet, hvilket nok vil skuffe nogen, men til slutningen af 1800-tallet, da kongefamilien residerede her.

Det er imidlertid gjort meget gennemført, og salene ånder af atmosfære.

Urenes tikken og kunstfærdige arrangementer af silkeblomster, som er tro kopier af malerier, bidrager til denne stemning af liv.

Der er mange kuriositeter, som bl.a. de 12 trommer i empire-stil, der er omdannet til nok ikke særlig komfortable puffer, som man finder i et af de royale arbejdsværelser.

På første sal finder man i spillesalen udover et billard og andre selskabsspil en forløber for den siden så populære flippermaskine, med aftrækker til kuglen, zigzag-baner og huller med pointmarkering.

På samme etage finder man også Bella Rosinas soveværelser.

Hun var kongens elskerinde, hvilket på ingen måde blev skjult, og efter dronningens død blev hun kongelig gemalinde med titlen ”grevinde af Mirafiori”.

Inden man forlader Villa Petraia, bør man også besøge parken i engelsk stil bag villaen, der i modsætning til haveanlægget foran med dets sirlige bede, er en naturlig grøn og frisk oase.

 

Lad os nu fra Prato bevæge os ud i det naturskønne Montalbano.

Syd for byen, i det blødt bakkede og frodige landskab ligger kommunerne Poggio a Caiano og Carmignano. Her producerer man fremragende DOC og DOCG vine og en ikke mindre udsøgt extravergine olivenolie.

 

Vi kører først til Poggio a Caiano, hvor Medici-villaen Ambra ligger.

Den er bygget til Lorenzo il Magnifico (den prægtige) og tegnet af Giuliano da Sangallo i 1479.

Som prototype på en renæssancevilla ligger den midt i en stor park og har tilbygninger i form af orangeri og stalde.

Det var de tidlige Mediciers foretrukne villa, og her fandt store familiebegivenheder sted.

Efter den sidste Medici Giangastones død i 1737 gik villaen som de fleste af Mediciernes ejendom i arv til deres efterfølgere som storfyrster, familien Habsburg-Lorraine.

Med Napoleons erobring af Nord- og Mellemitalien kommer Toscana ind i den franske indflydelsessfære, først som Kongeriget Etrurien og siden som en provins i kejserriget.

I denne periode undergår villaen store forandringer ude som inde på initiativ af først Marie Louise, Etruriens regent, og siden Elisa Baciocchi Bonaparte, Napoleons søster, der i 1804 blev prinsesse af Lucca og Piombino og fra 1809 storhertuginde af Toscana.

 

 

 

Villaen bliver sidstnævntes yndlingsresidens, og her havde hun en romance med den berømte violinist Nicolò Paganini, som afholdt en række koncerter i villaens teater.

En nyindretning finder siden sted efter at Firenze er blevet hovedstad i det nye monarki i 1860.

Kong Vittorio Emanuele tilbringer lange perioder her med sin elskerinde La bella Resina, hvilket soveværelserne i beletagen tydeligt vidner om.

I 1919 overgik villaen til den italienske stat, men stalde og avlsbygninger, som med villaen udgjorde en betydningsfuld arkitektonisk helhed, blev desværre videresolgt til private.

 

Villaen er et pragtfuldt eksempel på renæssancearkitektur, som er inspireret af den antikke romerske arkitekt Vetruvios teorier, men også af den lokale, landlige byggeskik.

I proportioneringen og valget af placering har man tydeligt fulgt den store florentinske arkitekt og teoretiker Albertis anvisninger, mens det plateau som bygningen er opført på leder tankerne hen på græske templer.

Giuliano Sangallo har formået at forene alle disse elementer i en stil, der vedkender sig sine rødder, men uden at være gold efterligning.

Bygningen er i det ydre nogenlunde intakt, når man ser bort fra de kurvede trapper, som fører op til terrassen.

De er skabt i begyndelsen af 1800-tallet for at lette adgangen til villaen for gæster i hestekøretøjer.

Bygningskroppen er i nederste stokværk omkranset af en arkade.

Ovenfor trapperne ser man en tempellignende forhal med en trekantgavl. På forhallens højre væg er der en fresko af Filippino Lippi, der forestiller Laocoontes offer.

Dens arkitrav er udsmykket med en frise i glaseret keramik med forskellige allegorier, et arbejde der er tillagt arkitekten og billedhuggeren Sansovino.

Villaens indre er som før antydet ændret flere gange.

I stueetagen kan man besøge hallen, Bianca Cappellas lejlighed, med mange oprindelige detaljer, Vittorio Emanueles billardsal og villaens teater fra 1700-tallet.

 

Den mest interessante del af villaen er Leo Xs salon på 1.sal med smukke loftsdekorationer af Sangallo og vægmalerier af Andrea del Sarto, Pontormo og Francabiglio, som skal have arbejdet der samtidig omkring 1520 samt af Alessandro Allori, der gjorde salen færdig i 1589.

Motiverne er hentet fra den antikke romerske historie, men har klare referencer til begivenheder i Mediciernes tid.

På første etage finder vi endvidere modtagelsessalen med monokrome billeder fra begyndelsen af 1800-tallet af Giuseppe Catani, der illustrerer bygningens tilblivelse.

Man ser blandt andet Lorenzo de’ Medici, som modtager en model af villaen af Giuliano da Sangallo.

Loftet er udsmykket med fresker af Antonio Domenico Gabbiani, der hylder fædrelandets fader Cosimo den Ældres virke for freden. Dette arbejde er fra 1698.

De øvrige værelser på denne etage er førnævnte soveværelser, som har tilhørt kong Vittorio Emanuele II og hans elskerinde Resina.

Den store trappe, der forbinder etagerne, er skabt samtidig med de buede trapper udenfor og af samme arkitekt, Poccianti (1807).

 

Efter besøget i villaen anbefales at besøge landsbyen Poggio, som ligger lige over for, ikke fordi den byder på de store seværdigheder, men fordi den rummer mange fine borgerhuse i tegl og sandsten, charmerende pladser, fritliggende villaer med fine haver omkring, alt sammen meget varieret både i stil og tid, men alligevel meget harmonisk, og her finder man også flere gode spisesteder.

Ikke langt derfra, nær landsbyen Comeana, der blev grundlagt af etruskerne, finder vi vigtige grave fra det 7. årh. f.Kr. som Tomba dei Boschetti og Tumulo di Montefortini.
Fra Comeana fører vejen videre opad mod Artimino, en karakteristisk og velbevaret befæstet landsby, borgo.

Over for den ligger en villa, der med sin særlige blanding af rural og urban arkitektur, enkelhed og raffinerethed på én gang, afslører at bygherren igen er Medici-familen.

Denne imponerende villa, der blev opført efter ordre fra storfyrst Ferdinand I og tegnet af Buontalenti, kaldes La Ferdinanda eller villaen med de 100 skorstene på grund af den skov af skorstenspiber i mange forskellige former, der skyder op fra taget.

Den er tænkt som jagtvilla og er i det ydre kendetegnet ved sin elegance og tilsyneladende enkelthed, typisk for den florentinske renæssance.

På forsiden af villaen fører en scenografisk dobbelttrappe, fuldført så sent som i 1930 efter Buontalentis tegninger, op til indgangspartiet og på siderne skyder hjørnerne frem i spidse trekanter, der leder tankerne hen på bastionerne i et fort.

Villaen rummer 56 rigt udsmykkede sale.

Efter at villaen overgik fra Medicierne til familien Lorriane og derefter til familien Maraini, er den nu ejet af et privat selskab, der udlejer den til konferencer, kongresser, fester og kulturelle arrangementer.

Den kan dog besøges.

I underetagen er der indrettet et arkæologisk museum, hvor man har udstillet talrige fund fra området, fortrinsvis fra den etruskiske kultur.

 

Syd for Artimini ligger den romanske sognekirke San Leonardo (10. årh.) og ikke langt derfra det betydelige abbedi San Martino in Campo (10.årh.).

 

 

Abbazia di San Giusto

 

I bakkerne, der støder op til dette område finder vi Abbazia di San Giusto al Pinone med den ældste sognekirke i Montalbano.

Fra dette område kan vi fortsætte op mod Carmignano, hovedbyen i området og center for den lokale vinproduktion.
Her var der i den etruskiske epoke en betydelig bosættelse, men en egentlig by vokser først frem, da området kommer i den romerske legionær Carminius besiddelse.

Byen var i middelalderen meget omstridt på grund af dens beliggenhed ved Via Francigena, der anvendtes af pilgrimme, men også af militære tropper.

Byen har således været involveret i mange blodige begivenheder, men mere fredelige begivenheder har også sat sine spor, som da den hellige Frans i 1211 missionerede i byen og ved den lejlighed fik skænket et landområde, hvor hans elev og første ledsager Bernardo da Quintavalle umiddelbart efter lod opføre et kloster.
Klostret ligger få skridt fra den centrale Piazza Vittorio Emanuele II.
 

Hvad der først overrasker er kirkens betydelige dimensioner og dernæst den elegante lille klostergård med dens enkle, klare linjer, karakteristiske for ungrenæssancens formsprog.
Den store franciskanerkirke er opført på resterne af det tidligere kloster San Francesco al Bosco, der blev grundlagt af førnævnte Bernardo di Quintavalle i 1211.
Den nuværende kirke blev opført omkring 1330 og overtog i 1782 funktion og navn fra den nedrevne, tidligere sognekirke ved foden af borgen, viet til byens skytshelgen Mikael, San Michele.

Når man har overtrådt tærsklen til den elegante søjleforhal - porticus – et elegant 1500-tals præludium til middelalderkirken og derefter har passeret indgangsportalen under skytshelgenen Mikaels formanende blik fra rosevinduet, kommer man ind i et kirkerum, der domineres af seks sidealtre, over hvilke der hænger interessante malerier fra modreformationens tid.
Det, der straks tiltrækker opmærksomheden, er værket over det andet alter på højre side, Besøgelsen af Jacopo Carucci, kaldet Pontormo (1494-1556), kirkens klenodie.
Det er udført omkring 1530 og de fire kvinder, der er portrætteret her, formår endnu i dag at fascinere beskueren på grund af kompositionens perfekte harmoni, klædningernes lethed og den aura, der udstråler af personerne.

Motivet er et af de mest udbredte i den kristne ikonografi, og Pontormo havde tidligere anvendt det i et ungdomsværk til SS. Annunziata kirken i Firenze.

Det beretter om besøgelsen, hvor Maria kort tid efter bebudelsen modtager sin aldrende slægtning Elisabeth, der også på mirakuløs vis har barn i vente.
De to kvinder har tydeligvis meget frydefuldt at tale sammen om, og glæden ved de nye liv og vel især Messias’ fødsel får Elisabeth til at juble højt!

Hun bærer Johannes Døberen - i sit liv, og efter sigende reagerer han spontant ved de mirakuløse efterretninger om Messas’ komme, som han just fornemmer: han sparker i livmoderen!

På denne vis lægges der allerede her kimen til det senere skæbnefællesskab og nære venskab mellem Johannes Døberen og Jesus.

Pontormo genskaber i dette værk det mest intense øjeblik i mødet mellem de to kvinder og deres tjenestepiger med en renæssancebysgade og palæer som baggrund.

 

 

Med romben som kompositorisk princip (formentlig inspireret af Dührers tryk) placerer han de fire figurer og opnår derved et meget intenst udtryk.

Med en moderne fotografs øje kunne man sige at den øverste del er indfanget med et teleobjektiv, mens de nedre linjer har vidvinkelobjektivets kurver og perspektiv.

Pontormo anvender lysende, brækkede farver, grøn, gul og rød i kvindernes klædninger.
Maria og Elisabeth ser hinanden dybt i øjnene og lader os ane, at de er vidende om den fælles rolle, der venter dem (den ene som Jesu moder, den anden som Johannes Døberens), mens de to tjenestepiger, af nogle tolket som deres spejlbilleder, stirrer på os beskuere som for at tiltrække sig vores opmærksomhed og få os til at reflektere over scenen.

Dette billede blev fuldkommen ignoreret af samtiden og var gemt af
vejen. Muligvis fordi familien Piandori, der havde bestilt det, var politiske modstandere af Medicierne.

En anden forklaring kunne være religiøst betinget. Maria og Elisabeth er ofte blevet anvendt som symboler på det nye og det gamle testamente, og endvidere som symbolet på foreningen af den gamle kirke i Rom og den nye katolske kirke. Billedets omfavnelse styrker denne tolkning.

På den tid, da Pontormo malede billedet i Firenze, anførtes den nye kirke af den Medici- og pavefjendtlige franciskaner-munk Savanarola, der endte sine dage med at blive brændt på bålet som kætter.
At et underliggende tema i billedet skulle være den officielle kirkes forsoning med reformkræfter kunne således forklare at billede holdtes skjult i modreformationstiden.

I de øvrige sidekapeller er der andre malerier fra modreformationsperioden, som det kan være interessant at iagttage på baggrund af Pontormos billede, men med undtagelse af Cosomo Lottis billede, det tredje alter på venstre side, vil man nok finde dem mindre fængslende både hvad angår tematik og teknik.

I højre side, højt oppe, er placeret et smukt alter, bygget af Italiens mest berømte orgelbyggere, Antonio Agati. Det er fra slutningen af 1700-tallet.
En sjov detalje man bør kigge på, inden man forlader kirken, er det våbenskjold i sandsten, som er sat op over døren til klostergården.
Det er fra det 16. århundrede og har som symbol en rampant løve (dvs. stående på bagbenene), der bærer en olivengren. Det var våbenskjold for olieproducenternes laug, som har bidraget til at finansiere ombygningen af San Michele fra kloster til sognekirke, men det viser også hvor lang og vigtig traditionen for at producere olivenolie er i Carmignano.

Hvad der også er en lang tradition for at producere på disse kanter er vin.

Det afslører det bølgende hav af vinstokke omkring byen.
Brillant, kaldte Cosimo IIIs livlæge Francesco Redi Carmignano-vinen i sit værk Bacco in Toscana (Bacchus i Toscana – 1673): rubinrød, der ved lagring udvikler mørk ravfarve, men også Artiminio-vinen begejstres han over: …men af en vin så ren, som de høster i Artimnio, vil jeg drikke et kar.

Carmigano-vinen, som allerede var berømmet for mere end 600 år siden opnåede en vigtig anerkendelse med Cosimo IIIs navnebeskyttelse og geografiske afgrænsning af produktionsområdet.

Den er således sammen med Chianti-vinen den ældste appellation i Italien.
Denne beskyttelse af områdets vin er i nyere tid blevet videreført af et lokalt konsortium, der for vinene
Carmignano (sammensat af Sangiovese og Cabernet) og Chianti Montalbano (Sangiovese, Canaiolo m.fl) har opnået den prestigefyldte betegnelse DOCG, men herudover er der også en række DOC-vine som Vino Ruspo (ung og mousserende, opnået af most gæret ved lav temperatur) og den exceptionelt gode Vin Santo, produceret af hvide druer, der efter høsten er lagt til tørre på stråmåtter indtil januar og derefter presset og modnet på små fade på gårdenes lofter.
Lad os afslutte omtalen af områdets fine vine med Redis ord:
det ville være en stor galskab og en forfærdelig skam at drikke Carmignano’en spædet med vand!
Der er mange muligheder for at smage på vinene både i byens butikker, men også på gårdene, når vi fortsætter vores tur vestpå til

 

 

print