Mediciernes rige - september 2020

Billedresultat for arma dei medici Rejse til Firenze og Medicivillaerne   

 
Renæssancekulturen opstod i Firenze i 1400-tallet efter at Medicifamilien var kommet til magten.
På det tidspunkt var Firenze en bystat, hvis magtområde ikke begrænsede sig til Firenze og dens opland, men til en stor del af det, som senere er blevet betegnet som Toscana, herunder bl.a. Pistoia, Prato, Pisa, Arezzo og Cortona.
For at markere sin magt og rigdom lod familien opføre en række slotte og herregårde , i Italien kaldet villaer, i hele sit magtområde. 
For at forstå denne berømte families baggrund, dens økonomiske og politiske succes og dens rolle i renæssancekulturens udvikling vil vi have udbytte af at følge i dens fodspor fra de elegante palæer og andre markante bygninger i Firenze ud til deres besiddelser på landet.
Medicierne var på nær en snes år ved magten i godt 300 år, fra 1434 til 1737. Familien var allerde i middelalderen kendt som industriherrer og bankierer, men først fra omkring 1400 markerede den sig blandt de ledende patricierfamilier som en af de få italienske renæssancefamilier, der gjorde karriere som pengemænd og ikke som condottièri
Den første Medici, der indskrev sig i historiebøgerne, var Giovanni di Bicci de' Medici (1360-1429) som grundlagde familiens bankvirksomhed. I modsætning til de gamle adelige slægter valgte han at repræsentere il popolo minuto, håndværkerne og de lavere sociale lag. Med gennemførelsen af en formueskat skabte han sig en diskret, men stor politisk karriere, der gjorde ham til Firenzes førstemand.
Giovanni di Biccis søn Cosimo Medici (den ældre) overtog i 1434 faderens rolle og sikrede familien både økonomisk og politisk. Hans søn Piero il Gottoso (1416-69) døde efter kun to år som ledende politiker, og hans søn Lorenzo il Magnifico (den prægtige) overtog rollen som byherre.
Under Lorenzo nåede Medicifamilien magtens tinde,  både økonomisk, politisk og kulturelt, og Firenze blev i Lorenzos tid et kulturelt centrum for Italien og Europa.

Firenze var ligesom Venezia i modsætning til andre italienske stater stadig en republik, og da Lorenzos søn Piero (1472-1503) kom til magten, viste Medicislægtens usikre og svage position sig, idet Piero i 1494 blev fordrevet efter en uheldig udenrigspolitik, og et nyt styre med dominikanermunken Savonarola som uformel leder tog magten.

Et vendepunkt indtraf imidlertid 1512-13, da Lorenzo il Magnificos søn kardinal Giovanni Medici blev pave under navnet Leo 10. Formelt vendte yngre efterkommere efter Lorenzo nu tilbage som ledere af byen. To af dem, Giuliano (1479-1516) og Lorenzo (1492-1519), sikredes et enestående eftermæle, idet Michelangelo skabte unikke gravmæler til dem i Sagrestia Nuova i kirken San Lorenzo, men i virkeligheden regeredes Firenze i den periode fra Rom af Leo 10. og siden hans fætter pave Clemens 7.; i perioden efter 1513 var en mellemitaliensk stat under Medicislægtens ledelse under dannelse.

I forbindelse med Clemens 7.s og kejser Karl 5.s indbyrdes strid og den for paven ydmygende plyndring af Rom, Sacco di Roma, i 1527 benyttede Firenze lejligheden til atter at fordrive slægten, men da kejser og pave på ny blev forsonet, vendte familien efter en lang belejring af Firenze med kejserlig hjælp tilbage i 1530, og i 1532 blev Firenze ophøjet til et arveligt hertugdømme for familien Medici, fra 1569 storhertugdømmet Toscana.

 

Peter Paul Rubens portræt af Francesco 1. de Medici (1541-1587) fra ca. 1622. Olie på træ. Billedet er en skitse til det store portræt på Louvre. Stat... | Læs mere

Den første hertug, Alessandro (1510-37), der nedstammede fra Cosimo, byggede og bemandede fæstningen Fortezza da Basso nord for byen, men omkom snart i voldsomme og blodige interne familiestridigheder, der førte til, at en efterkommer af Giovanni di Bicci, Cosimo 1. Medici, i 1537 blev hertug. Endnu et par dygtige storhertuger, Francesco 1. (1541-87) og Ferdinando, fortsatte i Cosimo 1.s fodspor og knyttede bl.a. ved en aktiv ægteskabs- og alliancepolitik Medicislægten til andre store europæiske dynastier. Således var Katarina Medici og Maria Medici gift med hhv. Henrik 2. og Henrik 4. af Frankrig. I 1600-t. blev Toscanas politiske og økonomiske rolle stærkt reduceret, og da Medicis mandslinje uddøde i 1737, og kvindelinjen i 1743, fortsatte habsburgsk-lothringske herskere som hertuger.

Selvom de sidste fire generationer af Medicislægten politisk og økonomisk var svage, var de dog alle præget af den gamle slægts interesse for kunst og kultur, og den sidste kvindelige arving, Anna Maria Louisa (1667-1743), skænkede hele familiens kunstneriske arv til byen Firenze.

Set in gorgeous and magnificent Tuscany, and immersed in the splendid countryside just outside favorite art cities like Florence and Lucca are the Medici Villas, built during the Florentine Renaissance and inserted onto the UNESCO World Heritage List in June, 2013.
More precisely, 12 villas total, along with two gardens, make up the UNESCO Site: the Boboli Gardens (Florence) and the Pratolino Gardens (Vaglia), the Florentine Villas of Careggi, La Petraia, Castello and Poggio Imperiale – the Belcanto Villa in Fiesole (also known as Villa Fiesole), the Poggio a Caiano Villa in Prato, the Villa in Cerreto Guidi, Villa La Magia (Quarrata, near Pistoia), Villa di Artimino (Carmignano, near Prato), Cafaggiolo a Barberino in Mugello, Villa del Trebbio (San Piero in Sieve) and Palazzo di Seravezza in Lucca.

The Medici Villas, as the UNESCO Committee writes, "bear testimony to the influence the Medici Family exerted over modern European culture through its patronage of the arts. Built between the 15th and 17th Centuries, they represent an innovative system of rural construction in harmony with nature and dedicated to leisure, the arts and knowledge."

These country residences are unprecedented for an epoch in which wealthy Florentines possessed either the classic rural farmsteads or ancient castles, each a symbol of power. These villas are are among the most important and lofty exemplars of Tuscan Renaissance and Baroque architecture. Their gardens and perfect integration with the local natural elements contributed to the emergence of a sensibility for landscape aesthetics, evidence of one of the defining traits of Renaissance humanism. 
The Boboli Gardens are also an ideal Italian garden. Conceived for the Granducal Palazzo Pitti, tthey are also connected to the Belvedere Fort, and they occupy a surface area of 484,376 sq ft. 
Outside the city, but still in the Province of Florence is the lush Parco della Villa Medicea di Pratolino; destroyed in 1822, it was later restructured and transformed into Villa Demidoff. The Park hosts significant artworks, including: "The Colossus of the Apennines" (Il Colosso dell'Appennino) by Giambologna. 

These residences represent what was an authentic microcosm of the world of court life, and they were equally “pleasure palaces” and diplomatic residences.  
Some of them served as the Medicis’ hunting lodges as well, particularly Trebbio and Cafaggiolo – also the first villas constructed, and thus featuring plenty fo 13th-Century fortification architecture. (Cafaggiolo also sprung up as a ceramics hub, with one of the most famous Renaissance ceramics workshops.) 

Then there were the summer residences, such as Villa di Artimino, also referred to as the “villa of fireplaces and chimneystacks,” given its numerous, what else, fireplaces and chimneystacks. Another of the abodes purposed for R&R was Villa di Fiesole, where Lorenzo de' Medici loved to gather with his humanist friends, e.g. Poliziano and Pico della Mirandola. 
Villa La Màgia was important, rather, for its strategic location, where an historic encounter between Duke Alessandro de' Medici and Emperor Charles V took place in 1536. Not to be left out is one of the oldest residences, Villa Careggi, dedicated not only to rest and relaxation, but also to the economy of agricultural activities. 

Today these residences serve varying functions. Some, like Villa La Petraia, one of the most beautiful – above all for its position overlooking the City of Florence – are part of the Florentine museum network. The Villa di Cerreto Guidi, a hunting lodge and hunting grounds, hosts the Historic Hunting and Territorial Museum.  Similarly, Villa Poggio a Caiano, commissioned to Giuliano da Sangallo by Lorenzo the Magnificent, is a museum.
Others are insitutional seats, such as Villa Castello, once decorated with Botticelli's La Primavera e La nascita di Venere ("Spring and the Birth of Venus"), and today official location of the Accademia della Crusca; the Villa of Poggio Imperiale - renovated in the Neoclassical style and hosting a public school -and Palazzo di Seravezza, Museum of the Peasant Work and Traditions of Historic Versilia . 

Renæssancen

Inden vi fortsætter vores tur i Firenzes kunstskatte, skulle vi måske kaste et blik tilbage på den fantastiske periode, som vi almindeligvis benævner "renæssancen". Det er vigtigt at gøre sig klart, at renæssancen ikke så meget er en bestemt epoke, men snarere et helt nyt syn på verden. Desuden vil jeg give en beskrivelse af den familie, som gennem mere end 300 år kom til at spille en afgørende rolle i Firenze, Toscana, ja hele Europa. Jeg tænker selvfølgelig på Medicierne, som vi møder overalt i Firenze. Hvis du ikke er historisk interesseret, men bare venter til at få præsenteret Firenzes kunstskatte, skal du nok springe denne side over.

Renæssancen opstod i de nord-italienske bystater i 1300-tallet. Ordet betyder "genfødelse", og det refererer til en genfødelse af antikkens skønhedsidealer. Fra en spæd begyndelse vokser den til at blive den dominerende kulturform i Italien i 1400-tallet. Italienerne mener, at den klassiske ånd og skønhed blev knust under barbarerne (germanerne og goterne i det 3., 4. og 5. århundrede). Betegnelsen renæssance ("rinascità") anvendes første gang i maleren Giorgio Vasaris (1511-1574) kunstnerbiografi (1550, udvidet udgave 1568). Denne ændring, som omfatter kunsten og arkitekturen, slår først igennem i de toscanske handelsbyer, Firenze, Siena, Venedig, Genova og Pisa i løbet af 1300 og 1400-tallet. Norditalien er både industrielt og handelsmæssigt førende i Europa. Dristige handelsfolk fra Venedig, Pisa og Firenze opererer i hele den kendte verden fra Spanien og Portugal i vest til Sortehavet i øst. De er således fortrolige med at forhandle med grækere, arabere, egypter, jøder, persere, indere og kinesere. Kendskab til andre kulturer og religioner har medført en åbenhed og tolerance, som ikke kendes i den øvrige del af Europa.

 

I 1439 afholdes kirkemøde i Firenze i et forsøg på at forene den østlige og vestlige kristendom. Dette medfører en sand invasion af lærde prælater, som er velbevandrede i græsk litteratur og kultur. Mange af dem forelæser i Firenze om græsk kunst, kultur, filosofi og litteratur, og byens elite lytter begejstret. Nogle af forelæserne føler sig så godt modtaget, at de vælger at blive i Firenze. Da kristendommens hovedstad i det byzantinske rige, Konstantinopel i 1453 bliver erobret af ottomanerne (tyrkerne), flygter mange af byens lærde til Norditalien, i mange tilfælde medbringende antikke håndskrifter. Fra omkring år 1500 slår renæssancen også igennem i Nordeuropa. I løbet af 1800-tallet udvides begrebet til at omfatte hele den kulturelle forvandling, der sker i Europa. Renæssancen bryder med middelaldermenneskets idealer om ydmyghed og askese og stadig tanke på livet efter døden og fokuserer i stedet på menneskets muligheder i denne verden. Disse tanker anfægter også kirkens position i Europa og lægger vægt på det individuelle gudsforhold. Denne udvikling er formentlig med til at igangsætte reformationen, men det er en anden historie.

Renæssancens betydning

Kunstnerne opdager, hvorledes man kan tegne/male i tre dimensioner, og opdager perspektivet. Dette bringer nyt liv til deres værker. Kunstnerne bryder ud af den hidtidige tradition med alene at frembringe religiøse værker og begynder at interessere sig for natur og videnskab. Eksempler på kunstnere af denne tid er Botticelli, Michelangelo, Leonardo, Raphael, Donatello og Ghiberti, som vi alle kommer til at møde på de følgende sider.

Arkitekterne opfører bygningsværker, som er større og mere storslåede end tidligere. Med inspiration fra den klassiske fortid indføres nye regler for proportioner og perspektiv. I Firenze opføres prægtige paladser og kirker. Filippo Brunelleschi bygger på katedralen i Firenze den største kuppel, verden har set.

Videnskaben blomstrer. Leonardo da Vinci foretager banebrydende studier af den menneskelige anatomi, og Galileo Galilei rokker ved den katolske kirkes fundament ved sin erklæring om, at jorden bevæger sig rundt om solen.

Med opdagelse af trykkekunsten kan nye ideer spredes hurtigere og længere end før, hvilket især kommer den voksende middelklasse til gode. Giorgio Vasari udarbejder sin kunstnerbiografi og fungerer som PR-mand for Medici familien. Machiavelli, realpolitikkens første spindoktor, skriver en manual om ledelse, "Fyrsten", hvori han beskriver et samfund, hvor målet altid retfærdiggør midlet.

I en ny verden med kommunikation og debat kommer den katolske kirke under stort pres for sin korruption og dekadence. Den tyske munk, Martin Luther publicerer sine kætteriske tanker for hele verden (Europa) og baner dermed vejen for en revolution (reformation), som deler den kristne verden.

 

Magtkampene i Firenze

Partiopdelingen i Firenze - og de øvrige italienske byer - afspejlede den gamle strid mellem kejseren og paven. "Ghibellinerne", det gamle, konservative, aristokratiske parti, som oprindelig kom fra Siena, var tilhængere af kejseren, mens "Guelferne", som bestod af købmænd, lavadel og håndværkere, søgte pavens støtte til Firenzes uafhængighed. Næsten hver by i Italien var splittet mellem ghibellinerne og guelferne. Og splittelsen var meget dyb, på nogen punkter næsten bizar. Hvis ghibellinerne bar fjeren i hatten i den ene side, bar guelferne den i den modsatte side. Hvis ghibellinerne skar frugt over på tværs, skar guelferne dem over på langs. Hvis ghibellinerne bar røde roser, bar guelferne hvide. I Crema brændte ghibelliner en Kristusstatue, fordi hans ansigt vendte i "en guelfisk retning". I Bergamo blev nogle mænd fra Calabrien dræbt, fordi de spiste hvidløg "en guelfisk måde".

Fra ca 1075 var Firenze en frikommune eller republik. Over tiden skete der flere ændringer af styreformen. Fra 1138 blev byen/staten styret af fire konsuler. Antallet af konsuler voksede, indtil der var i alt 12, nemlig to fra hvert af de førende laug i byen. Konsulerne blev støttet af et råd på 100 "Buonuomini" (gode mænd). Endelig udgjorde alle byens våbenføre mænd en forsamling eller parlament. I 1215 kom det til en magtkamp mellem ghibellinerne og guelferne. I 1250 overtog Guelferne magten efter Ghibellinerne, hvorefter Firenze var et demokrati i 10 år. I praksis lå magten dog hos de magtfulde købmænd og bankfolk. I 1260 blev Firenze indtaget af kejser Frederik II's søn Manfred, som med støtte af ghibellineren Farinata degli Uberti forsøgte at opnå magten i hele Italien. Farinata gik heldigvis i forbøn for Firenze, hvilket sparede byen for at blive nedbrændt. Dante - se nedenfor - beskriver Farinata med respekt i Inferno. Da Ghibellinerne igen kom til magten, afskaffede de demokratiet. I 1266 blev Manfred dræbt, og Ghibellinerne blev igen fordrevet, hvilket betød afslutningen for dette parti. I 1293 blev demokratiet genindført, og den ny grundlov gav magten til håndværkerlaugene. Herefter kunne alene deres medlemmer blive valgt til byrådet (priorkollegiet). I 1292-1293 under prior Giano della Bella, en adelsmand, som sympatiserede med middelklassen, forsøgte man at indføre en mere retfærdig forfatning. Denne forhindrede byens adelsmænd i at have offentlige poster, og der blev oprettet en post som "Gonfaloniere". Denne blev valgt af sine priorkolleger, og han skulle stå i spidsen for hæren, og forsvare de lavere klassers interesser. Guelferne, som måske savnede deres gamle modstander Ghibellinerne, havde delt sig i to fraktioner: I Neri ("de sorte"), som var tilhængere af Karl af Valois og paven, og I Bianci ("de hvide"), som ville forsvare Firenzes selvstændighed. Dante, som du hører mere om nedenfor, tilhørte "de hvide". Striden mellem de sorte og de hvide Guelfer var ikke altid lige indædt. I rolige stunder konkurrerede de fx om, hvem der kunne lave de flotteste parader. I en periode, da "de sorte" dominerede, besluttede de, at alle lykkelige begivenheder skulle markeres med sort. Fx skulle der ved fødsel af et drengebarn lægges en sort bønne i en krukke på rådhuset. Når en pige blev født, lagde man en hvid.

 

I 1294 blev Bonifacius VIII pave. Han var en lærd jurist med diplomatisk snilde, men med en herskernatur. Han er blevet kaldt "en højhjertet synder" - og Dante anbragte ham i helvede i sin "Inferno". Hans mål var, at pavestolen ikke kun skulle have overhøjhed over kirken, men også over staterne, herunder Toscana. Paven forsøgte at opnå sit mål gennem den franske prins Karl af Valois. Den 1. november 1301 erobrede Karl byen, og efter flere dages plyndring overtog "de sorte" magten i Firenze. På dette tidspunkt var Dante, som tilhørte "de hvides parti", i Rom for sammen med tre andre priorer at få paven til at skifte kurs. I deres fravær blev de idømt to års landsforvisning samt en formidabel bøde, som skulle betales i løbet af tre dage. Hvis bøden ikke blev betalt rettidigt, ville forvisningen være livsvarig og alle de dømtes ejendom og ejendele blive konfiskeret.

 

I 1328 blev det igen muligt for adelsmændene at tage del i byens styre, og i 1342 afløstes det borgelige styre igen af det traditionelle adelsmandsvælde, men det holdt kun et års tid. Resten af århundredet var præget af uroligheder. I 1422 kommer for første gang en Medici til magten, idet Giovanni bliver valgt til gonfaloniere ("borgmester").

???????De politiske forhold

I 1400-tallet var Firenze en bystat, som ikke blot beherskede Firenze, men også Pisa, Cortona, Arezzo, Pistoia med tilhørende opland. Byen havde gennem mindst 100 år haft en dominerende og meget specialiseret tekstilindustri. Det vides, at et stykke uldklæde skulle gennem 30 processer, som hver blev udført af en arbejder med særlig uddannelse heri. Men Firenze havde også en stor produktion af mange andre produkter. For at lette afsætningen af sine varer havde Firenze erobret Pisa, hvorfra man sendte sine varer ud over hele den kendte verden. I Genua lejede man skibe, som fragtede florentinske varer til Egypten, Persien, Indien og Kina. Udefra kommende konkurrerende varer blev pålagt beskyttelsestold.

Finansiering af denne produktion og handel blev varetaget af firs bankierfamilier. De betydeligste var Bardi, Peruzzi, Piti og Medici. Så store var disse banker, at de undertiden blev bedt om at finansiere krige mellem stater. I 1345 gik en bank fallit efter at have lånt den engelske konge Edward III 1.365.000 floriner til at føre krig for.

 

Firenzes næringsdrivende og håndværkere var opdelt i laug (arti). Man skelnede mellem to grupper af laug: "arti maggiore", som omfattede klædefabrikanter, uldfabrikanter, silkefabrikanter, buntmagere, finansmænd, læger og apotekere, og "arti minori", som omfattede de mindre betydningsfulde laug som slagtere, bagere, tømrere osv. Kun laugsmedlemmer havde stemmeret. De adelige, som efter en revolution i 1282 var blevet frataget stemmeretten, måtte tilslutte sig et laug for at genvinde den.

 

Byrådet, "Signoria", bestod af otte byrådsmedlemmerne, "priorer". Af de otte priorer kom de fire medlemmer fra "arti maggiore", og de øvrige fire fra "arti minori". De var alle laugsformænd, som blev udvalgt ved lodtrækning. Byrådet valgte en leder, en såkaldt "gonfaloniere". Det samme forhold gjorde sig gældende i den rådgivende forsamling, "consiglio del comune". Denne forsamling trådte sammen for at tage stilling til de forslag, som priorerne forelagde. Ved sjældne lejligheder sammenkaldte priorerne alle vælgerne, "parlamento". Det skete ved at ringe med den store klokke i Palazzo Vecchio.

 

Man tilskriver almindeligvis Firenze i tiden før Medicierne et udstrakt demokrati, hvilket ikke er en korekt beskrivelse. Kun den velhavende overklasse havde stemmeret, og selvfølgelig kun mænd. De undertvungne bysamfund havde intet at sige i byrådet i Firenze.

 

 

 

Medici-familien

Finansiering af den store produktion og handel blev varetaget af firs bankierfamilier. De betydeligste var Bardi, Peruzzi, Piti og Medici. Så store var disse banker, at de undertiden blev bedt om at finansiere krige mellem stater. I 1345 gik en bank fallit efter at have lånt den engelske konge Edward III 1.365.000 floriner til at føre krig for. Medici-familien var en magtfuld og indflydelsesrig familie i Firenze under den periode, vi benævner renæssancen. Familiens rigdom stammede fra tekstilhandel, men senere bankvirksomhed medførte, at familien i 1400-tallet formentlig var den rigeste i hele Europa.

 

 

 

 

 

Ovenfor er vist et stamtræ over den magtfulde Medici-familie. Med få undtagelser er kun vist mandlige medlemmer, hvilket jeg beklager overfor kvindekønnet.

 

 

Fremtrædende medlemmer af Medici

I det følgende gives en kort beskrivelse af de mest fremtrædende medlemmer af familien Medici. Familien tilhørte mellemklassen (popolani), og altså ikke adelen, og var meget populær blandt den jævne befolkning (popolo minuto). Familiens kan føres tilbage til 1291, da Chiarismo de Medici blev medlem af rådet. Averardo de Medici, som i 1314 blev valgt til gonfaloniere, grundlagde slægtens formue gennem handel og bankvirksomhed. Familiens formue blev yderligere forøget under Giovanni di Bicci de Medici (1360-1429), søn af Averardo de Medici, således at familien blev den rigeste i Italien, formentlig endog i hele Europa. Familiens politiske indflydelse tiltog, og i 1421 blev Giovanni valgt til gonfaliere, leder af rådet. Denne titel betyder egentlig "fanebærer" og henviser til, at indehaveren af titlen skulle føre byens fane under ceremonielle begivenheder. Han grundlagde Banco Medici i Rom og blev pavens bankier. Midt i 1400-tallet havde banken filialer i Genève, London og Brugge, Europas vigtigste handelsbyer. Under kirkemødet 1414-1418 i Konstanz spillede Giovanni en betydelig rolle. I 1386 giftede Giovanni sig med Piccarda Bueri og de får to sønner, Cosimo og Lorenzo.

Cosimo den Ældre

Giovannis ældste søn, Cosimo den Ældre (1389-1464) anses for den egentlige grundlægger af familiens magtposition. Hans "naturlige fjender" er de øvrige bankfamilier, Strozzi, Pazzi, Acciaioli og især Albizzi. I første omgang tabte han kampen mod Albizzi og blev forvist fra Firenze i 1434, men året efter bragte befolkningen ham tilbage til magten. Skønt han ikke havde noget formelt embede, styrede han Firenze som en konge resten af livet, dvs omkring 30 år. Under hans styre blomstrede Florence, og Cosimo brugte en betydelig del af sin store formue til at støtte litteraturen og kunsten; selv levede han et enkelt liv. Cosimo, som var passioneret bogelsker, opbyggede det største bibliotek i Europa og anskaffede mange græske værker fra Konstantinopel, fx af Platon. Cosimo støttede kunstnere som Ghiberti, Brunelleschi, Donatello, Alberti, Fra Angelico og Ucello, som du alle vil møde, hvis du følger med Birgit og mig på vores færd rundt i Firenze. Det er Cosimos fortjeneste, at det tidligere omtalte kirkemøde i 1439, blev afholdt i Firenze. Paven, patriarken af Konstantinopel og kejser af det østromerske rige Johan VIII Paleologus var blandt gæsterne. Det var et forsøg på at forene den østlige og vestlige kristendom. Under Cosimo og hans efterkommere styre udvikler Firenze sig til Europas kulturelle centrum og den nye humanismes vugge.

Piero de Medici

Cosimos søn, Piero de Medici (1416-1469) regerede fra 1464-1469. Han fortsatte sin faders økonomiske, politiske og kulturpolitiske linie og var meget respekteret for sit humanistiske sindelag og sin høje moral. Han havde ikke faderens naturlige lederevner og mødte megen modstand. Piero overlevede flere kupforsøg, hvorunder flere betroede medarbejdere planlagde at myrde ham. Attentatet blev opdaget i tide. Piero afstod fra at lade dræbe og sendte dem i stedet i eksil. Piero døde i 1469 efter længere tids sygdom. På det tidspunkt var der stor uenighed om byens styre.

 

 

Lorenzo den Prægtige

Ved Piero de Medicis død i 1469 kommer hans ældste søn, Lorenzo de Medici (1449-1492) til at styre Firenze. Allerede fra sit 13. år havde Lorenzo haft repræsentative pligter for Firenze, og han blev betragtet som den naturlige efterfølger, selv om han var knap 21 år gammel. Han var belæst og intelligent, men hans diktatoriske ledelsesform gav ham en del fjender, især den fornemme gamle Pazzi-familie. Lorenzos yngre broder Giuliano de Medici (1453-1478) blev opfattet som en playboy, men til trods herfor fik han også visse funktioner i byens ledelse.

Det lykkes Pazzi-familien at få pavestolen i Rom involveret i et forsøg på at styrte Lorenze og Giuliano, og pave Sixtus IV ville have indsat Kardinal Riario som hersker. Med i sammensværgelsen er også ærkebiskoppen af Pisa. Søndag den 26. april 1478 under højmessen i domkirken i Firenze forsøgte medlemmer af Pazzi-familien og andre at myrde de to unge brødre. Jeg vil fortælle mere om forsøget, når vi på en af de følgende sider tager på besøg i domkirken. Men jeg kan fortælle, at Giuliano blev dræbt, mens Lorenzo blev lettere såret og undslap. Lorenzo tog en blodig hævn, hvorunder en kardinal blev taget til fange, og ærkebiskoppen og mange af Pazzi-familiens medlemmer blev hængt fra rådhusets vinduer. Ved stort personligt mod lykkedes det for Lorenzo at styrke sin position i Firenze.

 

Lorenzo tog livlig del i byens aktiviteter, og med sine kloge dispositioner sikrede han, at både familieformuen og Firenzes pengekasse svulmede. Samtidig blomstrede kunsten som aldrig før (eller siden). Lorenzo, som selv skrev digte, var en stor mæcen, og han indbød unge kunstnere til at bo i sit hjem. Først Leonardo da Vinci, senere Michelangelo, Botticelli, Filippino Lippi oma. Det fortælles, at især Michelangelo blev inspireret ved studium af Lorenzos mange antikke skulpturer. Lorenzo oprettede "Det Platoniske Akademi", og var i det hele taget dybt fascineret af litteratur, arkitektur, malerkunst og filosofi. Han får tilnavnet "den Prægtige" (il Magnifico). Men Lorenzos egensindige styre og ekstravagante livsstil kostede ham i det lange løb borgernes tillid (man kunne fristes til at trække en parallel til forholdene i en københavnsk omegnskommune).

 

I 1485 dukkede Girolamo Savonarola, en dominikanermunk fra San Marco, op på den florentinske scene. Han havde i en periode været forvist til Bologna, men Lorenzo havde sørget for, at han kunne vende tilbage til Firenze. Savonarola var en dommedagsprædikant, som prækede bod og anger, og han rasede mod magtmisbrug og korruption i pavekirken. Han beskyldte offentligt sin velgører Lorenzo for at ruinere staten (Firenze) ved sit store privatforbrug, og mange florentinere følger ham. Lorenzo, den mest magtfulde af Medicierne nogensinde, døde i 1492. Han skal efter sigende have fået besøg af Savonarola på sit dødsleje. Skulpturerne på hans gravsted i San Lorenzo kirken er lavet af Michelangelo. Macchiavelli, som du hører mere om i det følgende, kaldte Lorenzo Medici "den største beskytter af litteratur og kunst, der har været". To af hans sønner blev senere paver. Hans anden søn Leo blev pave Leo X, og hans adoptivsøn Giulio (imellem os var han vistnok en uægte søn af Lorenzos dræbte broder) blev pave Clemens VII.

 

Piero de Medici

Piero de Medici (1472-1503) efterfulgte sin fader, Lorenzo den Prægtige i 1492, men han holdt sig kun ved magten i to år. Der var udbrudt krig mellem Milano og Napoli, og hertugen af Milano havde fået støtte af den franske konge Karl VIII. Da hans hær nåede Firenze i september 1494, blev Piero tvunget til af afgive herredømmet over nogle byer i forbindelse med fredsslutningen. Dette vakte så stor utilfredshed i Firenzes befolkning, at Medicierne blev fordrevet fra byen. Piero levede i eksil, intil sin død. Piero omtales undertiden som "Piero den Uheldige".

 

 

Girolamo Savonarola

Efter Mediciernes fald i 1494 blev Girolamo Savonarola leder af Firenze. Han kaldte styreformen for "en kristen og religiøs republic". En af hans første handlinger er at indføre dødsstraf for homoseksualitet - hidtil har det kun været omfattet af bødestraf. Han ønskede, at Firenze skulle være "Guds By", og han forbød al luksus. Og befolkningen fulgte ham. i 1497 gennemførte han en offentlig afbrænding af al "blasfemisk" kunst. Drenge blev sendt fra dør til dør og indsamlede alle overflødige ting som spejle, kosmetik, hedenske bøger, spil, selskabsdragter og også uerstattelige værker af såkaldt umoralske kunstnere. Fx kastede Sandro Botticelli nogle af sine egne kunstværker på bålet på Piazza della Signoria (rådhuspladsen). Befolkningen fik dog snart nok af Savonarolas moralske og kyske leveregler. Under Savonarolas prædiken den 4. maj 1497 kom der tilråb fra mængden, og snart efter genåbnede kroerne og der blev igen spillet offentligt. Den 13. maj 1497 blev han udstødt af kirken af pave Alexander VI, som Savonarola kaldte for "antikrist". Kirken var også bekymret for, om disse strømninger skulle sprede sig til den øvrige del af Italien (ja, jeg ved godt, at der ikke var noget Italien på den tid, men du ved, hvad jeg mener). I 1498 blev han hængt og brændt som kætter efter at have være udsat for kraftig turtur. Niccolo Machiavelli, forfatter af "Fyrsten", overværede henrettelsen og skrev om den. Efter 18 år er Medicierne tilbage til magten over Firenze.

Fra år 1498 til 1512 var Firenze en republik, som bevarede flere af Savonarolas institutioner, bl.a. Det Store Råd. Styret var franskvenligt. I år 1511 oprettede Pavestaten (Rom) under Julius II "Den Hellige Liga", som omfattede staterne Venedig, England, Aragon (Spanien) og Det tysk-romerske rige. Denne koalition var vendt mod den franske besættelse. Efter flere slag må franskmændene trække sig ud af Italien i 1513. Firenze ville ikke med i ligaen, og Medicierne vendte tilbage for en kort bemærkning. I 1527 gjorde Firenzes befolkning oprør, og Medicierne måtte flygte igen. Fra 1530 til 1900-tallet forblev Firenze et hertugdømme.

 

 

 

Pave Leo X

Lorenzo den Prægtiges anden søn, Giovanni de Medici (1475-1522) blev pave i 1513 og antog navnet Leo X. Magten over Firenze overgik dermed til den yngre broder, Giulio. Lige fra barnsben var Giovanni udset til at gøre karriere indenfor kirken. Natten før hans fødsel havde hans moder drømt, at hun fødte en løve foran altret i Firenzes domkirke. Hun overbeviste Lorenzo om, at deres søn var bestemt for en gejstlig karriere, og allerede som 7-årig anlagde han tonsur. Som 13-årig blev han udnævnt til kardinal. Dog med det pavelige forbehold, at han først skulle tiltræde to år senere. En rekord, som formentlig aldrig er slået. Giovanni benyttede tiden til at studere teologi og kirkeret. I 1492 flyttede den 16-årige Giovanni til Rom og begyndte at fungere som pave. Under den franske invasion, som fordrev Medicierne fra Firenze, søgte Giovanni tilflugt i Bologna. Herfra foretog han i venners selskab rejser til flere fremmede lande - hvilket ikke bekom paven særlig godt. I 1513 blev Giovanni som nævnt valgt til pave. Han fejrede det med en overdådig parade i Rom, hvori deltog gøglere, pantere og en hvid elefant.

Denne parade skulle vise sig at være et godt tegn på Leo X's pengeforbrug, som var umådeligt. Han byggede hospitaler og klostre. Den igangværende ombygning af Peterskirken stillede også enorme krav til Vatikanets pengekasse. Herudover uddelte Leo X almisse med rund hånd til tidligere soldater, pilgrimme, studenter, syge og invalide. Denne ekstravagance harmede en gruppe kardinaler så meget, at de lagde planer om at myrde ham med gift. Disse planer slog dog fejl. Det er også blevet fremført, at Leo X opfandt plottet og brugte det til at presse penge af de kardinaler, som han ikke brød sig om. Under Leo X bliver pavedømmet Italiens stærkeste politiske magt.

 

Martin Luther undsagde bl.a. Leo X for hans salg af afladsbreve for at finansiere sine mange byggerier og hans store privatforbrug. Den 15. juni udstedte Leo X en bandbulle mod Luther, (der som bekendt brændte den offentligt). Den 3. januar 1521 blev Luther udstødt. Leo X døde samme år.

 

Pave Clement VII

Endnu en Medici skulle komme på pavestolen, nemlig Giulio de Medici (1478-1534), som var fætter til Leo X og (uægte) søn af Lorenzo den Prægtiges broder, Giuliano. Som tidligere nævnt blev faderen myrdet med den daværende paves velsignelse under højmesse i Firenze i 1479. Lidt bizart. I 1513 blev han udnævnt til kardinal af sin fætter pave Leo X, hvis fortrolige han var. I 1517 blev han udnævnt til ærkebiskop af Firenze. I 1523 - efter et konklav, som varede 50 dage - blev han valgt til pave. Som de øvrige Medicier omgav han sig med kunstnere og intellektuelle, og i hans nærhed fandt man navne som Machiavelli, Cellini, Rafaello og Michelangelo. Sidstnævnte blev - efter sigende noget mod sin vilje - bestilt til at udsmykke loftet i Det sixtinske Kapel. Efterfølgende vendte Michelangelo tilbage til Firenze for at udføre gravmonumenterne for Giuliano og Lorenzo.

Da Frans I af Frankrig invaderede Italien i 1524, skiftede Clement side og støttede franskmændene. Dette viste sig at være en fejltagelse, da den spanske konge og tysk-romerske kejser, Karl V året efter slog franskmændene eftertrykkeligt ved Pavia. De spanske tropper rykkede sydpå og indtog Rom den 6. maj 1527, der som så ofte før blev udsat for plyndring (Il Sacco di Roma). Halvdelen af byens bygninger blev ødelagt. Clement, som havde søgt tilflugt i Castel San Angelo, blev tvunget til at overgive sig. Efter seks måneders fangenskab blev han frigivet. I mellemtiden havde borgerne endnu engang sendt Medicierne i eksil. Efter fredsslutningen i 1530 kronede pave Clement VII Karl V til tysk-romersk kejser og konge af Lombardiet. Karl V genindsatte Medicierne som herskere i Firenze - og Clement indsatte sin illegitime søn Alessandro som hertug.

 

I 1533 afslog Clement VII at acceptere den engelske konge Henrik VIII's ønske om at annullere ægteskabet med Catherine af Aragon, da hun ikke havde leveret ham den ønskede mandlige arving. Dette førte som bekendt til, at Henrik VIII fastslog, at Paven ikke længere havde nogen myndighed i England og oprettede den anglikanske kirke i England med kongen som overhoved, hvilket medførte, at kongen blev lyst i band. Samme år fik Clement sin 12-årige niece Catherine gift med den 15-årige kronprins til den franske trone, Frans 2. Clement VII døde i 1534 efter at have spist giftige svampe.

 

Catherine de Medici

Mediciene dominerede ikke kun politikken i Firenze, de giftede sig også ind i Europas kongefamilier. Eksempler herpå er Catharine og Maria de Medici. Catherine de Medici (1519-1589) var datter af Lorenzo de Medici. Efter franskmændenes belejring af Firenze blev hun i 1533 - 14 år gammel - gift med hertug Henrik af Orleans. Med ham fik hun 10 børn, bl.a. de følgende regenter Frans II, Karl IX og Henrik III. Da hendes mand besteg tronen som Henrik II, blev hun dronning af Frankrig. Da kongen i 1559 omkom under en jagtulykke, overtog hun landets styre på sønnen Frans II's vegne; Frans var kun 15 år gammel. Allerede året efter i 1560 døde Frans og blev efterfulgt af broderen Karl IX. Catherine regerede i sønnens sted, indtil han blev myndig. Hun fik så megen smag for magten, at hun nægtede at give den fra sig, da sønner blev myndig, og i de følgende år var hun de facto regent. Hun var dybt bekymret over de protestantiske huegenotters indflydelse på samfundet og især sønnen, og i 1572 iværksatte hun den såkaldte "Bartolomæusnat massakre", hvor næsten 50.000 protestanter blev dræbt. Hun fik sine døtre gift ind i de store kongehuse. Den ældste datter Elisabeth blev gift med Philip II af Spanien, og Marguerite til Henrik af Navarre. Catherine døde i 1589.

Maria de Medici

Maria de Medici (1573-1642), datter af Francesco I de Medici, storhertug af Toscana og Johanna, ærkehertuginde af Østrig, blev i 1600 gift med Henrik IV, konge af Frankrig. Året efter fik de sønnen Louis, den senere Louis XIII. Ægteskabet var ikke særlig godt, da Marie ikke kunne acceptere kongens elskerinder. Efter mordet på kongen i 1610 blev hun indsat som regent i sønnens sted. Sønnen var på det tidspunkt ni år. Hun havde desværre ikke særlige evner som regent og favoriserede sine italienske rådgivere, som forfremmedes til høje poster, mens de duelige franske ministre blev afskediget. I 1617 mistede sønnen Louis XIII tålmodigheden med hende, og sendte droningen i eksil på Château Blois, mens Richelieu, som var dronningens rådgiver, blev sendt tilbage til sit bispesæde. I 1619 var hun frontfigur i et adeligt oprør mod tronen, men oprøret blev hurtigt slået ned. Efter mægling af Richelieu blev kongen forsonet med sin moder, som i 1621 vendte tilbage til hoffet. Maria forsøgte at få afsat Richelieu, som var blevet kongens nære rådgiver, og i 1630 blev hun udvist fra Frankrig og boede først i Brüssel og senere i Køln, hvor hun døde i 1642. Hendes døtre blev med tiden dronninger af Spanien og England.

Cosimo I

Da Cosimo I (1519-1574) kom til magten i 1537, kun 18 år gammel, fik Firenze igen en magtfuld og ambitiøs leder. Cosimo nedstammede ikke fra Cosimo den Ældre, men fra dennes broder, Lorenzo. I 1540 flytter han ind i Palazzo della Signoria. Skønt Cosimo var en brutal politiker, var han også yderst kultiveret og støttede kunsten i hele Toscana. En af hans protegeer var Benvenuto Cellini, som fik bestilling på Perseus statuen foran Palazzo della Signoria. Han grundlagde "Accademia della Crusca", som arbejdede for fremme af det toscanske sprog (som siden har udviklet sig til det italienske sprog, vi kender i dag). Under hans ledelse erobrede Firenze de konkurrerende byer, Siena og Lucca efter langvarig belejring.

I 1564 udnævnte Cosimo sin ældste søn, Francesco til regent, mens han selv bevarede hertugtitlen. Den yngste søn, Ferdinando (senere Ferdinando I), blev i en alder af 14 år udnævnt til kardinal. Efter Michelangelos død i Rom sørgede Cosimo for at hans legeme blev bragt til Firenze, hvor det blev begravet i Santa Croce kirken. I 1569 udnævnte pave Pius V Cosimo til storhertug af Toscana, hvorved han kom til at overgå de øvrige fyrster i Italien. Han koncentrerede administrationen i en kontorbygning i Firenze, Uffizi. I samme bygning anlagde han et lille privatmuseum. I dag rummer bygningen, som du sikkert ved, et af verdens mest spændende museer. Han flyttede sin residens over Arno floden til Pitti Paladset, som familien havde købt i 1549. Cosimo lod bygge en privat korridor mellem Pitti Paladset og Palazzo Vecchio, hvor regeringen mødtes. (Det fortælles, at et personligt motiver til at bygge denne korridor, som passerer Ponte Vecchio, og som flere steder går i ni meters højde, var at slippe for stanken i de slagterforretninger, som Cosimo passerede på vejen).Cosimo overlod byggeriet til Vasari, som fuldførte det i løbet af fem måneder; projektet var oprindelig estimeret til fem år! Cosimo I døde i 1574 og blev efterfulgt af sin søn, Francesco I.

 

 

 

Francesco I

Francesco I (1541-1587) interesserede sig mest for videnskab og alkymi. I 1565 giftede han sig med Johanna af Østrig(1548-1578), datter af den romerske kejser, Ferdinand I. De får i alt 7 børn - uden at ægteskabet skulle have været særlig godt. Da Joanna døde, giftede Francesco sig med sin elskerinde Bianca - efter at have skilt sig af med hendes ægtemand. De fik ingen børn, men Francesco adopterede hendes søn fra første ægteskab. Desværre for Toscana viste Francesco sig at være en dårlig leder, og han optræder nærmest som en vasal for sin svigerfader, og han opkræver tunge skatter for at kunne betale tribut til kejseren. Som sin fader var han en stor beskytter af kunsten, og han lod bygge Medici Teatret og grundlagde Accademia della Crusca. Francesco og Bianca døde samme dag. Nogle mente, at det ikke særligt populære regentpar var blevet forgivet. Andre mente, at de døde af malaria. På grund af sin lave sociale rang blev Bianco ikke begravet i familiegravstedet. Francesco blev efterfulgt af sin yngre broder Ferdinando.

Ferdinando I

Ved Francescos død i 1587 blev han efterfulgt af sin yngre broder, Ferdinando I (1549-1609) som storhertug. Ferdinando var blevet ordineret til kardinal i 1562, 14 år gammel. Han beholdt denne post efter sin udnævnelse som storhertug, indtil han i 1589 ægtede Christine af Lorraine. I modsætning til sin forgænger var Ferdinando I en udmærket administrator, og Toscana blomstrede påny. Udenrigspolitisk arbejdede han for at befri Toscana for den spanske indflydelse, og han støttede den franske konge Henrik IV i dennes kamp mod "den katolske liga". Det lykkedes Ferdinando at overtale Henrik til at konvertere til katolicismen. Det gode forhold til Frankrig døde imidlertid ud, og Ferdinando skifte side og støttede Philip III af Spanien. Han forstærkede den toscanske flåde, som ved flere lejligheder besejrede pirater i de3 indre farvande. Ferdinando døde i 1609 og blev efterfulgt af sin ældste søn Cosimo.

Cosimo II

Ferdinando I og Christina havde fire sønner og fire døtre. Den ældste søn, Cosimo II (1590-1621) efterfulgte sin fader som storhertug ved dennes død i 1609. Efter et voldsomt feberanfald i 1615 begyndte Cosimos helbred at svækkes, og han døde i 1621. Cosimos søn, Ferdinando (II), som kun var 10 år gammel, blev udnævnt til storhertug. Indtil han blev gammel nok, lå ledelsen af Firenze i hænderne på to storhertuginder, Cosimos moder, Christina af Lorraine, og Cosimos hustru, Maria Magdalena af Østrig. Efter sigende havde de to kvinder hænderne dybt begravet i Mediciernes pengekasse. Cosimo fik otte børn med sin hustru. Ved hans død blev han efterfulgt af den ældste søn, Ferdinando.

Ferdinando II

Ferdinando II (1610-1670) blev formelt leder af Firenze som 10-årig efter faderens død i 1621. 17 år gammel blev han sendt på en rejse til de europæiske hovedstæder for at udvide sin horisont. Rejsen havde efter sigende ikke den ønskede virkning og gjorde ham i stedet forvirret og rodløs. I 1630, da pesten brød ud for alvor, forblev Ferdinando i Firenze sammen med sine brødre, mens størsteparten af adelen flygtede fra byen. Han var elsket af sine undersåtter, skønt han ikke var nogen særlig god hersker. Da Galilei blev indklaget for Inkvisitionen i 1633 på grund af sine kætterske meninger om det solcentrede univers, forsøgte Ferdinando at bruge sin indflydelse til at få afvist sagen, men det lykkedes ikke. Ferdinando II døde i 1670.

Cosimo III

Cosimo III de Medici (1642-1723) efterfulgte sin fader som storhertug af Toscana i 1670. I 1661 var han blevet gift med Marguerite Louise d'Orléans, datter af Gaston, hertug af Orléans og kusine til Louis XIV af Frankrig. Sammen fik de tre børn. Ved Ferdinando IIs død udbrød en veritabel magtkamp mellem enken og svigermoderen - Vittoria della Rovere - og svigerdatteren. Vittoria ønskede at spille en aktiv rolle i statens styring. Det samme gjaldt i nogen grad Marguerite Louise. Cosimo III afviste hustruens forlangende, hvorefter hun bad om separation og tilladelse til at tage tilbage til Frankrig. Cosimo indvilligede heri, og i 1674 vendte Marguerite Louise tilbage til Paris, hvor hun flyttede ind i et benedictinerkloster på Montmartre. Vittoria overtalte sin svage søn til at udskifte nogle af Ferdinando II's gamle ministre med personer med en kirkelig baggrund. Snart var fyrstedømmet genstand for latterliggørelse fra hele Europa. Desuden fortsatte den økonomiske nedtur, som havde været i gang siden begyndelsen af 1600-tallet. Cosimo døde i 1723, og blev efterfulgt af sønnen Gian Gastone.

Gian Gastone de Medici

Gian Gastone de Medici (1671–1737) skulle blive den sidste hersker af slægten Medici. Han overlevedes dog af sin søster, Anna Maria Luisa de Medici (1667–1743). Gian Gastone, der var vokset op uden sin moder (hun tog til paris, da Gian Gastone var ca 3 år gammel), viste sig at være en katastrofe som hersker. Skønt han tidligt viste homoseksuelle træk, fik hans velmenende søster Anna Maria Luisa ham i 1697 gift med Anna Maria Franziska, datter af hertugen af Saxe-Lauenburg. Det blev besluttet, at parret skulle bo i hustruens hjemland. Gian Gastone interesserede sig alene for videnskab og kunst, mens hustruen udelukkende interesserede sig for jagt og andre udendørs sysler. Efter et år flygtede Gian Gastone til sin moder i Paris, indtil faderen, Cosimo III tvang ham tilbage til Firenze. Hustruen blev tilbage på familieslottet. Gian Gastone fandt trøst ved hyppige udflugter til Prag og udviklede sig snart til alkoholiker. Ved faderens død i 1723 overtog han styret af et Firenze i stærk tilbagegang, og den "gode" Gian Gastone var ikke i stand til at vende denne udvikling. Efter at have forstuvet sin ankel i 1730 blev har stort set i sengen resten af livet sammen med sine mandlige elskere og sine elskede hunde. Gian Gastone døde i 1737, stærk senil og næsten blind. En af Gian Gastones sidste handlinger var at rejse et minde over Galilei i Santa Croce kirken og overføre den store videnskabsmands rester hertil. I hvert fald de fleste af dem, da adskillige dele blev tager som relikter. Fx kan man se Galileis finder på videnskabsmuseet i Firenze.

I 1735 havde de europæiske stormagter Østrig, Frankrig, Frankrig og England besluttet, at Lorraine skulle gå til Frankrig og Toscana til Østrig. I 1737 besatte østrigske tropper Toscana. Et dynasti, som havde varet i mere end 300 år, var nu afsluttet.

 

Efter al denne historiesnak kan du komme med til San Marco klostret, hvor en munk skabte de mest betagende religiøse freskomalerier.

 

 

 

 

 

© 2019 \\ design: edwd.nl \\ powered by website baker

print