Napoli og Amalfikysten sept. 2011

Program for Italiensk Forums tur til Napoli og Amalfikysten 24. september - 1. oktober 2011.

Rejseleder Luigi d’Ambrosio
 
Denne rejse går til Campania regionen, som har en befolkning på knap 6 mio og som dermed huser ca. 10 % af Italiens befolkning. Regionens areal er kun på 4,5 % af landets samlede areal og dette giver en relativt stor befolkningstæthed, hvoraf en stor del bor i regionens hovedstad Napoli og dens provins. Dette medfører en by med stor aktivitet og et hektisk liv, men samtidig en meget charmerende og livlig by med mange monumenter fra århundrederne.
Et lille udpluk af disse vil vi vise på denne rejse. Efter 4 travle dage i Napoli tager vi sydpå til Amalfikysten, hvor der er fredeligt og roligt. Undervejs besøger vi de to ruinbyer Ercolano (herculanum) og Pompei.
 
Napoli
Napoli er den største by i Syditalien og hovedstad i regionen Campania. Byen har omtrent 1 million indbyggere. Byen ligger ved vulkanenVesuvs fod. Vesuv overvåger byen fra sit 1.200 m høje bjerg, og den anses som en konstant trussel for hele området; faktisk siger man, at vulkanens tilstedeværelse er med til at præge napolitanernes livsstil. Befolkning karakteriseres af andre italienere som impulsiv, livsnyder og rodfæstet i nuet. 
 
Napoli blev sandsynligvis grundlagt af græske kolonister omkring 8. århundrede f.Kr.
Det græske navn Neapolis betyder "Den nye by". Selv om den blev erobret af romerne i 300-tallet f.Kr., beholdt den længe sin græske kultur.
Frem til Italiens samling var Napoli et selvstændigt kongedømme under Bourbonernes styre, som omfattede det meste af det sydlige Italien og Sicilien. Det er netop under Bourboneners styre, at Napoli oplevede sin storhedstid, både industrielt og kulturelt.
Byen og omegnen var en vigtig etape af 1800-tallets dannelsesrejser også kendt som Grand Tour, hvor europæiske intellektuelle og adelsmænd tog til bl.a. Italien for at lære om landets egnes historie og kultur. Det er eksempelvis under Bourbonerne, at Napolis Teatro San Carlo bliver opført. Teatro San Carlo er således det ældste operahus i verden, som fremdeles er i drift. Det blev indviet 4. november1737.
Gastronomien er en af byens mest kendte og værdsatte turistprodukter. Ethvert besøg i byen bør derfor ledsages af de mange godbidder, som byen byder på. Traditionelt anses pizzaen for at stamme fra Napoli og der findes utallige pizzeriaer i byen som byder på mange smagfulde oplevelser. Vi kigger forbi et par af dem under vores besøg. I byen kan man heller ikke være foruden kagerne fra den napolitanske tradition: man kan altid spare på kalorier ved hjemkosten! For den store finale i ganesymfonien er der kaffen, eller il caffè. Når kaffen drikkes i Napoli skal den nydes med de tre C’er: carico, caldo e comodo!
 
Byens fodboldklub SSC Napoli er også en magtfaktor i Italiensk fodbold, med en fanatisk fanbase, og Diego Maradona har blandt andet spillet adskillige år i netop denne klub med stor succes. Som alle andre italienere har napolitanerne et religiøst forhold til deres hold, men dette forhold udspiller sig i høj grad i Campanias hovedstad.
Napoli er netop en by, hvor religionen på mange måder spiller en stor rolle i befolkningens syn på hverdagen. Emner som livets udfordringer, dødens mysterier og håb på mirakler er vigtige brikker i Napolis puslespil.
 
Hvad skal vi ellers se på turen?
På turen skal vi udover Napoli opleve det vulkanske område Campi Flegrei, Pompeii og Herculanum og Amalfikysten. Vi vil som nævnt tilbringe tre nætter i Vietri sul Mare ved Amalfikysten. Amalfikysten er en ca. 50 km lang kystudstrækning, som er kendt verden over for sit smukke og farverige landskab. Busturen langs kysten vil tage pusten fra jer, bogstaveligt talt! Amalfikysten figurerer på UNESCOs liste over verdenskulturarven.  
Dette gælder også Pompeii og Herculaneum, som er de to mest kendte byer, der blev ødelagt ved Vesuvs udbrud i år 79.
I de delvist udgravede byer kan vi få et meget godt indtryk af den tids liv med boliger, torve, handelspladser, amfiteatre, ja endog mennesker, idet der er udført flere afstøbninger i de hulrum, hvor disse blev begravet.
Vesuv er dog ikke den farligste vulkan i Napoliområdet.
Det er den såkaldte supervulkan Campi Flegrei, et vulkansk område, som ligger vest for Napoli og som er karakteriseret af bradisismen, som er det geologiske fænomen, der medfører, at jorden er i konstant bevægelse, opad og nedad.
Men vær rolig, det kan ikke mærkes!  Dog observeres. I Pozzuolis midtby skal vi se på et gammelt romersk marked, der fungerer som måler for bradisismen. 
Når vi er i et vulkansk område, skal vi naturligvis besøge en vulkan. Det bliver Pozzuolis Solfatara, som er en sekundær vulkan og fungerer som Campi Flegreis ventil.  
 
 
Napoli og Danmark
Den danske forfatter Hans Christian Andersen er en af de danske intellektuelle, som besøgte Napoli under sin dannelsesrejse og ved at læse hans fortællinger fra rejsen får man det indtryk, at H.C. Andersen følte stor begejstring for byen.
 
Tidligere hed byen Neapel på dansk - det opfattedes således som meget autentisk, da Bournonville i midten af 1800-tallet kaldte sin ballet "Napoli" og fastholdt den korrekte stavemåde. Den gamle danske staveform Neapel kendes i dag næsten kun fra talemåden: "Se Neapel og dø!".
 
I dag er der flere danskere, der vælger at udforske Napoli-bugten.
Dette skyldes også den direkte flyforbindelse mellem København og Napoli.
Der er dog stadig væk mange, som fravælger området pga. det dårlige ry, som byen lider af både nationalt og internationalt.
Napolis problemer er kun ét af byens ansigter. Det er derfor mig en stor fornøjelse at kunne guide jer på denne tur og en stor ære at kunne vise jer byens andre ansigter.
Det er en udfordring at kunne beskrive en by som Napoli, men for mig er byen mere en tilstand end andet; den er en oplevelse i sig selv og ikke bare en ramme for personlige oplevelser. Velkommen om bord!
Luigi d'Ambrosio
 
 
Vores rejseleder Luigi har en international kandidatuddannelse i Kultur, Kommunikation og Globalisering fra Aalborg Universitet, hvor han i 2008 skrev speciale med titlen "An explorative research of place branding of the Campi Flegrei region on the Danish market".
Luigi er født i Pozzuoli ved Napoli, men bor i dag i Aalborg og underviser på Aalborg Universitet og FOF. Luigi engagerer sig i at formidle Napoli og omegnen som turistdestination i Danmark ved at holde foredrag. Han var også guide i 2010 for en gruppe danske turister i Napoli bugten. 
Han taler flydende dansk.
 
   
Stikord for turen:
Fire dage i en hektisk storby, som tidligere var hovedstad i kongeriget Begge Sicilier
Historie
Kunst i Metroen
Vulkansk og anden natur aktivitet
Tilbageblik til Romerriget
To dage i et smukt område med strand og udsigter
 
Tilgængelighed
I Napoli er der pænt jævnt terræn, men vi går nogle lange ture på op til 3-4 km.
Pompei er nogle steder lidt ujævn at gå i, og der er trapper, men ikke mange.
Trappen op til domkirken i Amalfi er ret høj, men nogenlunde bekvem.
Vejen fra bussen til Villa Cimbrone i Ravello er med nogle mindre trappeforløb både op og ned.
 
 
Dagsprogram
 
Lørdag den 24. september
Kl. 08.00 seneste mødetid i Karup
kl. 09.50 flyafgang fra Karup med fly fra Cimber Sterling
kl. 10.40 ankomst Kastrup og derfra videre sammmen med deltagerne fra Kastrup
 
kl. 10.15 seneste mødetid for de deltagere, der rejser fra Kastup
kl. 12.15 flyafgang fra Kastrup med fly fra Cimber Sterling
kl. 14.55 ankomst til Napoli
 
Transfer til hotellet og indkvartering.
 
Kl. 20 går vi til det berømte Pizzeria Brandi, hvor pizza Margherita blev “opfundet” i 1889, og vi nyder nogle af dem (inkluderet).
 
1. nat i Napoli  
 
 
 
Søndag den 25. september
8.30 turistbus til Caserta ca 30 km nord for Napoli.
Her ser vi Bourbonernes enorme kongeslot ”La Reggia di Caserta”, som er Italiens pendant til Frankrigs Versailles. Det er omfattet af UNESCOS liste over bevaringsværdige, menneskeskabte ting.
Det er et kompleks med 1200 værelser (og 1790 vinduer), bygget i Italiensk barokstil.
Den tilhørende park fylder 120 ha, og er ca. 3 km lang.
(Entré til slot €7, entré til park €3, fælles billet til begge 9€ - vi besøger begge, men man kan vælge blot at besøge slottet)
http://www.reggiadicaserta.beniculturali.it/index.php?option=com_frontpage&Itemid=1
 
FROKOST på en lokal restaurant (inkluderet)
Efter slottet kører vi til det nærliggende Casertavecchia, hvor vi ser den hyggelige middelalderby, som ligger blot 10 km NØ for Caserta på en ca. 450 m lang højde. Casertavecchia havde sin storhedstid under normannernes styre, hvor bl.a. domkirken blev bygget. Byens forfald begyndte med aragoneserne og udviklingen af det ’nye’ Caserta.
Som sidste mål for denne dag er San Leucio med en nedlagt silkefabrik fra Bourbonernes tid. Her ser vi, hvordan den europæiske silke blev forarbejdet, og, hvordan befolkningen var organiseret hertil.
(Entré 6€, men 3€ for personer over 60 år)
 
Tilbage til hotellet med bussen
 
Middag på egen hånd
2. nat i Napoli  
                                         
Mandag den 26. september
 
Kl. 8.30 Spadseretur (ca 3 km) gennem noget af det gamle Napoli.
Vi kigger lige på et hjørne af det gamle spanske kvarter og følger herefter – med afstikkere – Spacca Napoli, som gennemskærer den gamle bydel (ses som den sorte sprække på billedet, deraf navnet).
Gaden er fyldt med imponerende barokpalæer, og der er mange interessante ting i gaden eller dens sidegader. Vi vil prøve at nå følgende:
 
Kirken Gesù Nuovo, der fremtræder som barok, men har sine mål og visse bygningselementer fra et tidligere palads tilhørende prinserne af Sanseverino indtil 1584.
Kirken Santa Chiara og det store kloster Monastero Santa Chiara Clarisse fra 131.
Klostergården rummer en særdeles skøn have tegnet af Antonio Vaccaro i 1700 tallet med en pergolagang, hvis søjler og balustrade er beklædt med fliser af majolikafajance i skønne farver og mønstre.
 
Kirken San Domenico Maggiore med Capella Sansevero. I kapellet findes en Kristusfigur, som ikke findes mage til andre steder, idet marmoret er udformet som et slør omkring ham. Deraf navnet Cristo Velato
 
 
Frokost indtages i Pizzeria Sorbillo i Via dei Tribunali 32, hvor de har ord for at lave Verdens bedste pizzaer som er en af de historiske pizzeriaer i byen. Udover de meget smagfulde pizzaer er Pizzeria Sorbillo kendt for en sjov detalje: Grundlæggernes 21 børn er alle ’pizzaioli’ (pizzabagere) (inkluderet).
 
Efter frokosten tager vi på en lille times vandring i Napolis undergrund, hvor der findes et vidtstrakt net af gange og rum. Disse er dels tjent som et privat vandforsynings net, og under 2. verdenskrig blev de benyttet som beskyttelsesrum. Turen er meget speciel og seværdig, men af og til passeres smalle eller lave gange, så har man hang til klaustrofobi, kan man nøjes med at gå den første del og så vente der, til den øvrige gruppe vender tilbage.
  
 
Vel fremme i lyset igen finder vi et konditori, hvor nogen af Napolis meget lækre kager kan nydes.
 
 
For de særligt ivrige, som stadig har lidt energi tilbage vil vi prøve at nå lidt af det arkæologiske museum ”Museo Archeologico Nazionale”, før de lukker kl. 19.30. Her kan bl.a. ses nogle af de ting, der er fundet i Pompei og Ercolano: hverdagsting, fødevarer, møbler og meget andet. Det kan være nyttigt at have set, før vi på onsdag tager til de to ruinbyer.
(Entré: 6,50€. Gratis adgang for besøgende over 65).
http://museoarcheologiconazionale.campaniabeniculturali.it/
 
Herefter afslapning på hotellet og middag på egen hånd.
 
3. nat i Napoli
 
Tirsdag den 27. september
 
Kl. 8.30 Spadseretur (ca et par km). Først til Kirken San Lorenzo Maggiore, som er opbygget over resterne af en græsk / romersk agora (marked) og en oldkristen basilica fra det 5-te århundrede. I 1200 tallet ombygget af Karl af Anju og efter et jordskælv atter genopbygget i 16-1700 tallets barokstil.
Under kirken er der fundet spor fra det tidlige Neapolis, som byen jo hed først.
 
Kirken Chiesa San Francesco di Paola på Piazza san Plebiscito på den halvrunde ser vi udefra.
 
Her ser vi desuden på kongeslottet udefra. En af statuerne i nicherne på facaden er normannerkongen Frederik II.
http://www.basilicaplebiscito.it/
 
Inden vi herfra går mod Galleri Umberto II, drejer vi hen mod vandet, hvor der er en fin udsigt over bugten med Vesuv, der næsten kan røres med hænder på en tør og solklar dag. Derudover kan man også få en bedre fornemmelse af hvor stort det kongelige slot er, da man kan se siden af bygningen fra udsigtsstedet. Deltagerne kunne tage et par billeder og så videre mod galleriet, - et stort glasoverdækket forretningskompleks med stor skønhed, opført sidst i 1890-erne.
 
Her er der mulighed for at købe mange virkelige specialiteter, og det kan kun anbefales, at deltagerne kigger indenfor på tidspunkter, hvor vi har ”fri”.
Fra galleriet er der god udsigt til Teatro San Carlos flotte facade og indgangsparti.
 
FROKOST PÅ EGEN HÅND. Der ligger mange spisesteder, både store og små, nogle er med siddepladser, andre kun med ståpladser. Så det skulle ikke blive svært at finde et sted at spise.
 
Vi forlader Napolis centrum med metroen, men først skal vi nå den nærmeste station som ligger på Piazza Dante. Spadserturen fortsætter på det butiksrige via Toledo, hvis vestlige side er afbrudt af de mange napolitanske ”vicoli” (smågader). I Metroen skal vi se, hvordan den moderne metro på flere af stationerne er udsmykket af forskellige kunstnere, så den så at sige ”vokser sammen” med den gamle by. Vi står af på 4 – 5 stationer og ser, hvordan det er lavet.
På den sidste af disse stationer afhenter bussen os, og vi kører til en  højere del af Napoli, Vomero, hvorfra der er flotte udsigter.
Vi ser fra bussen slottet Certosa di San Martino og kastellet Sant'Elmo.
Denne del af programmet er af tidsmæssige årsager noget forceret, men det skal opfattes som en smagsprøve, som kan give deltagerne lyst til at vende tilbage en anden gang.
 
Herefter kører vi til de såkaldte ”brændende marker” Campi Flegrei nord for Napolibugten.
Her skal vi se på vulkanen Solfatara, en gammel romersk markedsplads, som vulkanismen i området hæver og sænker i forhold til havniveauet – samt et meget velbevaret amfiteater.
 
Besøget i Solfatara tager min. 1 time, amfiteatret ca 30-45 min. og templet i midtbyen kan ofte kun besøges udefra, så det tager ikke lang tid.
 
Deltagerne får også lejlighed til at gå lidt rundt i den hyggelige fiskerby Pozzuoli (hvor turleder Luigi er fra). Den er ikke lille, der er også nogen trafik, men gågaden og torvet er meget hyggelige med cafeer og sydlandsk stemning. Efter dette besøg vil det vise sig, om der bliver tid til en bustur langs Campi Flegreis kystlinje, som er en flot oplevelse.
Middag på en lokal restaurant i Pozzuolis midtby (inkluderet).
Derefter bus tilbage til hotellet.
4. nat i Napoli     
                                      
Onsdag den 28. september
Vi forlader det hektiske Napoli og begiver os til mere stilfærdige omgivelser. 
 
På vejen bruger vi dagen til besøg i de meget interessante ruinbyer Ercolano og Pompei, som ved Vesuvs udbrud i år 79 blev dækket af lava og pimpsten. Udgravningerne af de to byer blev påbegyndt i 1800-tallet under Bourbonerne.
Samlet entré i Ercolano og Pompei: ca. 20€, gratis for besøgende over 65. (Dokumentation kræves i form af f.eks. pas)
http://www.pompeiisites.org/
 
FROKOST PÅ EGEN HÅND
 
Herefter kører vi med bussen til vores andet hotel på turen:
 
Tid til lidt afslapning
20.00: Middag på hotellet 
1. nat i Vietri      
                                                            
Torsdag den 29. september
Formiddagen fri til at se nærmere på Vietri sul Mare, som er karakteristisk med dens mange huse med keramik billeder på. Der er også flere forretninger, hvor man kan købe flotte ting.
 
FROKOST PÅ EGEN HÅND 
 
Herefter med bussen til Amalfi langs den berømte meget snoede vej på kanten af klippen: ”Il Cornice”, som betyder ”gesimsen”, og det er en meget passende betegnelse. Der er den ene flotte udsigt over havet efter den anden.
 
I Amalfi vil der være tid til at se domkirken og det tilhørende museum samt til at besøge kirkepladsens barer - før vi kører op til Ravello, hvor vi skal se Villa Cimbrone.
(entré: 5€)
 
Herefter vender vi tilbage til hotellet.
 
20.00 Middag på hotellet
 
2. nat i Vietri   
                                                               
Fredag den 30. september
08.30 afgang med bussen til virksomhed lidt sydøst for Vietri, som laver bøffelost - Mozzarella. Vi ser både på dyrene og produktionen og får smagsprøver.
 
Derfra kører vi til en restaurant i idylliske omgivelser på landet, hvor man kan spise a la carte efter eget valg (ekskl.)
 
 
Efter dette besøg kører vi atter ad Il Corniche mod vest, denne gang dog kun til Maiori en mindre by, der ligger helt nede ved vandet. Der er hyggeligt og afslappet at tilbringe eftermiddagen.
 
17.00 vender vi tilbage til hotellet - afslapning og kuffertpakning.
 
20.00 Aflsuttende middag på hotellet.
 
3.nat i Vietri  
 
 
Lørdag den 1. oktober
 
Kl. 7.00 afgang med bussen til Napolis lufthavn, hvor vores fly forventes at lette kl. 10.25 med ankomst til Kastrup kl. 13.05.
Videre mod Karup kl. 14.15 med ankomst kl. 15.00.
 
 
Bemærk: ved besøgssteder, hvor indgang er gratis for personer over 60 / 65 år kræves  dokumentation i form af f.eks. pas!
 
 
Hotellerne
 
Renaissance Naples Hotel Mediterraneo ****
Er vores hotel i Napoli
 
Det har en priviligeret beliggenhed i hjertet af Napolis centrum, lige ved siden af det gamle kongeslot - Palazzo reale - den mest elegante del af byen.
Det førsteklasses hotel er nyrenoveret og har alle tænkelige faciliteter,
Der er en fantastisk udsigt fra hotellet over byens tage og Napolibugten.
Via Nuova Ponte di Tappia 25, 80133 Napoli - Italia
Tel: +39 (0)81 7970001 -
info@mediterraneonapoli.com
 
 
I Vietri sul Mare bor vi på
 
Lloyds Baia Hotel ****
Via de Marnis 2
84019 Vietri sul Mare
Salerno
 
Et hotel, som bogstavelig talt hænger på klippen ned mod Salernobugten.
Man kan gå på opdagelse i det spændende hotel, hvor etagerne ”vender på hovedet”, fordi det er bygget ned ad bjergsiden. Fra hotellet er der elevator ned på den udmærkede sandstrand.
 
Gruppestørrelse: 22-24 personer
 
Pris
 
Kr. 9.150,- pr. person i dobbeltværelse med bad/toilet

Tillæg dobbelt- som enkeltværelse med bad/toilet kr. 2.500,-

Evt. tillæg tilslutningsfly fra/til Karup kr. 750,-


Prisen inkluderer:

- Flyrejse København – Napoli med Cimber Sterling t/r

- Skatter og afgifter pr. 1. februar 2011

- 7 overnatninger i delt dobbeltværelse

-  halvpension

- dansktalende rejseleder fra rejsens start til slut

 
Rejsebestemmelser
For at deltage i rejse med Italiensk Forum er det en forudsætning at alle deltagere er medlem af foreningen. Kontingentet er kr. 175,- pr. person og er gyldig i det år rejsen foretages i. 
 
Bestilling og betaling
Du kan bestille din rejse ved at sende en email til
italiensk@forum.dk
Husk at angive alle deltageres navne præcis som de er anført i deres pas. Hvis du ikke har mulighed for at tilmelde dig på vores hjemmeside kan du rekvirere en tilmeldingsformular hos Italiensk Forum.
Foreningens tekniske arrangør AlfA Travel sender bekræftelse med indbetalingskort. Depositum er kr. 1000,- pr. deltager. Hertil lægges kontingent til foreningen på kr. 175,- hvis ikke man allerede har betalt kontingent for det år, som rejsen afvikles i. Depositum + event. kontingent skal indbetales senest den dato, som er anført på girokortet. Restbeløbets forfaldsdato fremgår af bekræftelsen samt girokort. Det er også muligt at overføre betaling via homebanking til AlfA Travel’s konto (reg.nr. 7590) 1554834. Husk ved bankoverførsel at anføre bookingnummer.
Overholdes de anførte betalingsfrister ikke, forbeholder AlfA Travel sig ret til at annullere rejsen uden varsel.
 
Priser
Priserne er priser pr. person, med mindre andet er nævnt i rejsebeskrivelsen.
 
Afbestillingsforsikring
Vi anbefaler at tegne en afbestillingsforsikring fra Europæiske Rejseforsikring A/S.
Forsikringen tegnes hos AlfA Travel og dækker afbestilling lige op til afrejse i tilfælde af akut opstået sygdom, alvorlig tilskadekomst eller dødsfald hos den rejsende selv, dennes ægtefælle, svigerbørn, samlever, børn, forældre, svigerforældre, svigerbørn, børnebørn, bedsteforældre, svigerinder eller svogre.
For de fleste af de udbudte rejser, kan det betale sig at tegne en årsafbestillingsforsikring, der gælder i 1 år fra tegningsdatoen (dækker op til Kr. 10.000,- pr. person) pris kr. 242,- og kr. 716,- for familier.
Prisen for gentegning er kr. 180,- for individuelle og 422,- for familier. Vælges årsafbestilling, skal CPR-nummer anføres ved bestillingen.

 
Afbestillingsregler
Ved afbestilling mere end 60 dage før afrejse er depositum fortabt.
Ved afbestilling mindre end 61 dage, men mere end 14 dage før afrejse er udover depositum
50% af rejsens pris fortabt.
Ved afbestilling mindre end 15 dage før afrejse er rejsens totale pris fortabt.
 
Hoteller og værelser
På hjemmesiden fremgår beskrivelsen af hotellerne. I den forbindelse skal det gøre opmærksom på, at enkeltværelser ofte er små og ikke af samme standard som dobbeltværelser. Ved tresengsværelser er det oftest dobbeltværelser med opredning.
Specielle ønsker om værelser vil så vidt muligt blive imødekommet, men det er altid uden
garanti.
 
Prisændringer
Der tages forbehold for prisændringer efter aftalens indgåelse der skyldes: Ændrede transportpriser, nye skatter og afgifter, ændrede valutakurser. I tilfælde af prisændringer informerer AlfA Travel hurtigst muligt. Prisændringer afledt af ovenstående berettiger ikke at afbestille rejsen. AlfA Travel er ikke berettiget til at ændre prisen, når slutbeløbet er indbetalt, med mindre prisændringen skyldes kundens egne forhold. 
 
AlfA Travels ansvar
AlfA Travel er ansvarlig for at de i bekræftelsen / fakturaen indgåede aftaler overholdes.
Opstår der mangler undervejs eller på rejsemålet, skal kunden underrette AlfA Travel, således at AlfA Travel får mulighed for at afhjælpe manglen indenfor rimelig tid. Såfremt AlfA Travel kan afhjælpe en mangel indenfor rimelig tid, har kunden ikke krav på erstatning. Såfremt en mangel først meddeles AlfA Travel efter hjemkomst, fortabes retten til at gøre indsigelse. Krav om erstatning fordrer, at kunden har skriftlig dokumentation for, at der er gjort opmærksom på mangler hos hotel eller transportør. En evt. reklamation skal være AlfA Travel i hænde senest 14 dage efter hjemkomsten. I modsat fald fortabes retten til at gøre indsigelse.
 
Ansvarsbegrænsninger
AlfA Travels ansvar for person- og tingskade er begrænset til de erstatningsbeløb, der er fastsat i de internationale konventioner, som bl.a. international flytransport – begrænset i henhold til Warszawa-konventionen. Internationale togtransporter – DOTF/CIF konventionen. Internationale skibstransporter – Athen konventionen 
 
Bagage
Det er kundens ansvar at være forsikret i tilfælde af tyveri, mistet eller beskadiget bagage.
Desuden påhviler det den enkelte deltager at sikre sin egen bagage ved transfer og bus- eller togskifte. 
 
Rejseforsikring/Det Gule Sygesikringsbevis
Det påhviler deltagerne selv at være tilstrækkeligt forsikringsdækket til lægebehandling, tandlæge, sygehusophold og evt. tilkaldelse/sygeledsagelse og hjemtransport. Bemærk at dækningen for den offentlige sygesikring er blevet indskrænket pr. 1. januar 2008. Antallet af lande hvor sygesikringen dækker er reduceret. Ved rejser til lande udenfor EU/EØS området, gælder den offentlige sygesikring ikke. Ændringerne betyder endvidere, at den enkelte selv skal sørge for evt. hjemtransport i forbindelse med sygdom eller ulykker. Det er derfor vigtigere end nogensinde at sørge for tilstrækkelig dækning i den private rejseforsikring. 
 
Glemte sager
Der vil blive opkrævet et ekspeditionsgebyr på kr. 100,- pr. sag samt udgift til porto. 

 
AlfA Travel er tilsluttet Rejsegarantifonden (nr. 1157) og medlem af Danmarks Rejsebureau Forening.
 
 
 
Forslag til læsning inden turen:
 
Campanien-Napoli  – også værd at se og vide
af H.J. Heegaard
ISBN: 978-87-92662-64-4 Forlaget Underskoven www.underskoven.dk
363 sider- 299 kr.
Som medlem af Italiensk forum får du 10% rabat
(bestilles gennem rejseforeningen - italiensk@forum.dk).

Napoli & P
ompei, Politikens kulturguide, 2001, ISBN 87-567-6453-7
 
Og for de italiensk kyndige:
 
http://it.wikipedia.org/wiki/Napoli

http://www.lloydsbaiahotel.it/

http://www.mediterraneonapoli.com/ita/home.htm

http://www.sanlorenzomaggiorenapoli.it/

http://www.lanapolisotterranea.it/home_ita.htm

http://www.comune.caserta.it/belvedere/informazioni/index.html

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 

 

 
 

 

 
 

 

 
 

 

 
 

 

 
 
print