Rejse til det sydlige Marche 15.06 – 22.06.13

Vores tur går til midtitaliens Adriaterhavskyst til det sydlige Marche, et område, der på trods af sin smukke natur, sine mange levn fra romertiden, sine velbevarede romanske kirker og sine mange hyggelige renæssancebyer aldrig har tiltrukket de store flokke af turister, vi finder i de mere kendte italienske kulturbyer. Le Marche er en velhavende region med et levende kulturliv, gamle håndværkertraditioner og en vis borgerlig stabilitet, man tydeligt ser i småbyernes gamle teatre og fine caféer, og i den traditionelle kogekunst med vægt på de dejlige lokale råvarer.

Vi skal bo i Porto San Giorgio, en mindre by med dejlige sandstrande, en kendt marina og en fiskerihavn, hvor man tidligt om morgenen kan se de små fiskerbåde lande deres fangst af hjertemuslinger. Vores tur ligger i midten af juni, hvor sommerlivet i byen er begyndt, men før højsæsonens mange badegæster. Byen har en strandpromenade, en gammel bymidte med forretninger, teater, restauranter og et overdækket marked. Da vores hotel ligger tæt ved vandet vil der være mulighed for en hurtig morgendukkert inden morgenmaden.

Vores udflugter, der alle er med lejet bus, går til den enestående natur i området ved Monte Cónero med dens stejle klinter og Loreto, en af de vigtigste valfartskirker i verden, til tre meget forskellige renæssancebyer og til Chientidalen med dens smukke natur og kirker og klostre fra den tidlige middelalder. Vi kommer således til nogle af de væsentligste seværdigheder i området, men der er også to halve og en hel dag uden planlagte udflugter, hvor man kan fordybe sig i badelivets glæder, eller tage med lokaltransport på udflugt til andre af områdets seværdigheder. Der er en perlerække af småbyer i nærheden. Entreer til museer og kirker er ikke inkluderet.

 

Dagsprogram

15.06
10.10 Seneste mødetid i Kastrup lufthavn
12.10 Flyafgang med Norwegian
14.45 Ankomst Rom/Fiumicino
Transfer med linjebus til Porto San Giorgio i Le Marche
Ankomst og indkvartering
20.00 Middag på hotellet
Efter middagen går vi en lille tur ad strandpromenaden til centrum.

16.06
Morgenmad
09.00 Heldagsudflugt til Loreto og Monte Cónero.
I Loreto ligger en af den romersk katolske kirkes vigtigste valfartskirker med en undergørende Madonnafigur og Jomfru Marias barndomshjem. Kirken er et fantastisk og rigt udsmykket bygningsværk, bygget som forsvarsværk rundt om Marias hus fra Nazaret, som blev fløjet hertil af engle, eller måske sejlet hertil på et af korsfarernes skibe.

Området ved Monte Cónero har stejle klinter, en stor naturpark med marker med vin og lavendel, små idylliske byer og sandstrande dybt under klinterne. Vi kører igennem naturparken og besøger Numana, en hyggelig fiskerby med et museum for de mange arkæologiske fund, man har gjort i området, der har været beboet i 100.000 år.
20.00 Middag på hotellet.


17.06
Morgenmad
09.00 Heldagsudflugt til Chientidalen og klosterområdet i Fiastra.
Marche er rig på floder, og en af de vigtigste er Chienti, der gennem en bred dal flyder fra bjergområdet Monte Sibillini til Adriaterhavet.
Munkene, der i middelalderen opdyrkede dalen, byggede smukke romanske kirker ved deres klostre. Vi skal besøge Santa Maria a piè di Chienti, der ifølge legenden er grundlagt af Karl den Store, San Claudia al Chienti, der ifølge nye videnskabelige undersøgelser måske er kirken ved Karl den Stores sagnomspundne palads, som ingen ved hvor ligger.
I så fald blev han måske begravet her.
Klostret i Fiastra er et cistercienserkloster med en senromansk murstenskirke og et velfungerende kloster, hvor munkene stadig dyrker jorden, dog nu med de mest moderne dyrkningsmetoder.

I tilknytning til klostret er der et forskningscenter for landbrug. Klostret ligger omgivet af skove i en naturpark, der også rummer en arkæologisk park med ruiner af den romerske by Urbs Salvia.
20.00 Middag på hotellet.

18.06
Morgenmad
08.30 Halvdagsudflugt til Fermo med engelsktalende lokal guide.
Fermo er provinshovedstad og administrationscenter for et stort opland. Bylivets centrum er renæssancepladsen Piazza del Popolo med paladser, forretninger og museer. Byen blev grundlagt af oprindeligt italiensk folk, der gav navn til området, på latin Picenum, og til mange bynavne, som Ascoli Piceno. Den havde allerede eksisteret i århundreder, da romerne indtog den i 268 f.Kr. og gjorde den til storby.
De byggede et stort system af underjordiske cisterner for at sikre vandforsyningen. En del af disse cisterner bruges stadig som vandreservoir.
Vi skal besøge nogle af de cisterner, der ikke længere er i brug, en enestående oplevelse. Byen var et vigtigt centrum op gennem tiden for mange forskellige magthavere, gennem mange århundreder for kirken som et af områdets større bispesæder.
Det ses på domkirken, højtliggende over byen, bygget af hvide sten fra Istria, synlig over hele oplandet og med en fantastisk udsigt.
13.30 Frokost på hotellet.
Ingen planlagte udflugter om eftermiddagen.

19.06
Morgenmad
09.00 Heldagsudflugt til Àscoli Piceno med engelsktalende lokal guide.
Byen var vigtigste by i Picenum og ligesom Fermo et magtcentrum op gennem tiden.
Navnet Picenum skyldes måske at folket, der grundlagde byerne i området, fik vist hvor de skulle bygge af en spætte, på latin picus.
Spætten er stadig Marches vartegn. Byen er blevet frataget sin status som provinshovedstad, men det er stadig et kulturcenter.
Det er en af Italiens smukkeste byer, en harmonisk og livlig by med en bymidte med vigtige bygninger fra middelalder og renæssance, og med centrum i endnu en Piazza del Popolo.
Byen var tidligere kendt for sine krigeriske indbyggere, og den er omgivet af en velbevaret bymur. Flere af de tårne, som indbyggerne forskansede sig i under fjendtligheder, er også bevaret.
På museerne og i kirkerne finder vi mange tegn på byens storhedstid i renæssancen. Maleren Carlo Crivelli, og hans mindre kendte bror Vittore, boede i byen i en årrække, og mange af deres værker findes her. Brødrene Civelli blev i mange år regnet for særlinge inden for den tidlige renæssancekunst, men Carlo er i de senere år blevet mere og mere agtet som en kunstner, der mestrer at forene gotik og renæssance, og nu ser det ud til at man også er begyndt at se på Vittore med andre øjne.
Turen byder også på en smagning af vin og lokale specialiteter på en vingård i nærheden af Áscoli Piceno.
20.00 Middag på hotellet.

20.06
Morgenmad
Ingen planlagte udflugter. Der er marked i Porto San Giorgio fra 8-14.
20.00 Middag på hotellet.

 

21.06
Morgenmad
09.00 
Halvdagsudflugt til Macerata. Byen har et af Italiens ældste universiteter, flere smukke pladser og kirker,en velbevaret bymur og et virvar af middelaldergader, der krydser hinanden i bymidten.
Piazza della Libertà er omgivet af renæssancepaladser, rådhuset og andre administrationsbygninger. Kirken Madonna della Misericordia med sin konvekse facade og lette lyse fresker i loftet er en lille perle. Byen har mange museer, bl.a. et stort museum for moderne italiensk kunst, et af de største i Italien.
I romertiden var pallone al bracciale, boldspil med armen, en vigtig sportsgren. Det minder om squash, men spillet med en armskinne, og det har været populært i Italien mange steder.
I begyndelsen af 18-tallet byggede man i Macerata en friluftsscene, sferisterio, hvor det kunne spilles for et stort publikum. Hundrede år efter, da interessen for det var dalet, fordi fodbold havde vundet som folkets sport, begyndte man at bruge det til opera, og det er stadig rammen om byens operafestival i juli-august.
Det gamle boldspil spilles stadig nogle få steder i Italien, hvor man holder de gamle traditioner i hævd.
14.00 Frokost på hotellet.
Ingen planlagte udflugter om eftermiddagen.
Tilbud om fælles middag på en restaurant i byen. Middagen er ikke inkluderet.
 
22.06
Morgenmad
Transfer med linjebus til lufthavnen i Fiumicino/Rom
15,30 Flyafgang
18.00 Ankomst til Kastrup lufthavn
 
Rejselederen
Rejseleder er Inge-Marie Christiansen, der i Danmark arbejder som sproglærer.
Hun har i mange år været rejseleder på ture til Italien, heriblandt Cortona/Toscana, Firenze og Rom, og for et par år siden var hun også rejseleder på em tur til en anden del af Regionen Le Marche samt Emilia Romagna.
 

Priser:           

Kr. 7.798,- pr. person i dobbeltværelse med bad/toilet

Kr. 8.730,- pr. person i enkeltværelse med bad/toilet

 

Prisen inkluderer:

- Flyrejse København – Rom med Norwegian t/r

- Skatter og afgifter pr. 11. december 2012

- 7 overnatninger på Hotel Gabbiano med ½ pension

- Bustransfer med linjebus lufthavn - San Giorgio t/r

- Udflugter med egen bus ifølge program

- Rejseleder fra rejsens start til slut

- Lokalguider

- Vinsmagning

- Moms, udvidet ansvarsforsikring og bidrag til Rejsegarantifonden

Entreer, event. turistskat og strandudstyr (liggestol, parasol m.v,) er ikke inkluderet.

Bem.: deltagere på 65+ har gratis adgang/eller rabat på offentlige samlinger/museer. 

Turistskat er indført mange steder, men endnu ikke på denne lokalitet. Hvis dn bliver indført, vil deltagerne blive oplyst herom. De steder, hvor den er indført er den typisk på kr. 15 pr. dag.

Deltagerne vil blive oplyst om denne skat før afrejse.

 

Deltagerantal: 16-19 (altså en lille, intim gruppe).
 
Tilmeldingsfrist: 15. februar
men det anbefales, at man tilmelder sig hurtigt, hvis man vil sikre sig plads, især hvis man ønsker enkeltværelse.
 

   

Hotel Gabbiano***  Porto San Giorgio
Dette hotel har privat strand (50 m fra bygningen).
Det har 46 værelser, de fleste med balkon og alle med privat bad og hårtørrer.
Værelserne har air condition, sat-TV og DVD/CD-afspiller.
Der er bar og restaurant.
Der er endvidere en stor møbleret tagterrasse.
Der er få minutters gang ad stranspromenaden til byens centrum, og til stationen er der 5 minutters gang.
 
 

Rejsebestemmelser

For at deltage i rejse med Italiensk Forum er det en forudsætning at alle deltagere er medlem af foreningen. Kontingentet er kr. 175,- pr. person og er gyldig i det år rejsen foretages i.

Bestilling og betaling

Du kan bestille din rejse ved at sende en email til

italiensk@forum.dk

Husk at angive alle deltageres navne præcis som de er anført i deres pas. Hvis du ikke har mulighed for at tilmelde dig på vores hjemmeside kan du rekvirere en tilmeldingsformular hos Italiensk Forum.
Foreningens tekniske arrangør AlfA Travel sender bekræftelse med indbetalingskort. Depositum er kr. 1500,- pr. deltager. Hertil lægges kontingent til foreningen på kr. 175,- hvis ikke man allerede har betalt kontingent for det år, som rejsen afvikles i. Depositum + event. kontingent
skal indbetales senest den dato, som er anført på girokortet. Restbeløbets forfaldsdato fremgår af bekræftelsen samt girokort. Det er også muligt at overføre betaling via homebanking til AlfA
Travel’s konto (reg.nr. 7590) 1554834. Husk ved bankoverførsel at anføre bookingnummer.
Overholdes de anførte betalingsfrister ikke, forbeholder AlfA Travel sig ret til at annullere rejsen uden varsel.

Priser

Priserne er priser pr. person, med mindre andet er nævnt i rejsebeskrivelsen.

Afbestillingsforsikring

Vi anbefaler at tegne en afbestillingsforsikring fra Europæiske Rejseforsikring A/S.

Forsikringen tegnes hos AlfA Travel og dækker afbestilling lige op til afrejse i tilfælde af akut opstået sygdom, alvorlig tilskadekomst eller dødsfald hos den rejsende selv, dennes ægtefælle, svigerbørn, samlever, børn, forældre, svigerforældre, svigerbørn, børnebørn, bedsteforældre, svigerinder eller svogre.

For de fleste af de udbudte rejser, kan det betale sig at tegne en årsafbestillingsforsikring, der gælder i 1 år fra tegningsdatoen (dækker op til Kr. 10.000,- pr. person) pris kr. 242,- og kr. 716,- for familier.
Prisen for gentegning er kr. 180,- for individuelle og 422,- for familier. Vælges årsafbestilling, skal CPR-nummer anføres ved bestillingen.


Afbestillingsregler
Ved afbestilling mere end 60 dage før afrejse er depositum fortabt.
Ved afbestilling mindre end 61 dage, men mere end 14 dage før afrejse er udover depositum
50% af rejsens pris fortabt.
Ved afbestilling mindre end 15 dage før afrejse er rejsens totale pris fortabt.


Prisændringer
Der tages forbehold for prisændringer efter aftalens indgåelse der skyldes: Ændrede transportpriser, nye skatter og afgifter, ændrede valutakurser. I tilfælde af prisændringer informerer AlfA Travel hurtigst muligt. Prisændringer afledt af ovenstående berettiger ikke at afbestille rejsen. AlfA Travel er ikke berettiget til at ændre prisen, når slutbeløbet er indbetalt, med mindre prisændringen skyldes kundens egne forhold.

AlfA Travels ansvar

AlfA Travel er ansvarlig for at de i bekræftelsen / fakturaen indgåede aftaler overholdes.
Opstår der mangler undervejs eller på rejsemålet, skal kunden underrette AlfA Travel, således at AlfA Travel får mulighed for at afhjælpe manglen indenfor rimelig tid. Såfremt AlfA Travel kan afhjælpe en mangel indenfor rimelig tid, har kunden ikke krav på erstatning. Såfremt en mangel først meddeles AlfA Travel efter hjemkomst, fortabes retten til at gøre indsigelse. Krav om erstatning fordrer, at kunden har skriftlig dokumentation for, at der er gjort opmærksom på mangler hos hotel eller transportør. En evt. reklamation skal være AlfA Travel i hænde senest 14 dage efter hjemkomsten. I modsat fald fortabes retten til at gøre indsigelse.

Ansvarsbegrænsninger

AlfA Travels ansvar for person- og tingskade er begrænset til de erstatningsbeløb, der er fastsat i de internationale konventioner, som bl.a. international flytransport – begrænset i henhold til Warszawa-konventionen. Internationale togtransporter – DOTF/CIF konventionen. Internationale skibstransporter – Athen konventionen

Bagage

Det er kundens ansvar at være forsikret i tilfælde af tyveri, mistet eller beskadiget bagage.
Desuden påhviler det den enkelte deltager at sikre sin egen bagage ved transfer og bus- eller togskifte.

Rejseforsikring/Det Gule Sygesikringsbevis
Det påhviler deltagerne selv at være tilstrækkeligt forsikringsdækket til lægebehandling, tandlæge, sygehusophold og evt. tilkaldelse/sygeledsagelse og hjemtransport. Bemærk at dækningen for den offentlige sygesikring indskrænkes pr. 1. januar 2008. Antallet af lande hvor sygesikringen dækker reduceres. Ved rejser til lande udenfor EU/EØS området, gælder den offentlige sygesikring ikke. Ændringerne betyder endvidere, at den enkelte selv skal sørge for evt. hjemtransport i forbindelse med sygdom eller ulykker. Det er derfor vigtigere end nogensinde at sørge for tilstrækkelig dækning i den private rejseforsikring.

Glemte sager
Der vil blive opkrævet et ekspeditionsgebyr på kr. 100,- pr. sag samt udgift til porto.


AlfA Travel er tilsluttet Rejsegarantifond (nr. 1157) og medlem af Danmarks
Rejsebureau Forening.

 

Powered by Website Baker