rejsemaal

På denne side kan du læse noget om Italiensk forums rejsemål

Cortona
Cortona er en af Italiens ældste byer. Den blev formentlig grundlagt af umbrerne,  allerede før den etruskiske  periode, dvs. for  mere end 3.000 år siden.
Etruskerne udbyggede og befæstede byen, og fra denne peridode har man endnu i dag et synligt minde i den imponerende bymur, der omgiver hele den gamle bydel.
Cortona har en  enestående smuk beliggenhed, højt hævet over Valdichiana-dalen, omgivet af vinmarker og olivenlunde.
 Fra byen har man en vid udsigt over dalen med Trasimenersøen og bjergene Monte Amiata og Monte Cetona i det fjerne.
I  1100-tallet blev Cortona en selvstændig bystat, en status byen bevarede indtil den i 1409 blev erobret  af kongen af Napoli, som allerede i 1411 solgte besiddelsen til  florentinerne.
I  middelalderen opførtes en mængde kirker, og klostre, bl.a. lod den hellige Frans bygge klostret Le celle, som ligger lige uden for byen og byens helgeninde, den hellige Margherita, æredes med andre kirker og klostre.
I samme periode opførtes mange verdslige bygninger, bl.a. rådhuset og fyrstepalæet Palazzo Casali.
Også i den efterfølgende renæssanceperiode var byggeaktiviteten stor, og Cortona er stolt over at kunne fremvise en af  hovedværkerne i renæssancens bygningskunst, S. Maria in Calcinaio.
Cortona er totaltfredet, hvorfor man ikke finder nogen moderne bygninger.
Byen er imidlertid ikke noget museum, men en livlig handelsby  med en mængde kulturelle aktiviteter.
Masseturisme er et ukendt begreb i Cortona, men alligevel er her mange gæster, især i sommermånederne.
Det er Cortonas skønne beliggenhed og maleriske bybillede, de smalle trappegader og de mange små intime pladser, og ikke at forglemme den megen spændende renæssancekunst,  der  tiltrækker kunststuderende og andre kunstinteresserede fra ind- og udland.
 
Kunsten
Cortona er rig på kunst fra alle perioder. På det fine etruskermuseum kan man beundre en række fine bronzearbejder og keramik, som er blev fremstillet i byen for ca. 2.500 år siden. Fra antikken finder man også mange smukke bronzestatuetter.
På etruskermuseet og især på domkirkemuseet kan man endvidere studere kirkekunst, især altertavler fra Middelalderen, 
men hvad der er det helt store trækplaster i Cortona er de mange værker af de 2 store renæssancekunstnere,  Luca Signorelli og Beato Angelico, som begge i
perioder boede og arbejdede i byen, og som her har efterladt nogle af deres
betydeligste værker.

 

Arezzo

er hovedbyen i den provins, hvor Cortona ligger. Byen er som Cortona af etruskisk oprindelse og havde som denne en opblomstring som bystati i middelalderen.
Byen har fostret mange store mænd, arkitekten, kunsthistorikeren og maleren Giorgio Vasari, maleren Piero della Francesca, digteren Petrarca, munken Guido Monaco, der opfandt nodesystemet for blot at nævne nogle få.
Meget af den kunst disse skabte kan man studere i byen i dag.
Blandt de mange seværdigheder kan nævnes et meget spændende arkæologisk museum, den gotiske domkirke, Pieve di Santa Maria - en af de smukkeste romanske kirker i Toscana, Vasaris hus, Piazza Grande med Vasaris loggia og franciskanerkirken med Piero della Francescas berømte freskecyklus, der beretter legenden om det hellige kors.

 

Assisi

Midt i Umbrien, halvvejs oppe på Subiasobjerget, ligger Assisi, en af midtitaliens mest interessante byer. Turisterne og pilgrimmene, der kommer hertil hele året rundt fra alle verdenshjørner lokkes af de kunstskatte og de franciskanske mindesmærker, som byen omhyggeligt opbevarer.
Assisis middelalderlige bebyggelse er imponerende intakt i stræder, torve og mindesmærker som her og der afveksler med resterne af den antikke romerske by.
De vigtigste seværdigheder er den hellige Frans' kirke og kloster, rådhuspladsen (det oprindelige Forum Romanum) med romerske Minervatempel, Palazzo del Capitano del Popolo og Palazzo dei Priori, domkirken San Rufino, Bacilica di Santa Chiara, de to borge samt den middelalderlige bymur.
 

Firenze

Byen er Toscanas hovedstad.
Den blev grundlagt af etruskerne, var et vigtigt romersk municipium og havde endnu en opblomstringstid i senmiddelalderen.
Men den periode, som byen utvivlsomt er mest berømt for er renæssancen.
Fra ca. 1400 og godt halvandet hundred år frem var byen en smeltedigel for epokegørende ideer og initiativer på stort set alle områder af samfundslivet og kulturen.
Byen berigedes med et utal palæer og kirker, som udsmykkedes med kunst af en mængde og en kvalitet som intet andet sted før eller senere.
I denne periode opførtes eller færdiggjordes domkirken og kirkerne S. Croce, S. Maria Novella, S. Lorenzo og S. Spirito og palæerne Pitti, Medici Riccardi, Rucellai, Strozzi for blot at nævne nogle af  bygningsværkerne.
Og af de mange kunstnere og arkitekter, der virkede i Firenze i denne periode kan nævnes malerne Massaccio, Beato Angelico, Botticelli, Lippi, Verrocchi og Ghirlandaio, billedhuggerne Donatello, brødrene della Robbia og Michelangelo og arkitekterne Alberti, Rosellino og Brunelleschi.

 

Siena

Mens Firenze er renæssancens hovedstad, er Siena utvivlsomt middelalderens vigtigste by. Ingen anden større by har en så velbevaret middelalderarkitektur som denne.
Siena er ikke så monumental som Firenze. Husene er mere beskedne, men danner en utrolig smuk og harmonisk  helhed, som man straks fornemmer, når man slenterer rundt i de fredelige, krogede gader eller sidder på byens intime pladser.
Men monumentale bygningsværker er her dog. Domkirken først og fremmest, som er et af den italienske gotiks mesterværker, med dens pragtfulde facade og rigt udsmykkede indre. Og rådhuset med dets spændende kalkmalerier, og den enestående, muslingeskalsformede rådhusplads, nok en af verdens smukkeste pladser.
Seneserne hæger om deres by og om deres stolte traditioner.
Det sociale liv former sig på mange områder som i middelalderen. Mange skikke og institutioner fra dengang holdes i hævd, og kappestriden mellem de forskellige kvarterer, der kulminerer med den berømte folkefest Il Palio, er et iøjnefaldende kendetegn ved denne spændende by.
 
 

Orvieto

By  i det sydvestlige Umbrien, på grænsen til Lazio og Toscana, grundlagt af etruskerne (etruskisk nekropol lige uden for bymuren).
Byen har bevaret sin middelalderlige karakter og rummer et af Italiens smukkeste og mest imponerende bygningsværker, den pragtfulde domkirke.
Kirkens facade er af en ufattelig skønhed med dens overdådighed af marmorskulpturer, mosaikker og bronzerelieffer.
Af det indres mange interessante kunstværker vil det ikke mindst være af interesse, når man kommer fra Cortona, at studere Signorellis hovedværk, det store freskobillede i koret, der forestiller Dommedag
print