Spisesteder i Rom

Restauranter omkring Colosseum 

LUZZI
Via di San Giovanni in Laterano 88
Tlf.: 06 7096332‎. 

Alle synes at elske Luzzi – et trattoria et stenkast fra Colosseum.                                       
Turisterne; fordi der er ternede duge på bordene og tjenere, der taler engelsk og er lige så venlige mod dem, som de er grove i munden, når de råber ad hinanden gennem lokalet på italiensk.          
De lokale elsker det - nok lidt mindre - fordi tjenerne er skøre, men (normalt) hurtige og retterne billige: 6 € eller mindre for en piazza eller en tallerken pasta.
                                                                 
De eneste, der ikke bryder sig om det, er feinsmeckerne, for Luzzi er ikke for dem, der går så meget op i om piazzaen er lidt brændt eller pastaen er frisk, eller om der er et vinkort – for det er der ikke.          
Luzzi serverer ikke noget af det bedste mad i Rom. Den serverer heller ikke noget af den bedste, billige mad i Rom.      
Men Luzzi opfylder behovet for et sted, der er sjovt, billigt og mad af en OK standard, få minutters gang fra Colosseum. Et område hvor guidebøger kappes om at lokke turisterne i de samme fælder.
Og nogle af retterne er virkelig gode, Amatriciana eller Fetttucine alla bolognese (begge 5,50 €) og antipasti som grillet blæksprutte. Eller specialiteterne fra antipasto-buffeten, som man henter selv, og hvor man betaler efter hvor stor en tallerken man øser op på – ca. 4 € for den store.          
Om aftenen er det bedste bud pizza. Den står ikke mål med naboen Li Rionis, men dette er også et decideret pizzeria uden pasta på menuen. Og så er Luzzis pizzaer ganske udmærkede, tynde og altid med friske ingredieser – eller næsten. Bestil aldrig pizza til frokost, for pizza-chefen er der i reglen kun om aftenen.                                                          
Kan stedet anbefales? Ja, bestemt, men vær forberedt på overraskelser, både positive og negative, som f.eks. at få anvist et bord i deres anneks i en kold og mørk garage, som normalt er forbehold kvarterets Roma-fans, eller at den lille espresso, man har bestilt til at afrunde middagen, bliver ledsaget af et helt batteri af bitre, grappaer, brandy’er og likører, som man uden beregning blot kan fylde op i de glas, man tidligere brugte til vinen.
 
Naumachia
Via Celimontana 7                                                                    
Tlf. 06 7002764
 
Denne restaurant ligger på samme lille plads som Luzzi, men er noget helt andet, mere raffineret – og derfor naturligvis også i en anden prisklasse. Her bydes på klassikere fra det romerske og toscanske køkken i en moderat nyfortolkning.   
Man lægger tydelig stor vægt på kvaliteten af råvarerne, og man gør et stor nummer ud af at fortælle, at kødet der anvendes er dansk, hvillket nok kan undre os  noget, da de færreste hjemme er forvænt med kød af høj kvalitet, men her kan man altså få noget så usædvanligt som kød, der er til at tygge og som også har smag – og som alligevel er til at betale. 
Alle retter her er lavet fra bunden. Det kan smages. Her er ikke skudt genvej.                                     
Og det store vinkort sikrer, at der til det store udvalg af retter altid findes et harmonisk akkompagnement.
 
 
Kvarteret Monti
 
Taverna Romana
Via Madonna dei Monti 79
Lukket søndag
 
Et ægte romersk sted. Hyggeligt og gammeldags i indretningen. Værtsparret Lucia og Antonio er i den grad eksponenter for den på en gang kultiverede og venlige omgangsform, som kendetegner Monti. Her fås klassiske pastaretter som for eksempel Matriciana (pastabånd i en krydret tomatsauce med bacon, hvidløg og basilikum). Blandt kødretterne vil jeg især fremhæve deres Abbacchio (lam) og Bistecca di manzo ai ferri (grillstegt bøf)
 
Valentino
Via Cavour 293
Lukket fredag
 
Dette er en god, borgerlig restaurant, som ikke har ændret karakter i de mange år, jeg er kommet til Rom.
Lokalet er det samme, maden den samme, indehaveren og tjenerne – på nær en – de samme, og priserne har heller ikke ændret sig meget. Det var og er stadigt et meget billigt sted, og man får megen god kvalitet for pengene. Luciano, Vincenzo, Aldo og Carlo sørger for en god stemning og er altid meget venlige, imødekomne. Maden matcher den gode stemning. Hvis du er så heldig at få plads på dette populære sted, så prøv deres Fettuccine alla Burina (pastabånd med svampe, tomat, lufttørret skinke og chillipeber) og følg op med Valentinos Saltimbocca alla Romana (kalvemedaljon belagt med salvieblade, hæftet med parmaskinke og stegt i smør, olie og hvidvin).
Valentino serverer endvidere en af byens bedste Spaghetti alla Vongole (pasta med olivenolie, hvidløg, chilli, persille og små hjertemuslinger).
 
Trattoria Vecchia Roma
Via Leonina 10
 
Et populært spisested med megen atmosfære i centrum af Monti, ejet og styret af signor Fabiano, en venlig, nogle gange ret jovial herre. Det er de klassiske romerske retter, der serveres her. Intet fancy ved dem, men god, velsmagende mad til en billig penge.
Man sidder tæt i de to små lokaler, hvor der overalt er plaketer, tegninger og malerier.
Her er travlt, nogle gange lidt hektisk, men alligevel er den bestilte mad hurtigt sat på bordet, og man er meget opmærksom på, om kunderne er tilfredse. Et sted, dervirkelig kan anbefales.
 
RISTORANTE LE TAVERNELLE                                                                                                             
Via Panisperna 48
Tlf. 06 4740724
åben alle dage

Denne restaurant er så noget helt andet.
Oprindeligt var det et enkelt fiaschetteria, hvorfra man solgte vin på balloner og kunne få et enkelt måltid.
Her kom “i ragazzi di Via Panisperna”  (drengene fra Via Panisperna) med deres familier – en gruppe unge, som med alle odds imod sig gjorde en blændende karriere som videnskabsmænd og kunstnere, og som der er skrevet både en roman og lavet en film om.
I 50’erne blev det et sted, hvor mange kendisser kom, bl.a. filminstruktører som Fellini, forfattere og fllmstjerner.
Og det er et sted, hvor man meget vel stadig kan komme til at sidde meget nær “stjernerne” – for bordene står meget tæt her.
Restauranten ejes af Nicola, som er en erfaren kok, der ovenikøbet har lavet mad til pave Johannes Poul II, som der er fotografier af på væggene – sammen med Nicola – ved siden af mange andre berømtheder.
Men stedet er totalt usnobbet.
Her kommer alle mulige mennesker, og priserne er rimelige.
Maden er baseret på sæsonens råvarer.
Nicola har selv kreeret husets berømte dessert  “Dolce Vita” til ære for hans idol, filmskaberen Fellini.
 
Taverna dei Monti
Via del Boschetto 41
 
I den charmerende gade med alle dens relativt nye, unge caféer og gallerier, finder man dette ægte romerske trattoria med udsøgt mad og en god lokal vin. ( Betal ikke mere for andre vine, som er uforholdsmæssigt meget dyrere). Man kan få al slags mad her, fra det meget enkle til det mere eksklusive – som f.eks. hummer.Men altsammen er godt til prisen, og betjeningen og omsorgen for gæsterne fra signor Agostino og hans stab er uforlignelig.
 

Urbana 47
Via Urbana 48
06 478 84006

Det er ikke noget tilfælde, at en af de mest succesrige nye spisesteder åbnede i det stadig mere trendy Monti-kvarter.
Man går forbi en håndfuld udendørs borde før man når til indgangen og inde finder man et miskmask af borde overpolstrede, fløjlsbetrukne lænestole og spisestole i lokaler, der ligner loftsrum og som ender med det åbne køkken.
Her er noget for enhver smag, for man starter med morgenmad, senere brunch, frokostbuffet, tapasmenu sent på eftermiddagen inden man går over til middagsretterne og slutter af med sandwich ud på de små timer.
Al mad er økologisk og 0-kilometer (dvs. lokalt produceret), og priserne er meget rimelige.
 

Taverna dei Fori Imperiali
Via Madonna dei Monti 9
06 679 8643
 
Skønt den ser noget turist ud ved første øjekast - rødternede duge og stearinlys i bastflasker - så er den faktisk en godt gemt, ægte romesrsk restaurant.
Lad dig ikke skræmme af det noget ordinære udvalg af retter, som man reklamerer for udenfor.
Chefen har altid mindst et dusin specialiteter at byde på, som det kan være svært at vælge mellem, da de alle lyder - og er - meget spændende.
Prøv f.eks. hans Fattuccine alla Romana, som har lånt sine smage fra den berømte Salimbocca alla romana, hjemmelavet pasta med rå skinke, pinjekerner og salvie.
Gæsterne er en del af oplevelsen. Man sidder tæt - håndværkere ved siden af filmstjerner, grupper af studerende over for enlige pensionister, fortrinsvis italienere, men også efterhånden en del turister.
 
Omkring Piazza Farnese, Piazza Navona og Pantheon
 
Trattoria Er Pallaro.
Piazza der Pallaro
(plads bag kirken S’Andrea della Valle)
 
Hos Giovanni og Paola Fazi har man en fast menu, der skifter et par gange om ugen. Der er tale om et ægte romersk husmoderkøkken, hvor Paola selv står i køkkenet – eller hvor hun nu vælger at tilberede maden -  og hun er stedets ukronede dronning.
Man får, hvad Paola har fundet på Campo de’ Fiori om morgenen – altså friske råvarer – og man spiser de mængder, som hun synes er passende – og det er for de fleste mere end rigeligt.
Og prisen fastsætter hun også - efter man er færdig med at spise.
Men man behøver ikke at være nervøs – det er altid meget billigt.
 
 
Trattoria Ditirambo                                                                                                                        
Piazza della Cancelleria 4
Tlf.:  06-6871626
 
Den har været der så længe, at den ofte omtales som den mest autentiske af de romerske trattoriaer.
Dens vinliste indeholder nogle af de mest karakteristiske vine fra  Italiens berømte vindistrikter og dens brød, pasta og desserter er frisk tillavede hver dag.
Hvad enten man vælge dagens grillede fisk eller klassike romerske retter som vildsvin, er køkkenet spændende for dets smagskombinationer og smukke, farverige anretning og tilberedt af råvarer, der er markedsfriske.
 
   
Orso 80
Via dell’Orso 33
06 6864904
Lukkedag: Mandag
 
Denne berømte restaurant er mest kendt for sin overdådige Antipasti misti (Blandet forret ). I dette tilfælde mange småretter.
De fleste vil nok være godt mætte efter disse appetizers – og ikke have mod på at gå i gang med de efterfølgende tre retter, som italienerne typisk sætter til livs. Men der er ingen sure miner over, at man kun bestiller disse forretter, så nøjes med det i første omgang. Skulle man stadig have appetit derefter, kan man jo altid bestille noget mere.
 
L’Eau Vive
Via Monterone 85
Tlf. 06 68801095
 
Her skal man passe på ikke at få maden i den gale hals.                                                                       
Egentlig burde man ikke skrive mere, for overraskelserne er en del af totaloplevelsen i dette unikke sted, der drives af en nonneorden, der har missionsstationer i en række af de tidligere franske kolonier.               
Det er altså søstre, der laver maden, og søstre der serverer, når de da ikke laver noget helt andet, såsom at synge eller danse.                                                                                                    
Rammerne for dette spiseteater er Palazzo Lantante della Rovere fra 1500-tallet, og lokalerne er i to etager, nederst Rosen – hvor tyendet i fordums tid indtog deres beskedne mad – og øverst herskabets højloftede, freskoudsmykkede og hvælvede spisesal.                                                                                           
Det er vigtigt ved bestillingen (som er nødvendig) at gøre opmærksom på, hvor man ønsker at sidde, for ellers vil man som turist automatisk blive placeret nedenunder, da der er en vis rangorden her, med præsteskabet øverst og menigheden nederst (og de hedenske turister i en mørk krog).                   
Køkkenet er colonial style - et mix  af franske og afrikanske/østasiatiske specialiteter.   
Bed ikke om pasta her!                                                                                           
Priserne er på et mellemniveau og maden af god kvalitet, men ikke den helt store kulinariske oplevelse.  
For alle vil et besøg her dog blive en uforglemmelig oplevelse. 
 
 
Enoteca Corsi
Via del Gesu 87/88

Enoteker og fiaschetteriaer var der et utal af tidligere – steder hvor man kunne få fyldt vin på balloner eller købe en flaske, og hvor man også kunne få et enkelt måltid mad.
Der er næsten ingen tilbage, men her tæt på kirken Gesù ligger der et, hvor mange lokale kommer og nyder et let måltid og vælger en flaske fra vinreolerne, som beklæder væggene fra gulv til loft.
Udvalget af retter er ikke stort, 2-3 primi og lige så mange hoveretter.
Det er ikke den store kulinariske oplevelse, men priserne er rimelige og der er en god atmosfære.
En af indehaverne er dansk, og hans dansktalende kone serverer ofte i de i reglen tætpakkede lokaler.
 
Alfredo e Ada
Via dei Banchi Nuovi 14
(forlængelsen af Via del Governo Vecchio)
 
Dette er et af de få gamle, autentiske trattoriaer i Roms centrum.
Et lille  lokale med marmorborde, som ikke har ændret udseende de sidste mange årtier, i hvert fald ikke så længe jeg er kommet i Rom.
Nu driver Ada lokalet alene efter at Alfredo døde for nogle år siden.
Alt er hjemmelavet – traditionel romersk mad.
Der er ikke  noget spisekort, man må spise, hvad Ada har lavet – og man kan heller ikke få kaffe.
Men det er godt og der er en virkelig god atmosfære.
 
 
Roscioli
Via dei Giubbonari 21 
Tlf: 06 6875287

Roscioli er ikke blot et spisested. Det har i årtier været et af Roms bedste bagerier.
Sønnerne af grundlæggeren Marco Roscioli, Pierluigi og Alessandro, udvidede forretningen med en vinbar og delikatessebutik.
Alessandro står for udvælgelsen af oste, charcutterivarer, olivenolie og vine.
Broderen Pierluigi underviser på deres kokkeskole A tavola con lo chef og står for brød-og pizzaproduktionen.
I restaurantafdelingen bag delikattessebutikken kan man nyde de lækre specialiteter og/eller supper, pasta, carpaccio af kød og fisk og fantastiske kager og desserter.
 
 
Trastevere
 
La Botticella
Vicolo del Leopardo
 
Denne specielle restaurant ligger godt gemt væk bag ved hovedpladsen i kvarteret, Piazza S. Maria in Trastevere.
Gyden er så lille, at den ikke er aftegnet på mange bykort. Du finder den ved at gå ned ad Via Scala fra Piazza Santa Maria in Trastevere. Første vej på venstre hånd hedder Vicolo del Cedro, og så er Vicolo del Leopardo første gyde på højre hånd.
Den er som sakset ud af den romantiske spaghetti-scene i Disneys tegnefilm "Lady og Vagabonden". Husene læner sig ligesom mod hinanden, så tørresnoren kan nå på tværs, og La Botticellas to rækker borde udenfor optager næsten det halve af gadens bredde.
Hvis man skal have totaloplevelsen, hvor maden, folkelivet og underholdningen går op i en højere enhed, så skal man komme her om sommeren, eller i det mindste, når det er lunt og solen skinner – for så kan man sidde ude, ved de slidte træborde med papirsdug, frascativinen på karaflerne og smage de ægte romerske specialiteter, mens det ene orkester efter det andet leverer underholdningen og gæsterne råber og gestikulerer.
Kommer man på et andet tidspunkt, så er det ikke helt den samme oplevelse, da maden er OK, men heller ikke mere.
 
Casetta di Trastevere
Piazza de' Renzi 31/32
06 5800158
 
Dette er et virkeligt godt spisested i hjertet af Trastvere – og priserne er meget rimelige.
Lokalet minder lidt om Landsbyen i Lorry – hvis der er nogen, der kan huske det.
Her er god plads, betjeningen er kvik, og så er der meget at vælge imellem.
De 11 forskellige antipasti (5 - 10 €) er for størstedelens vedkommende fællesitalienske klassikere som skinke og melon, caprese, bruschetta osv.
Blandt de 22 førsteretter (6 - 10 €) dominerer pasta solidt, og det laver de godt. Specielt kan anbefales "spaghetti al cartoccio" dvs. spaghetti med havets frugter, der har fået den sidste tid indpakket i staniol i ovnen Blandt hovedretterne skal især fremhæves ossobuco, kallun og carpaccio.
Hvis man endnu ikke er mæt, findes der omkring 15 forskellige desserter (4 - 6 €).
Og der er et fint lille udvalg af vine til meget rimelige priser.
 
Osteria der Belli 
Piazza S. Appolonnia
lukket mandag
 
Pladsen ligger i Via della Lungaretta umiddelbart før man når frem til Pz. S. Maria in Trastevere. Stedet er opkaldt efter den romerske værtshuspoet G.B. Belli, hvis statue man finder ved Ponte Garibaldi i begyndelsen af Trastevere. Belli's samlede værker med over 7.000 beskrivende digte om livet i Trastevere i sidste del af forrige årh. var i lange tider en klassisk konfirmationsgave i Rom. Stedet er meget søgt også af turister, men absolut et besøg værd. Stedet er primært et solidt, lokalt spisested med udendørsservering. Prøv stedets Petti di Pollo.
 
La Gensola
Piazza della Gensola 15
Tel: 06 581 6312
La Gensola var et af de danske guldalderkunstneres yndlings spisesteder i Rom. Her samledes digtere, malere og billedhuggere med Bertel Thorvaldsen som centrum. Et berømt maleri, Bluncks "Danske kunstnere i osteriet La Gensola i Trastevere" har vi alle set. 
Det kan dog være svært at genkende interieuret i maleriet, når  man besøger spisestede i dag.
Det er dog alligevel værd at  besøge stedet, som er en af Roms bedste fiskeresturanter, altid med helt frisk fisk tilberedt på bedste vis.
Restauranten er i den noget dyre ende, fordi fisk er dyr i Rom.
 
Bar S. Calisto                                                              
Piazza S. Calisto
Lukket søndag
 
Dette er det bedste og billigste drikkested ikke bare i Trastevere, men i hele Rom. Her er gratis at sidde ned (ude eller inde) og betragte hele den lokale befolkning i alle dens spændende fremtoninger. Der kan fås alt det normale for en bar, selv om det ikke altid er muligt at købe almindelig vin i glas, men prosecco eller spumante er altid på programmet. Rød- og hvidvin kan købes på flasker til priser der ligner dem henne hos alimentariet. Dette sted er et must.
 
Nær Den spanske Trappe og Piazza del Popolo (Marsmarken)
 
La Buca di Ripetta
Via di Ripetta 36
Tel: 800 089 859

Traditionsrig, mindre spisested (det anbefales at bestille bord) få minutters gang fra Piazza del Popolo.
Stedet har ikke ændret sig gennnem årtier, og heller ikke maden, der er den traditionelle romerske med et lille moderne twist.
For et let frolkostmåltid kan anbefales deres antipasti-menu, 5 småretter, enten fra jorden - dvs. kød/grøntsager (Terra) eller fra havet (Mare).
Der er naturligvis de traditionelle romerske pastaretter som Carbonara, Amatriciana og Gricia, og blandt hovedretter bør især fremhæves oksehalesuppe (Coda alla vaccinara), Ossobuco og Klipfisk (Baccalá).
Man byder også på nogle meget lækre desserter, bl.a. Raviola (søde ravioli) og Tærte med chokoladefondant og vaniljeskum.
Der er et meget omfattende vinkort med et særlig stort udvalg af toscanske vine.
Prisniveau: Mellem - 40-45 € inkl. vin og kaffe for 3 retter,
 
Fiaschetteria Beltramme
Via delle Croce 39                                                        
Lukket søndag
 
Dette er et af et af de såkaldte  "huller i muren". Stedets meget beskedne facade gør det nemt at gå forbi, hertil kommer at der aldrig eller sjældent er et udhængt spisekort, men bag de forbehold gemmer der sig et anbefalelsesværdigt spisested med enkle godt tilberedte retter og god vin. Her kan man møde alle de lokale romerske typer fra denne gade med et utal af madvareforret ninger og de nærliggende med de internationale modebutikker. De mange "typer" har måske betydet, at nogen finder, at forholdet mellem kvalitet og pris er blevet forskubbet i den forkerte retning.
 
Otello alla Concordia                                                                                                                           
Via della Croce 81
tlf. 06-679 11 78.
 
Populært sted med italiensk mad og en hyggelig gård som fungerer som en vinterhave i de kolde måneder. Det er ikke nemt at finde, igen et hul i muren – og derfor er det heller ikke så mange turister, der finder frem til det.                                                                                                                                    
Den ældste del af etablissementet er tilbage fra 1800-tallet, og nogle af de danske kunstnere fra den tid kunne udmærket have spist her. Der er også en nyere del, under glas, ude i gården – og så er der endelig dem, der vælger at sidde under åben himmel – hele året – mellem de to afdelinger, nemlig de også her forfulgte rygere. Godt gedigent, romersk køkken til hvad der for kvarteret må betragtes som yderst rimelige priser.
 
 

  

 

 

print