Venezia maj 2015 med eller uden malekursus

7 dages flyrejse til Venedig 25. - 31. maj 2015 - med eller uden kursus i tegning og akvarelmaling
 
Klosterpensionen Cardinal Piazza
 
En introduktion til eller et gensyn med Venedig
Et besøg i Venedig behøver ingen undskyldning eller nærmere begrundelse. Der ligger hos mange af os, et måske slumrende, men vedvarende ønske om at opleve eller genopleve byens herligheder og særpræg. Få byer er som Venedig sig selv i den forstand, at de ligner ingen anden – byer som Amsterdam, Skt. Petersborg, New York (Manhattan) – med vandet som strukturerende og karaktergivende element.
Det er hensigten med besøget, at deltagerne selv afsøger og oplever byen efter et par indledende fælles byvandringer.
Venedig er som sagt en by som ingen anden; drømmenes og kunstnernes by, og for mange et symbol og en sindsstemning, men også gennem århundreder et handelscentrum med en position, hvorfra de styrede handelen med det østlige middelhav og videre østpå. Venedig var hovedimportør af de krydderier og andre luksusartikler, der var så vigtige for de riges liv i middelalderen og renæssancen. 
Gennem de sidste århundreder er symbolikken og stemningen blevet præget af et vist forfald. Forurening, stigende vandstand og mange tomme huse truer byens dagligdag, men set udefra er det et forfald, der kun bidrager med endnu mere skønhed.    
Venedig er en fantastisk by med skønne paladser, kirker og mange små pladser. Går man i de mange smalle, spændende gyder, ja så står man pludselig på en herlig lille plads, eller må henover en af de mange små kønne broer, der går over kanalerne med sejlende både og gondoler.
Kunstnere har hyldet byen, ikke blot for dens skønhed, men også for dens utrolige lys, der skyldes reflekserne fra vandet. En maler som Turner har gengivet dette lys helt fantastisk. Byen har også haft sine egne betydelige kunstnere som Tizian, Tintoretto, Veronese og Tiepolo. I vore dage er Biennalen en kunstnerisk tilbagevendende begivenhed i den internationale kunstverden.
Maleholdet skal gå på opdagelse i byen og finde egnede steder for deres lyst til at tegne og male, men vi skal også - kursister som ikke-kursister - besøge nogle af de smukke kirker og San Rocco skolen med Tintorettos malerier. Vi skal blandt andet besøge Frari-kirken med dens mange fine malerier og San Polo med Tiepolos Via dolorosa og San Pantalon kirken med verdens største canvasmaleri i loftet. 
Og naturligvis skal vi også beundre Venedigs største og mest berømte plads, Markuspladsen, med dens kirke, berømt for dens byzantinske mosaikker, dogepaladset, prokuratierne og biblioteket.
 
Vi skal bo på klosteret Casa Cardinal Piazza, indrettet i palæerne Minelli og Contarini fra 1700-tallet, ved kanalen Rio Madonna dell'Orto (foto herunder) i en fredelig del af det ellers meget livlige kvarter Cannaregio.
Området hvor vi skal bo er mere autentisk end de fleste andre i byen, fortrinsvis med boliger og med små hyggelige cafeer, restauranter og butikker.
Klosterpensionen har enkle, men nydelige værelser, alle med privat bad. Det har fælleslokaler og morgenmadssal samt en dejlig klosterhave. Klosteret er i arkitektonisk og kunstnerisk henseende utrolig interesssant.
I klosterets kapel finder man bl.a. en fremragende altertavle fra 1500-tallet, Ecce Homo, af billedhuggeren Giammaria Mosca. Altertavlen befandt sig tidligere i Markuskirken.
 
 
 
Kanalen ved klosteret
 
 
 
Canal grande
 
 
Dagsprogram
 
Mandag 25. maj
08.15 Check in i Kastrup lufthavn skal være afsluttet
09.15 Flyafgang med SAS
11.20 Ankomst til Venezia
Transfer med vandtaxi direkte til klosterpensionen
                                                                       

Cannaregio  - Markuspladsen

 

15.00 ca. 4 timers byvandring (for alle - inkluderet). 
 Vi starter med den gotiske kirke Santa Maria dell'Orto, som ligger lige ved siden af klosteret. Den elegante, lyse kirke rummer megen spændende kunst, bl.a. værker af Tintoretto, der var sognebarn under kirken, Bellini, Vivarini og Cima da Conegliano. Vi følger ingen ret linie, men tager små afstikkere til siderne, kommer bl.a. gennem flere små pladser som Campo Mori med Tintoretto´s eget hus, Campo dei Miracoli med kirken som et fornemt eksempel på ung-renæssance (slutningen af 1400-tallet), videre til  Santi Giovanni e Paolo (opført 1234-1430) og det tilnyttede ??, der Scuola Grande hospital samt Verrocchios berømte rytterstatue af Colleoni.
Længere fremme vil vi se ind i Palazzo Querini Stampalia (1500-tallet), hvor stueplan og gårdhave er restaureret omkring 1960 af den venezianske arkitekt Carlo Scarpa, hvis nye tanker om bygningsrestaurering har dannet skole. 
Vi kommer også til kirken Santa Maria Formosa fra slutningen af 1400-tallet, der har en renæssancefacade ud mod kanalen og en anden facade mod pladsen bygget en snes år senere i barokstil.  
 
Santa Maria dell'Orto og Santa Maria Formosa

 
 
Vi afslutter denne byvandring på Markuspladsen, Piazza San Marco, Venezias centrale plads. Den 175 m lange plads domineres af Markuskirken og dens kampanile. I den modsatte ende ligger bymuseet Museo Correr, på langsiderne administrations-bygningerne Procuratie Vecchie og Procuratie Nuove (1400-1700-tallet) samt Urtårnet fra 1496. På pladsens udløber mod lagunen, Piazzetta San Marco, står to granitsøjler fra 1100-tallet med bronzestatuer af den vingede Markusløve og af byens oprindelige skytshelgen, San Teodoro; på hver side ligger Dogepaladset og den gamle biblioteksbygning Libreria Vecchia (1500-tallet), der ligesom kampanilens Loggetta er tegnet af Jacopo Sansovino. Herfra kan vi nyde udsigten over lagunen og Canal Grande og den imposante kirke Santa Maria della Salute på den modsatte side og Isola di San  Giorgio med Palladios berømte kirke.

                        
Klosterhaven - kanalen ved klosteret
                                                         
Tirsdag 26. maj
Morgenmad
09.00-13.00 og 15.00-18.00 kursus
 
Klosterhaven
 
Onsdag 27. maj
Morgenmad
09.00-13.00 og 15.00-17.00 Kursus
17.00-20.00 Byvandring (for alle - inkluderet)
Vi starter dagens byvandring med at gå gennem den jødiske ghetto.
I 1492 blev alle jøder, som ikke lod sig døbe, fordrevet fra Spanien, og mange af dem endte her i Venedig, som kom til at give navn til ghetto-begrebet. I 1516 blev jøderne nemlig tvunget til at bo i Cannaregio nær et støberi (ghetto på venetiansk). Ghetto-kvarteret var omsluttet af kanaler, og der blev bygget porte til bydelen, der blev bevogtet af kristne og lukket af om natten. Portene blev fjernet i 1797, men de trange forhold kan stadig fornemmes i denne del af Cannaregio.
 
 

Frarikirken  - Scuola San Rocco
 
Vi fortsætter over Barfodsbroen, Ponte degli Scalzi, til pladsen Campo Santa Margherita og derfra ind i kvarteret San Polo. Kirken, som kvarteret er opkaldt efter, blev opført i det 9. århundrede og ombygget i det 15. og endnu en gang i det 19. århundrede. Det er altså noget af en stilblanding, som ikke gør kirken specielt harmonisk, men den er et besøg værd på grund af dens detaljer, og ikke mindst på grund af Tiepolos malericyklus - Via Crucis.
San Polo-kvarterets altdominerende kirke hedder Santa Maria Gloriosa dei Frari. Den er bygget af teglsten i gotisk stil og i det ydre ret beskeden i sit udtryk sammenlignet med mange andre af Venedigs kirker. Men indvendig åbenbarer den gamle franciskanerkirke meget spændende kunstværker. Over højalteret ses et imponerende maleri af Tizian, der viser Jomfru Marias Himmelfart. Der er desuden værker af Donatello og Giovanni Bellini samt billedhuggeren Antonio Canovas gravmæle i pyramideform og i nyklassicistisk stil, som han selv skabte.
Vi går videre til en af Venedigs laugsbygninger, Scuola di San Rocco, fra midten af 1400-tallet, overdådigt udsmykket af Tintoretto, og derefter til San Pantalon kirken som har verdens største canvasmaleri i loftet.
Her afslutter vi dagens byvandring med mindre der er tid og lyst til at fortsætte til Della Salute kirken, ligeledes med mange spændende kunstværker og hvorfra der er en formidabel udsigt mod Markuspladsen, det åbne vand mod Lidoen og ned ad Canal Grande.
 
Torsdag 28. maj
09.00-13.00 og 15.00-18.00 Kursus
 
Fredag 29. maj
09.00-13.00 og 15.00-19.00 Kursus afsluttende med ophængning
19.00 Fernisering (for alle - inkluderet)
 
Teatro Olimpico - Villa Rotonda
 
Lørdag 30. maj
Morgenmad
Ca. 09.00 - ca. 18.30
Udflugt med tog til Vicenza (ca. 45 minutters kørsel) (for alle - inkluderet)
I Vicenza og omegn finder vi mange af arkitekten Andrea Palladios bygninger. Han er måske den europæiske arkitekt, der har haft størst indflydelse på eftertidens byggestil.
Vi spadserer gennem byen og ser de mange smukke paladser og besøger Teatro Olimpico, det ældste indendørs teater i Europa. Til sidst tager vi bussen til Villa Rotonda, vel nok Palladios mest kendte villa, bl.a. forbillede for Chiswick House ved Themsen.
20.30 Tilbud om afsluttende fællesmiddag
 
Søndag 31. maj
Morgenmad
11.30 Vandtaxi til lufthavnen
14.15 Flyafgang
16.15 Ankomst til Kastrup lufthavn
 
 
Klosteret set fra luften (de hvide bygninger)
 
Klosteretes ene facade  - opholdsstue    
                                            
                                                            

Pris       

Malerejse: kr. 6.995,- pr. person i dobbeltværelse med bad/toilet
Kulturrejse: kr. 6.495,- pr. person i dobbeltværelse med bad/toilet
Tillæg i enkeltværelse med bad/toilet kr. 700,-

 

Prisen inkluderer:

  •  Flyrejse København - Venedig t/r med SAS 
  •  Skatter og afgifter pr. august 2014
  •  6 overnatninger på klosterpension inkl. morgenmad
  •  Kort til ubegrænset sejlads med vandsporvogn i 3 dage (72 timer) 
  •  Byvandringer iflg. program (for alle)
  •  Udflugt med tog/bus til Vicenza og Villa Rotonda
  •  Kursus (hvis man har tilmeldt sig malerejsen)
  •  Transport i vandtaxier ved ankomst og afrejse
  •  25% moms

Ikke inkluderet:

  • Turistskat, som betales direkte til klosterpension: 3 € pr. person pr. dag (i alt ca. kr. 150)
  • Entréer (pensionister +65 har gratis adgang eller reduceret pris mange steder ved fremvisning af ID)

Udover ovenstående pris skal deltagerne betale kr. 200,- pr. person i kontingent til Italiensk Forum, hvis man ikke allerede har betalt kontingent for det år, som rejsen ligger i (2015).

Kurset
Kurset i akvarelmaling og tegning henvender sig til alle uanset forudsætninger, da undervisningen er individuel.
 
Rejse uden kursus
Der er også mulighed for at deltage i denne rejse uden kursus - til nedsat pris.
Deltager man uden kursus vil der sammen med malekursisterne være tilrettelagt byvandringer i Venezia og udflugt til Vicenza og Palladios Villa Rotonda - og man vil have mulighed for at deltage i fællesmiddage og kursisternes fernisering. Inkluderet er et kort til 3 dages ubegrænset transport til vandsporvognene i selve Venezia og til øerne ude i lagunen Murano, Burano og Torcello.  
Der vil blive givet forslag til ture rundt i byen, og ud over byens mange monumenter og kunstsamlinger vil der også være mulighed for at besøge den store, internationale kunstudstilling Biennalen.
 
Kursus- og rejseleder er Otto Käszner, tidligere stadsarkitekt i København.
Otto Käszner har været rejseleder for Italiensk forum på ture til Veneto og Venedig (omkr. Palladios arkitektur) og gennem en årrække lærer på male- og tegne kurser i Cortona i Toscana (som han også vil være i 2015).

 

Gruppestørrelse: 8-10 på tegne/malekurset og 8-10 uden kursus.

 

 

Tilmeldingsfrist

15. november 2014, men det anbefales at tilmelde sig tidligt, hvis man vil sikre sig plads. Især hvis man ønsker enkeltværelse, som der er et meget begrænset antal af.

                           


Vis stort kort 

 

REJSEBESTEMMELSER

For at deltage i rejse med Italiensk Forum er det en forudsætning at alle deltagere er medlem af foreningen. Kontingentet er kr. 200,- pr. person og er gyldig i det år rejsen foretages i.

Bestilling og betaling

Du kan bestille din rejse ved at sende en e-mail til info@italienskforum.dk Husk at angive alle deltageres navne præcis som de er anført i deres pas.

Foreningens tekniske arrangør AlfA Travel A/S sender bekræftelse med indbetalingskort. Depositum er kr. 1.700,- pr. deltager og beløbet skal indbetales senest den dato, som er anført på girokortet. Restbeløbets forfaldsdato fremgår af bekræftelsen samt girokort. Det er også muligt at overføre betaling via homebanking til AlfA Travel A/S konto (reg.nr. 7670) 5586065. Husk ved bankoverførsel at anføre bookingnummer. Overholdes de anførte betalingsfrister ikke, forbeholder AlfA Travel A/S sig ret til at annullere rejsen uden varsel.

Priser
Priserne er priser pr. person, med mindre andet er nævnt i rejsebeskrivelsen.

 

Afbestillingsforsikring
Vi anbefaler at der tegnes en afbestillingsforsikring.
Forsikringen kan tegnes hos AlfA Travel A/S, og dækker afbestilling før afrejse i tilfælde
af akut opstået sygdom, alvorlig tilskadekomst eller dødsfald hos den rejsende selv eller
dennes familie samt andre forhold jf. forsikringsbetingelserne. Vi anbefaler, at betingelserne læses grundigt igennem.
En afbestillingsforsikring, der dækker den enkelte rejse, koster 6% af rejsens grundprisen (inkl. evt. enkeltværelsestillæg). For de fleste af de udbudte rejser, kan det betale sig at tegne en kombineret årsafbestillings- samt årsrejseforsikring, der gælder i 1 år fra tegningsdatoen. Priserne skal tillægges 1,1% i skadesafgift til staten. Ønskes forsikringen så oplys venligst CPR-nummer ved bestillingen.
 
Afbestillingsregler
Ved afbestilling mere end 60 dage før afrejse er depositum fortabt.
Ved afbestilling mindre end 61 dage, men mere end 14 dage før afrejse er udover
depositum 50% af rejsens pris fortabt.
Ved afbestilling mindre end 15 dage før afrejse er rejsens totale pris fortabt.
 
Hoteller og værelser
På hjemmesiden fremgår beskrivelsen af hotellerne. I den forbindelse gør vi opmærksom på, at enkeltværelser ofte er små og ikke af samme standard som dobbeltværelser. Ved tresengsværelser er det oftest dobbeltværelser med opredning. Specielle ønsker om værelser vil så vidt muligt blive imødekommet, men det er altid uden garanti.
 
Prisændringer
Der tages forbehold for prisændringer efter aftalens indgåelse der skyldes: ændrede
transportpriser, nye skatter og afgifter, ændrede valutakurser. I tilfælde af prisændringer
informerer AlfA Travel A/S hurtigst muligt. Prisændringer afledt af ovenstående berettiger ikke at afbestille rejsen. AlfA Travel A/S er ikke berettiget til at ændre prisen, når slutbeløbet er indbetalt, med mindre prisændringen skyldes kundens egne forhold.
 
AlfA Travel A/S ansvar
AlfA Travel A/S er ansvarlig for at de i bekræftelsen / fakturaen indgåede aftaler overholdes. Opstår der mangler undervejs eller på rejsemålet, skal kunden underrette AlfA Travel A/S, således at AlfA Travel A/S får mulighed for at afhjælpe manglen inden for rimelig tid. Såfremt AlfA Travel A/S kan afhjælpe en mangel inden for rimelig tid, har kunden ikke krav på erstatning. Såfremt en mangel først meddeles AlfA Travel A/S efter hjemkomst, fortabes retten til at gøre indsigelse.
Krav om erstatning fordrer, at kunden har skriftlig dokumentation for, at der er gjort opmærksom på mangler hos hotel eller transportør.
En evt. reklamation skal være AlfA Travel A/S i hænde senest 14 dage efter hjemkomsten. I modsat fald fortabes retten til at gøre indsigelse.
 
Ansvarsbegrænsninger
AlfA Travel A/S ansvar for person- og tingskade er begrænset til de erstatningsbeløb, der er fastsat i de internationale konventioner, som bl.a. international flytransport – begrænset i henhold til Warszawa-konventionen. Internationale togtransporter – DOTF/CIF konventionen. Internationale skibstransporter – Athen konventionen
 
Bagage
Det er kundens ansvar at være forsikret i tilfælde af tyveri, mistet eller beskadiget
bagage. Desuden påhviler det den enkelte deltager at sikre sin egen bagage ved transfer
og bus- eller togskifte.
 
Rejseforsikring
Det påhviler deltagerne selv at være tilstrækkeligt forsikringsdækket til lægebehandling, tandlæge, sygehusophold og evt. tilkaldelse/sygeledsagelse og hjemtransport.
Vi anbefaler at der tegnes rejseforsikring – dette er vigtigere end nogensinde, idet rejsesygeforsikringen på det gule sygesikringskort er afskaffet for udenlandsrejser. Som tidligere er du heller ikke dækket for evt. hjemtransport. Det blå EU-sygesikringskort afløser det gule, men med det blå kort sidestilles du med borgerne i pågældende land du rejser til. Ved rejser til lande uden for EU/EØS området, gælder det blå EU-sygesikringskort ikke. Det betyder at rejsende til fx Tyrkiet skal sørge for at tegne en privat rejseforsikring.
 
Glemte sager
Der vil blive opkrævet et ekspeditionsgebyr på kr. 100,- pr. sag samt udgift til porto.

 

print