Villaerne i Lucchesia

Villaerne i Lucchesia

af Niels Bertelsen

Ruten er følgende: Lucca, Villa Olivia, Villa Grabau og Villa Reale Marlia, alle nær San Pancrazio, Villa Mansi ved Segranmigno, Villa Torrigiani ved Capannori og Villa Bernardini ved Vicopelago.

De villaer, vi skal besøge på denne tur, er et meget lille udsnit af de godt 300, som Luccas købmænd og andre rigmænd har opført fra det 15. til det 19. århundrede.

En meget stor del af deres formuer har de investeret i disse villaer – eller herregårde, som vi nok ville kalde dem på dansk.

Dette villabyggeri er på grund af dets omfang og dets høje æstetiske kvalitet ret enestående ikke alene i Italien, men i hele Europa.

Man taler lokalt om ”i palazzi in villa”, hvormed man mener, at der i dette område skabtes palæer, der hvad angik pragt og faciliteter ikke stod tilbage for palæerne i byerne, men her med den merværdi, at de blev placeret i naturskønne omgivelser.

Dette skete også andre steder, både i Italien – f.eks. i Veneto – og andre steder i Europa – f.eks. i Danmark – men ikke i samme omfang og på samme æstetisk høje niveau som her.

Her forenedes Otium, det afslappede liv på landet, med Negotium, den indbringende forrretning, som landbruget førte til for de købmandsfamiler, som skabte deres anden residens i denne egn.

Om vinteren boede de inde i deres bypalæ i Lucca, hvorfra de styrede deres handels- og bankforretninger, og hvor de deltog i vinterhalvårets politiske og kulturelle liv, mens de i foråret forlagde residensen til besiddelsen i de grønne omgivelser på landet, dog ikke længere væk fra byen end at husherren på kort tid kunne vende tilbage til sine forretninger i byen.

Vi kører fra Lucca nordpå ad landevejen, der fører til skisportsbyen Abetone, langs floden Serchio.

Efter en snes kilometer kører vi fra mod San Pancrazio og Saltocchio og er efter kort tid fremme ved

 

Villa Oliva

Villaen er bygget omkring 1500 af billedhuggeren og arkitekten Matteo
Civitali
for markis Ludovico Buonvisi.
Betagende er den elegante loggia i to stokværk med gigantiske monolitsøjler i den lokale sandsten
Matraia.
Karakteristisk og ret enestående for denne villa er også de to mægtige sale ovenover hinanden i hele loggiaens længde.

Familien Buonvisi uddøde i begyndelsen af 1800-tallet, og siden da har
villaen været i mange familiers eje, senest familien Oliva, som har stået for en storstilet restaurering efter at bygningen under 2. verdenskrig var blevet voldsomt beskadiget.

Parken syd for villaen er inddelt i tre niveauer, da terrænet er stærkt skrånende.
På det midterste er der en cypresallé, der fører til parkens hovedport, som er udsmykket med et væld af kannelurer og masker.
På dette niveau finder man også bassinet kaldet
Vasca delle cascatelle med lavrelieffer og terrakottastatuer.

I nærheden af dette ligger det såkaldte Coffee House med stenbord, bænke og stenege.
På det højere niveau er der bassiner med guldfisk og karper, en lund med stenege, et orangeri, hvor de citrontræer, der i sommerhalvåret flankerer alleerne, overvintrer, en tennisbane og store plæner afgrænset af tætte trærækker.
Her er der også glashuse til ornamentplanter, blomster og grøntsager.
På det laveste niveau er der en ridebane afgrænset af pæretræer og en
såkaldt
Hortus conclusus, en lukket have, for øjeblikket med en
eukalyptusbeplantning.
Der er endvidere et galleri af avnbøge parallelt med hovedalléen.
Her, som i de andre villaers parker, er der et meget stort antal eksotiske træer og planter, som det var på mode at indføre i slutningen af 1800-tallet.
Udover førnævnte Vasca delle cascatelle er der en række andre fontæner.

De mest interessante er La Sirena (havfruen), l'Abbondanza (overfloden) og grotesken med vandspil foran den store loggia.

De tre øvrige gitterporte og stenfigurer forestillende hunde bidrager til
parkens magiske stemning.

Af stor arkitektonisk værdi er også villaens staldbygning, til hvilke der
knytter sig en legende om et væddemål, som Buonvisi skulle have indgået med
Ludvig XIV.

Buonvisi hævdede, at hans stald var smukkere end en af de berømte sale i Versailles.
For at gendrive denne påstand sendte kongen en gesandt til villaen. Her fik han fremvist et rum, der var tapetseret fra gulv til loft med guldmønter med kongens portræt.
Ved synet af denne megen glans kunne han ikke undlade at erklære Buonvisi som vinder af væddemålet.

Staldbygningen er i dag ombygget til feriebolig, som man kan leje.

Det samme gælder for mange af de andre villaer i Lucchesia.

Ikke langt fra Villa Oliva, i San Pancrazio, ligger

 

Villa Grabau

som blev opført i 1500-tallet på resterne af en middelalderlandsby af den mægtige købmandsfamilie Dodati.

I de følgende århundreder overgik den først til greverne Orsetti og dernæst gennem ægteskab til markiserne Cittadella.

De forskellige ejere ændrede med tiden den oprindelige bygnings stil fra gotik til renæssance og siden til den nuværende nyklassicistiske.

I 1868 blev villaen solgt til den rige tyske bankier Rodolfo Schwartze, der var gift med Carolina Grabau, der havde adelige rødder i Tyskland.

Parken, der er på ni hektar, er en af de mest interessante i Lucchesia, både hvad angår dens form og hvad angår rigdommen i den vegetation, som indgår i de forskellige arkitektoniske haver.

Den ”vilde” romantiske, engelske have, der som andre steder er anlagt i begyndelsen af 1800-tallet, har mange træer, der allerede var her i 1500-tallet, formentlig selvsåede.

Den italienske have med et smukt, bakket landskab i baggrunden, er en terrassehave, hvis ydergrænse er en halv oval.

Den er meget levende med de konvekse linjer i de høje hække, der med jævne mellemrum er adskilt af statuer forestillende gudinder som Ceres, Venus og Pomona.

De indhegner store plæner med citrontræer i store terrakottavaser med de forskellige giveres våbenskjolde.

Disse vaser bliver om vinteren flyttet ind i det majestætiske orangeri, et imponerende bygningsværk fra 1600-tallets afslutning.

Ret iøjnefaldende i den italienske have er to fantastiske masker af form som satyrhoveder i manieristisk stil og en grotesk statue, der forestiller en skildpadde, der bærer en drage.

I parken finder vi endvidere et såkaldt Teatro di Verzura, en yndefuld og elegant scene i buksbom til udendørs koncerter og teaterforestillinger om sommeren.

Villaerne ligger tæt i dette område. Kun en kilometer herfra ligger

 

Villa Reale di Marlia

Denne Villa Reale – kongevilla – i Marlia har siden den blev bygget været residens for fyrster, højadelige og kunstmæcener.
Napoleons søster
Elisa Baciocchi, der var Luccas regent i en periode og senere hele Toscanas, skabte det storslåede kompleks ved at slå den daværende Villa Orsettis jorde sammen med en række naboejendomme, bl.a. Luccabispens sommeresidens.
Det gamle Palazzo Orsetti og dets loggia, der fungerer som indgang,
moderniseredes, men de gamle haver fra det 17. århundrede med det
vidunderlige friluftsteater med formskårne buske,
Teatro di Verdura, og Kamelia-alleen med meget sjældne arter er bevaret intakt op til vore dage.

Efter Napoleons fald erhvervede først hertugerne af Parma villaen og siden storhertugerne af Toscana.
Efter Italiens samling kom den i kong
Victor Emanuel IIs eje. Denne afstod den siden til Prins Carlo, bror til den sidste konge af Begge Sicilier, som var gjort arveløs på grund af sit ægteskab med den engelske statsborger Penelope Smyth, der nok var smuk som en prinsesse, men ikke havde blåt blod i årerne.
Det romantiske, men ulykkelige par tilbragte resten af deres liv i villaen og blev begravet i parkens kapel.

Deres søn, kendt som den gale prins på grund af sin religiøse fanatisme og excentriske opførsel, døde i 1918.

For at betale hans gæld blev villaen sat til salg og dens indbo på auktion og mange af parkens gamle træer fældet og solgt som brænde.

Greveparret Pecci-Blunt, den nuværende ejers forældre, købte villaen i 1924, lige i tide til at redde parken fra en uoprettelig ødelæggelse.
De gav den berømte franske havearkitekt
Jacques Greber i opdrag at
genoprette parken.

Der blev plantet skov, skabt kunstige bække og en sø som nødvendige
elementer i en ideel romantisk park efter engelsk forbillede.
Villaen har altid været samlingssted for kronede hoveder og store personligheder fra kunstens og politikkens verden fra hele Europa, en tradition som Pecci-Blunt-familien har videreført.
Vi andre får ikke lov til at betræde de bonede gulve, men må tage til takke med et besøg i den store park, men det er nu heller ikke så kedeligt.

Parken er stor og har som villaen mange rum.
Hvis man fra indgangen bevæger sig til højre ad den skrånende grund væk fra villaen og ned mod dennes point de vue, den kunstige
Lago dei Cigni - Storkesøen - kommer vi til Villa del Vescovo - Bispens villa.

Den blev opført i det 16-århundrede på resterne af en tidligere eksisterende bygning.
Det er den eneste villa i Lucchesia med en indre gård.
Herfra kan vi gå tilbage mod villaen og kommer så til et nymfeum, der kaldes
Grotta del Dio Pan - Pangrotten.
Herfra fører to trapper op til en blomsterhave kaldet
den spanske have eller Decò-haven med henvisning til den stil, der var fremherskende, da den blev anlagt i 1920.
Haven ligger godt skjult bag en tæt vegetation, men bag denne gemmer sig en elegant rektangulær have i arabisk stil med et stort bassin, hvorfra smalle kanaler breder sig ud i hele haven i et fint geometrisk mønster.

Fra denne have fører en sti videre op mod Il Giardino dei Limoni, Citronhaven, der med en rektangulær grundplan indkranset af stedsegrønne buske består af fire plæner med magnolietræer, og som det er traditionen i Toscana kantet af store terrakottakrukker med citrontræer.
Haven afsluttes med et enkelt bassin, der som haven har en rektangulær form.

På siden af Citronhaven til højre ligger Teatro di Verdure, Grønneteatret, et cirkulært rum omkring en fontæne med statuer forestillende Commedia dell’Arte-figurerne Colombine, Pantalone og Balanzone.

Teatrets vægge består af høje, formklippede takstræer.

Dette teater stammer helt tilbage fra 1642, og her førsteopførtes den franske dramatiker Racines Fædra, og her afholdt den berømte violinvirtuos Paganini koncerter.

Nord for teatret afsluttes parken med Palazzina dell’Orologio (det lille palæ med uret), der ikke er så lille, som navnet antyder.

Det er faktisk godsets og parkens største bygning, langt større end villaen, men uden dennes arkitektoniske værdi. Det er opført i det 18. århundrede.

Mellem dette og villaen finder vi endelig Teatro d’Acqua, Vandteatret, der består af en lang mur med fem gigantiske masker fra hvis munde kaskader af vand løber ned i et langt halvcirkelformet bassin.

Fra San Pancrazio kan vi nu køre mod Segromigno, hvor der ligger to andre villaer.

Den første vi kommer til er

 

Villa Mansi

Blandt de mange villaer i Lucchesia er Villa Mansi nok den mest repræsentative for den aristokratiskerepublik Luccas samfund og kultur.

Familien Mansi var kendt i store dele af Europa for sin handel med silke allerede i begyndelsen af det 16. århundrede, da den opererede i nært samarbejde med andre patricierfamilier i Lucca som familierne Buovisi, Antelminelli og Cenami. Af sidstnævnte købte familien Mansi i det 17. århundrede villaen i Segromigno.

Den oprindelige bygning, der stammede fra sidste halvdel af det 16. århundrede, blev delvis ombygget i 1634-35 af arkitekten Muzio Oddi, og efter at familien Mansi havde erhvervet den, skabte den lokale arkitekt Giusti den nuværende facade, mens havearkitekten Filippo Javarra anlagde parken.

Facadens midterparti blev hævet, den tidligere loggia blev lukket og den nuværende arkade skabt, samtidig med at hele murfladen blev rigt udsmykket med balustre og statuer og øverst med familien Mansis våbenskjold.

Inde blev den store salon ombygget og udsmykket med nye malerier på loft og vægge og et elegant møblement.

Man kan stadig beundre de mange freskomalerier, rige stukarbejder og oliemalerier. Alt sammen arbejder af den lokale kunstner Tofanelli, fortrinsvis med mytologiske temaer.

Parken undergik også store forandringer. En første var anlæggelsen af en lige allé fra en stadig eksisterende overdådig smedejernsport op til villaen.

Dernæst kom blomsterhaven ved siden af villaens gård, der blev udsmykket med fontæner og statuer, samt citronhaven.

Bag villaen skabtes et område opdelt af alléer, formentlig oprindelig med frugttræer.

I en anden fase skabtes nye haver med storslåede scenografiske effekter og den elegante fiskedam, indrammet af balustrader med statuer.

I begyndelsen af det 18. århundrede forsvandt det meste af alt dette, og parken blev nyanlagt i engelsk stil.

Der blev skabt lette bakker med tætklippede plæner og grupper af træer og buske i et tilsyneladende tilfældigt mønster, men i virkeligheden meget nøje udtænkt hvad angår voluminer, lys og farver.

Denne stil er bibeholdt op til i dag, og man bemærker den bevidste sammenblanding af stedsegrønne og løvfældende buske og træer, som bl.a. omfatter fyr, ceder, cypres, tuja, magnolie, buksbom og mange arter kamelia.

Scenografien fuldendes af den udbredte anvendelse af vandelementet til skabelse af kaskader, kanaler med romantiske småbroer og bassiner, men i modsætning til de fleste andre villaer her ikke brugt til vandspil.

En allé af laurbærtræer med symmetriske bede i midten og udsmykket med 1700-tals statuer, hvis piedestaler er dækket af buksbom, fører til Bagno di Diana, Dianas bad, det mest suggestive hjørne af parken, omgivet af et let hegn, der giver luft og udsyn, og en balustrade med fjorten statuer.

Stedet hjemsøges ifølge en legende med fascinerende detaljer af den smukke og lunefulde Lucida Samminati, enke allerede i en alder af 22 år efter Vincenzo Diversi og gift igen med Gaspere Mansi, som hun døde fra under pesten i midten af 1600-tallet.

Ifølge denne legende skulle Lucida have udsmykket væggene i villaen med utallige spejle for i ethvert øjeblik at kunne beundre sit legemes ynde.

Besat af tanken om kroppens forfald skulle hun have indgået en pagt med fanden selv og skænket denne sin sjæl i bytte for tredive års ungdommelig skønhed.

Fanden holdt ord, men da fristen var udløbet og pesten for alvor havde bredt sig i Toscana, forlod den smukke Lucida pludselig denne verden.

Mange hævder, at hun, som sædvane var, blev begravet i villaens kirke, som nu ikke længere findes, mens andre beretter, at fruen blev slugt af et mægtigt ildspyende svælg, der pludselig åbnede sig i parken, og at hun lige siden har gået hvileløst rund i parken ved nattetid og indimellem standser op ved Dianas bassin for endnu en gang at nyde sit skønne ansigt i vandets spejl.

Et par kilometer fra Villa Mansi ligger

Villa Torrigiani

To majestætiske cypresalléer af knap en kilometers længde forbereder en på mødet med Villa Torrigianis facade, en af de bedste eksempler på barokarkitektur i Toscana.

Villaen og parken stammer tilbage fra begyndelsen af 1500-tallet og var oprindelig i den mægtige adelsfamilie Buonvisis eje.
I 1651 blev den erhvervet af markis
Nicolao Santini, som var republikken Luccas ambassadør ved Ludvig XIVs (solkongens) hof. Han ønskede at omdanne den til et overdådigt lystslot med en blomstrende parterrehave og store bassiner, som facaden kunne spejle sig i. Forbilledet var Le Nôtres parkanlæg i Versailles, og ombygningen af villaen og anlæggelsen af parken blev af Nicolao Santini betroet den bolognesiske arkitekt Torregiani (ikke at forveksle med villaens navn).
Han skabte det haveteater med grotter og vandspil, som endnu fungerer og kan besigtiges i
Grotta dei venti, Vindenes grotte, et anseeligt cirkulært rum med stenmosaikker, fontæner og nicher med allegoriske figurer, forestillende de kendte vinde, og hele sceneriet kronet af en kuppelhimmel, hvorfra "regnen" drypper ned.

Landskabet er trukket ind i villaen som dekorationer i Pietro Scorzinis
velbevarede freskomalerier, der i de mindre rum fremstiller årstiderne og i salene mytologiske scener og i hovedsalen scener fra kejser Aurelias liv, naturromantiske billeder, der danner ramme om lige så velbevarede originale interieuer.
Villaen beboes stadig af efterkommere af markis Nicolao Santini, men har skiftet navn, da den sidste arving var en kvinde, Vittoria Santini, der i 1816 giftede sig med markis Pietro Guadagni Torrigiani.
Deres buster er indsat i den pompøse facade og kan også ses i kapellet, hvor medlemmer af de sidste generationer af familien ligger begravet.
Det meste af barokhaven er i dag forsvundet.

I 1800-tallet blev store dele af parken både foran og bag villaen lagt om i en romantisk engelsk stil med importerede træer og buske som cedre og en mængde arter kamelia.

Hvis der er tid og lyst til at besøge endnu en pragtvilla i området så skal vi tilbage mod Lucca ad motorvej 1 og fra Luccafrakørslen køre i sydlig retning til lokaliteten Pozzuoli, hvor vi finder

 

Villa Bernardini

som er et værdifuldt eksempel på senrenæssancearkitektur.

Den er bygget af Bernardino Bernardini og fuldført i 1615, som det fremgår af indskriften i arkitraven over indgangsportalen.

Villaen er placeret midt i parken og har kubeform.

Den har tre etager udover loft og høj kælder.

Midterpartiet i facaden er fremhævet med en porticus med tre åbninger.

Villaen har altid været i familiens eje og står stort set uforandret.

Der er kun udført mindre ændringer i interieuret i 1700-tallet.

Møblerne er stort set alle skabt til villaen i 1600- og 1700-tallet og bærer for de flestes vedkommende familiens våbenskjold eller symboler derfra, hvilket gør disse interieurer ret enestående

Den store plæne, der falder let ned mod gitterporten, domineres af to gigantiske sequoia-træer (redwood) fra midten af 1800-tallet, der danner en imponerende ramme om villaen.

I resten af denne forreste del af parken og nær villaen er der mange grupper af sjældne planter og buske.

Til højre for bygningen er der adgang til den store have, den tidligere hortus conclusus, som i midten af 1700-tallet blev omdannet til en hemmelig have.

Herfra kan man gå videre til citronhaven, hvis vægge er tapetseret med århundredgamle ficus repens, og som foran indgangen har et stort kar af carraramarmor i empirestil.

Den mest interessante del af parken er den, der ligger lige bag villaen.

Det er et såkaldt Teatro di Verzura (grønneteater) i buksbom, som er anlagt i midten af 1700-tallet.

Teatret er hesteskoformet og afgrænset af en stærkt skrånende græsklædt vold, kantet oppe og nede af to rækker klippede buksbomhække.

Teatret kan rumme 600 siddende tilskuere.

Vi er kommet til vejs ende på denne tur rundt til nogle af Luccchesias mange villaer og kan herfra køre tilbage til Lucca.

 

Uddrag fra Niels Bertelsen: Omveje i Toscana, Forlaget Underskoven

print